Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next

Djævlen er i (medie)vanviddets detalje

image

Når vanvittige ting sker, er det ofte de små detaljer udenom, der ender med at blive ignoreret. De detaljer, der ikke har noget som helst med det vanvittige at gøre, men som alligevel er en del af det vanvittiges økosystem og er med til at skrue endnu mere op for vanviddet.

Når et malaysisk rutefly skydes ned (formoder man) over det urolige østlige Ukraine, er der detaljer i omgivelserne, man må forundres over, hvis man ellers har fuldt bare lidt med i mediedebatten.

For det første kommer Twitter omgående til sin ret. Men viser også sin begrænsning. Som én skrev;

De første 5 minutter viser Twitter sin berettigelse. De næste 12 timer sin begrænsning.

Twitter kolporterer ikke nødvendigvis facts. Information, ja. Facts, måske. Derfor kan vi ikke sige, hvor meget af det, der kommer frem på Twitter, der egentlig er rigtigt. Og her er vi så fremme ved detalje nummer to;

Medierne hopper omgående på Twitter-bølgen og rapporterer 140 tegn, som om det var eviggyldige sandheder, mens sandheden jo er, vi ikke ved, hvad sandheden er. Endnu. Det gør de, selvom den nære fortid er fulde af eksempler på selvsamme medier og journalister, der skriger op om, at hverken Twitter eller Facebook kan siges at have noget med journalistik at gøre. Hertil kan man bare konstatere, at når vanviddet slår ned, bliver selv det mest hadede og latterliggjorte ophøjet.

Den sidste detalje er så, at medierne i vanviddets øjeblik glemmer alt om deres etiske principper. Hvor mange gange har vi ikke set redaktører af enhver slags vride hænder efter at have udstillet noget, der dybest set ikke havde behøvet at blive udstillet i al sin gru, fordi vi godt forstod - så godt som man nu kan uden at være direkte impliceret selv - tingenes gru og lovet, at den slags aldrig ville ske igen? For så at gøre det samme igen, når muligheden bød sig?

Respekten og etikken er de to første ofre, når vanviddet rammer. I stedet kaster vi os frådende over alt det, vi dybest set ikke aner en pind om, selvom vi et eller andet sted i vores sorte sjæl godt ved, det er helligbrøde. Og for hvad?

Klik. En svøbe som Anders Kjærulff også har skrevet så glimrende om tidligere:

Klik-klik-klik.

Men hvad mere kan man vente sig af et mediebillede, der ofte synes reduceret til simple og forfladigende ikke-nyheds spørgsmål om, hvilke idioter, der nu gør hvilke idiotiske ting.

(Foto: Filter Forge)

Hvad skal vi med charter-arrangørerne?

I sidste uge landede der en email i min inbox fra hotelkæden Iberostar. De ville bare lige vide, om vi havde nydt vores ferie på Mallorca, og om vi mon ville skrive om vores oplevelser - gode som dårlige - på TripAdvisor? En rigtig god invitation i disse transparente social media tider, så jeg takkede naturligvis ja og skrev en ærlig anmeldelse.

I går - over en uge efter, vi var kommet hjem - kom så spørgeskema-undersøgelsen fra Apollo, som var dem, vi rejste med, som dybest set stillede samme spørgsmål men uden nogen som helst opfordringer til at fortælle andre om vores oplevelser.

Det kan man jo så tænke lidt over. Jeg tænker i hvert fald over, hvad det egentlig er, man som familie skal bruge et charterselskab til efterhånden? Der er efterhånden intet udover flybillet og hotel, der er inkluderet i prisen - alt andet koster ekstra. Guiderne ser man aldrig. Og de guider, der er, ved ofte mindre om rejsemålet, end hvad man selv kan google sig til på få minutter.

