Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next
As serial collectors of media fuck-ups, we add this self-portrait to the gallery…given that our main source went and unsaid everything he’d said 24 hours earlier, the only thing for us to do now is to eat shit.

Det sker alt for sjældent, at medier erkender, når de bare har fået helt forkert fat i noget. Derfor er det ekstra befriende, når nogle går bodsgang med piber, trommer og masser af ‘stil’, som det er tilfældet med Deadspin her.

Det hele går i kage…

Jonas Juhler Hansen, der altid er god for at sætte lidt bål og brand i gaden på de sociale medier - og gør det med stor kløgt og solid humor - er kommet i vælten, fordi han har ‘afsløret’, at den ‘superheltekage’, Mette bagte i gårsdagens finale af ‘Den Store Bagedyst’ på DR1 var inspireret af én, hun havde fundet på Google.

Debatten raser. Og folk er stort set enige: “So what?”, spørger de. Især fordi Mette jo stadig lavede kagen selv.

Der er god ræson i at undre sig over, at dette nu skulle være et problem. Mange af de samme mennesker, der sidder og finder disse ting og problematiserer dem, sidder selv i en hverdag, hvor de ofte lader sig inspirere af gode ting, andre har gjort. Sådan fungerer verden bare i dag; Google er din ven - og genvejen til en god idé.

Tænk lidt over det: Hvornår har du sidst - ærligt - fået en virkelig original idé, der ikke på nogen måde var inspireret af andre?

Nej, vel?

Og lad os så komme videre.

(Foto: Jonas Juhler Hansen/Twitter)

Første kig på Finans.dk

Så er JP/Politikens nye, ambitiøse erhvervs-satsning på nettet, Finans.dk, i luften - i hvert fald som test. Og det første indtryk er overvejende positivt.

Mest positivt er det, at der nu er kommet scroll på alle sektionsartikler i en strøm, så man ikke skal klikke fra side til side for at læse de forskellige artikler, men egentlig bare kan scrolle nedad. Den lektie har man bl.a. lært hos Quartz, og det fungerer umiddelbart rigtig godt.

Af samme grund er det et par dråber malurt i bægeret, at man stadig har bevaret det klassiske avislayout med kolonner og forskellig prioritering af artiklerne på forsiden. Det havde været spændende, om man havde turdet tage skridtet helt ud og også gøre op med måden, man præsenterer en forside på.

Men det kan jo være, det kommer i den endelig version. Den glæder jeg mig efter dette lille smugkig til at se nærmere på, når den lanceres.

Finans.dk bliver et abonnements-baseret site, hvilket er fuldt forståeligt og rigtigt set. Bare trist det efter alt at dømme betyder døden for EPN.dk, der var et rigtig godt - og gratis - erhvervssite.

Greenpeace er lykkedes med at få LEGO til at droppe et - af miljøorganisationen og diverse aktivistiske kredse - meget kritiseret samarbejde med Shell. Metoden er vel det, man bedst kan kalde for kreativ følelsesporno; en godt udført og distribueret LEGO video, hvor talrige LEGO-figurer - og ikke mindst dyr - langsomt bliver kvalt i olie.

Sagen rejser nogle helt fundamentale spørgsmål:

  1. Hvis dette er måden, Greenpeace kan få størst gennemslagskraft i den offentlige opinion på, vil vi så fremover se flere forsøg som dette, der går benhårdt efter den offentlige mening ved at udnytte den laveste fællesnævner til fordel for færre ‘nålestiks’-operationer i felten?
  2. Kan Greenpeace og organisationer som den kunne bruge metoder som denne til at få flere blivende medlemmer og dermed samlet set komme til at stå stærkere som pressionsgruppe fremadrettet, eller danner folk deres holdninger fra sag til sag - eller måske snarere fra video til video og mere på basis af fortælle-tekniske tricks end den egentlige sag?
  3. Vil der reelt set være nogen blivende effekt af kampagner som disse, når først forargelsen efter et par uger er svundet ind, og nye agendaer optager folks sind?
  4. Skal virksomheder nu til at indregne risikoen for følelsesmæssig afpresning fra interesseorganisationer, når de vurderer, hvem de vil lave samarbejdsaftaler og partnerskaber med?
  5. Vil vi se, at nogle typer af aftaler er så strategisk uinteressante og/eller økonomisk givtige, at de fremover ikke vil blive indgået, fordi risikoen for en ‘shitstorm’ ganske enkelt er for stor?
  6. Kan man reelt set lave en ‘shitstorm’ ud af alt/ingenting, hvis bare ens fortælletekniske kneb er gode nok, og man er villig til at bruge stort set hvert virkemiddel i arsenalet, selvom man risikerer at forenkle og fordreje i processen? Og hvem er ‘at the end of the day’ så objektivt vurderet som muligt de troværdige?