Selv prisen er den samme. Jeg ville kunne booke vores egen ferie til mere eller mindre samme pris som via Apollo. Hvorfor så ikke gøre det? Hvor lang tid går der, før de mest populære destinationer og hoteller ser fordelen i at gå mere direkte og - som jeg - stille spørgsmålstegn ved, hvad charterarrangørerne egentlig bidrager med?

Her er de digitale sko, medierne bør se at fylde

Normalt er det ikke hos International News Media Association, man ser de store ‘groundbreaking’ tanker omkring medieudvikling blive luftet. Derfor er der også så meget desto mere grund til at lette på hatten, når det så endelig sker. Og især når det sker på en måde, der er til at forstå, og som får perspektiverne til at virke åbenlyse og ligefrem banale.

Den svenske journalist Anette Novak har således et meget læsværdigt blogindlæg om, hvorledes engagement - og ikke indhold - er nøglen til de traditionelle massemediernes succesfulde digitale transformation. Flere steder rammer hun hovedet på sømmet rent:

Whether or not we see it, the fact remains that audiences are not interested in our content. Or at least not in the way it is being presented and distributed today.

og hun fortsætter:

Very often, media managers blame the audience.

And this is where we get lost.

What if we – instead of blaming the customers for our weak delivery – put our minds and investment dollars into innovation? What if we invent new methods of digital storytelling that are so appealing, even the most difficult and compact features on national budget matters will draw maximum attention?

Herefter laver hun den smukke kobling til samfundsudviklingen - der hvor der virkelig er noget at gøre og nogle vigtige sko for medierne at udfylde, og hvor de mange teknologiselskaber, der rider medieselskaberne som en mare slet, slet ikke udfylder nogen rolle:

We need philosophers, computer scientists, legal experts, political scientists – and journalists.

But most of all we need educated and engaged netizens to co-create the value base of this new society.

Not related to religion. Nor politics. But to the general humanist values of freedom, fairness, and equality that have always been the guiding principles for journalists.

From my point of view, this is legacy media’s best shot at moving back into a central role in people’s lives. Once again, becoming the community node. Once again, being relevant.

Jeg tror, hun har ret. Det er den bedste - måske ligefrem den eneste chance - for at komme tilbage og for alvor blive relevante igen. Til gengæld tvivler jeg på, medierne i deres Babelstårne kan eller vil indse det. Men hvor vil jeg dog gerne modbevises.

Når innovationsstøtte ligner en tanke…

Det er super interessant at se, hvem der har fået del i den nye innovationsstøtte, der er blevet en del af den nye mediestøtte.

Om det skyldes manglende evner til at læse tallene, forkærlighed for de gamle eller bare, at Medienævnet, der uddeler støtten, er sammensat af folk, der stort set glimrer ved deres nylige reelle berøring med moderne medieøkonomi skal være usagt. Men interessant er det.

Tanker Berlingske-salget giver anledning til

image

Forleden dag blev jeg, mens jeg stod og ventede i Palma d’Mallorcas lufthavn på at boarde flyet hjem efter en skøn uge med familien under Sydens sol, ringet op af Berlingske Medias - min tidligere arbejdsgiver - telemarketing-afdeling.

Den glade sælger kunne fortælle mig, at Berlingske Media jo var blevet solgt, og at de i den forbindelse havde fået den helt igennem ekstraordinære mulighed for som gammel abonnent nærmest at forære mig enten BT eller Berlingske i en periode fremover.

Jeg takkede nej. Men det er ikke pointen her. Pointen er, at opkaldet mindede mig om Berlingske Medias salg til belgiske De Persgroep, og at jeg i den forbindelse lige ville lufte nogle generelle betragtninger her.

Én ting, der har været talt meget om, er, hvad Berlingske Media er blevet værdisat til i handlen. Jeg tror ikke, der er andre end dem helt tæt på, der kender svaret, for det er stort set umuligt at tyde, da belgierne - som jeg har forstået det - overtager hele Mecom, Berlingske Medias nu tidligere ejere, og dermed også alle deres forpligtelser. Men det er for så vidt heller ikke så interessant.