Når alt dette er sagt, har dette nok været en relativ enkel skalp for LEGO at levere. Dels er aftalen med Shell næppe kerneforretning for Billund-koncernen, og dels ser jeg ikke noget i LEGOs erklæring, der indikerer, man mener, man har gjort noget som helst galt. Hvilket jeg er helt enig i.

Jamen, trolls gør det jo kun for sjov

Én af de ting, jeg stadig husker fra nettet her mange år efter, det skete, var da bloggeren Kathy Sierra i foråret 2007 fra den ene dag til den anden nedlagde sin blog efter bl.a. at have modtaget dødstrusler. Det var en sort dag. Både fordi det, der skete, forekom direkte absurd og frastødende. Men også fordi en af de rigtig, rigtig gode blogs omkring User Experience døde som en følge af sagen.

Siden har der - i hvert fald set fra min stol - været stille omkring Kathy. Indtil hun pludselig skrev et længere indlæg om, hvordan det er at blive forfulgt af en eller flere ‘internet trolls’ over længere tid. Indlægget nåede bl.a. til Wired! i sin fulde form. Det er både skræmmende og tankevækkende læsning.

Det gav mig anledning til at tænke lidt over, hvad det mon er, der gør, at der findes mennesker, hvis fornemste mission her i livet tilsyneladende er at nedgøre og latterliggøre andre mennesker bare fordi disse har dristet sig til at stikke snuden frem?

I min søgen efter input faldt jeg faktisk - af alle steder - over et par tankevækkende udsagn på det nye sociale netværk Ello, som de fleste ellers har travlt med allerede at begrave næsten inden, det er startet (undersøgelser viser, at kun 20% af brugerne er aktive efter seks dage…av!).

Her diskuteres denne sag nemlig også ud fra vinklen om, hvad det er, der driver disse ‘trolls’ i deres had og ondskab. Og at det måske i virkeligheden slet ikke har noget med det konkrete offer at gøre, som @mlp skriver:

…narcissists and sociopaths (and those who are a combination of the two, who are the worst) are playing a completely different game, in the game-theory sense, than everyone else is, and they will mislead people about what the game board even is in order to get them to play. If you’re playing on a board you don’t understand, of course you lose.

"The dynamic is not ‘men vs. women’. It’s ‘men vs. men’, with women playing the part of the ball."

I’d back that out to “trolls vs. trolls,” because there are female trolls too, and “with the Designated Target playing the part of the ball,” but with that correction, the observation is accurate.

If you’re the ball, you’re on the wrong board. The only winning move is to find another board.

Det finder jeg super interessant. Ikke alene fordi det mere eller mindre fjerner den målrettet forulempede fra ligningen og nærmest reducerer vedkommende til en ‘bystander’ (hvem ved? måske gør netop den rolleændring det meget lettere - menneskeligt set - at agere som ‘troll’?). Men også fordi det er med til at understrege, at man påfører mennesker smerte, angst og andre frygtelige ting for…? Ja, for hvad?

Lulz?

Uanset hvad motivationen er, er det, der står tilbage, at for at nogle kan synes, de har det sjovt, skal der være andre, der må gå rigtig meget ondt igennem. Er disse mennesker klædt på til det? Og skal man være det for at kunne have en tydelig profil på nettet i dag?

Jeg vil aldrig nogensinde argumentere for, at man skal tage imod det, der kommer med oprejst pande. Jeg ved selv, hvor ondt det kan gøre, når ens omverden rotter sig sammen imod én, uanset om det er fordi, man bare er anderledes, eller om det ‘bare’ er fordi de andre har brug for en fælles prügelknabe for at have noget at samles om.

Men måske en del af netopdragelsen i dag er at udvikle et par ekstra lag hård hud? Finde måder at tackle disse ‘trolls’ på, så de ikke får for meget plads men omvendt heller ikke føler sig så ignoreret, at de bare intensiverer indsatsen? Det er en super vanskelig balance, og som sagt er det et åbent spørgsmål, om man skal være forberedt på den slags.

Der er dog intet i nettets natur, der tilsiger, vi kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt. Under almindeligt ansvar for landets love står vi naturligvis til ansvar for de ting, vi siger og gør, men der er relativt meget plads at boltre sig på, og man kan sagtens nå at blive godt og grundigt lemlæstet på krop og - især - sjæl, inden lovens grænser er nået.

Og i sagens natur sige klart, tydeligt og massivt fra, når disse grænser bliver nået, så disse ‘trolls’ kommer ud af deres vildfarelse om, at det jo bare er for sjov.

(Foto: Flickr/Tristan Schmurr)

En amerikansk kunde har … klaget over ikke at have fået vinger efter at have drukket Red Bull og kalder i sin klage markedsføringen af energidrikken for både “vildledende” og “bedragerisk”.

Inden der falder endelig dom i sagen, har energidrikgiganten nu indvilget i at indgå et forlig og udbetale i alt 13 millioner dollars til kunder, der føler sig snydt.

Heldigvis er der stadig nogle ting, der kun sker i USA. Som at sagsøge Red Bull for ikke at give de vinger, man med sit reklameslogan ‘lover’ - og rent faktisk lande et forlig på sagen.

Det er så langt ude, man kun kan grine ad det.

Lærer du nok af dine kunder?

Den mest tankevækkende observation, jeg gjorde mig i går ved Danske Mediers “Innovation Forum” var, at der ikke var en eneste - udover mig selv - der spurgte ind til, hvor kunderne er med i billedet, når vi i medieverdenen snakker om innovation?

Personligt synes jeg altid, det er sjovt at komme ud og snakke med kunder, brugere, og hvad vi ellers har, fordi det er min erfaring, at det kun kan gøre mig klogere. Og ofte meget klogere end jeg kan blive ved bare at sidde og se på analyser bag en computerskærm.

Data og analyser af samme er i sagens natur meget godt, men det har to svagheder:

For det første kan man kun analysere på dem, man allerede er i berøring med. Hvad med alle de andre? De er også interessante. Måske i virkeligheden mere interessante, fordi de kan fortælle én noget om, hvorfor det er, ens produkt ikke bliver valgt og nogle gange endda også, hvad der skal til, for at man bliver valgt. Den slags viden er guld værd for ens innovation og produktudvikling.

For det andet sker der altid det, når man møder mennesker, at man får meget mere viden, end man egentlig havde håbet på. Det kan godt være, man har forberedt en spørgeramme med 20 spørgsmål, som man ellers kunne vælge at stille i f.eks. et online survey. Men når man er derude, og snakken kører, kommer der også svar på 80 andre spørgsmål, man ikke vidste var relevante at stille, inden man tog ud og besøgte virkeligheden. Og hvis svar ofte i virkeligheden er de mest interessante.

Som sagt er jeg stor tilhænger af data og analyse. Det undrer mig bare, at der tilsyneladende er så lidt nysgerrighed på rent faktisk at komme derud, hvor kunderne er for at observere, lytte og indgå i en rigtig god, gammeldags dialog.

(Foto: Flickr/Celestine Chua)

Start med ‘Hvorfor?’

En af de virkelig interessante ting ved Danske Mediers “Innovation Forum” i går var erhvervsmand Lars Kolinds indlæg om “Innovation med mening”, hvor han slog til lyd for, at medierne må tilbage og finde ud af, hvorfor det er, de er sat i verden og så leve stringent efter det. Simpelthen starte med at spørge sig selv “Hvorfor?”

Det var interessant, dels fordi Lars Kolind var rigtig god og meget direkte til at italesætte behovet, og dels fordi han jo har en pointe; i en tid hvor alle kan indsamle, bearbejde og sprede information, er der brug for at være helt krystalklare på, hvorfor man er sat i verden og - ikke mindst - hvorfor man er anderledes og markant bedre end det, folk selv kan bedrive.

Index of Censorships nye rapport "Seeing the Future of Journalism - Will the Public Know More" hinter i samme retning; det handler ikke så meget om teknologier og arbejdsmetoder, som det handler om at tjene formålet med at sikre, at folk er oplyste om, hvad der reelt set sker rundt omkring dem. 

Med et klart formål, hvor man er ærlig over for sig selv og de konsekvenser, det medfører, er der rigtig mange andre ting, der vil give sig selv og - tror jeg - gøre både livet lettere og mulighederne bedre.

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union