Det interessante er helt generelt, hvad ‘gamle’ mediebrands mon i det hele taget er værd i dagens marked? Nogle har konkrete aktiver som bygninger og andre ting, der kan sælges for én eller anden pris, men rigtig mange har - som Berlingske Media - faktisk kun deres brands, de stadig ejer (og så nogle trykkerier, men dem er der næppe rigtig nogle, der betragter som aktiver i dag - nok snarere tværtimod).

Argumentet har altid været, at et gammelt mediebrand var rigtig mange penge værd, men er det nu også det? Hvis oplaget siver, kunderne falder fra og færre og færre vil betale fuld pris for produktet, giver det så mening at snakke om, at brandet har en kæmpe værdi? Kunderne stemmer jo med fødderne - og de er på vej væk (og nej, jeg giver ikke meget for de online newsjunkies, der så kommer på digitalt og er defacto troløse). Det er da værd at tænke over på samme måde, som man altid kan tænke over, hvorfor der stadig findes mennesker - specielt marketingfolk - der hævder, at branding i sig selv har en kæmpe værdi, når dagens sandhed er, at digitaliseringen stille og roligt gør alle former for forretning og handel til et rent transaktionsspørgsmål.

Nu ligger værdien af en virksomhed jo ikke kun i dens brand men også i dens evne til at tjene penge. Og her er den gamle mediebranche bare svært udfordret i disse år, efterhånden som den gamle forretningsmodel forsvinder under fødderne på dem. Også her er der en dynamik, det er værd at tænke en gang eller to over.

Det slår mig nemlig, at de fleste gamle medier i dag har sat sig mellem to stole.

I gamle dage tjente man uden blusel millioner og milliarder på at have den form for monopolistiske tilstande på annoncemarkedet, man andre steder i verden kunne komme i anti-trust retssager for. Dengang kørte man en benhård forretning, hvor man tog, hvad man kunne - og brugte derefter.

I dag er argumentet så, at de gamle medier udtrykker en form for publicisme, som fortjener at overleve tidernes ugunst, og at dette argument i sig selv bør være nok til at støtte medierne økonomisk både direkte ved at købe deres produkter og indirekte gennem mediestøtten. Man er altså gået direkte fra monopolet, hvor ‘vi-dikterer-hvad-ting-koster’ til den gode sag, hvor ‘vi-prøver-at-diktere-hvad-tingene-bør-koste’. 

På den måde er det i mine øjne lykkedes branchen elegant at springe over det led, hvor forretningsmodellen rent faktisk skal findes; nemlig i markedet. Og i samme moment kan man jo tilføje, at det naturligvis er klogt af dem at forsøge at gøre det, fordi det måske netop er på det reneste marked, hvor de har mindst reel ekspertise at konkurrere med. For det kræver ekspertise, indsigt og - ikke mindst - respekt overfor den virkelige værdi, man leverer til kunderne, hvis man skal kunne drive en virksomhed på rent markedsmæssige vilkår.

Så kan man så kigge sig om og se på, hvad der skal til, for at man kan konkurrere i det rigtige marked. Nye produkter? Meget sandsynligt. Andre produktions- og distributionsformer? Ganske givet. En anden ledelse? Måske.

I Berlingske Medias tilfælde har David Trads forsøgt at kloge sig omkring ledelsesforholdene og hvad der er galt. Det må stå for hans helt egen regning. Generelt for branchen er det dog tankevækkende, at man ikke på én eneste virkelig ledende post i den danske mediebranche har en person, der er opvokset med det digitale og derfor - alt andet lige - forstår både det og de ændrede markedsvilkår som følge heraf bedre end nogle, hvor det er tilkæmpet - og det først og fremmest af nød. Det er sigende.

Når det er sagt, er det ikke første gang en sagnomspunden branche eller virksomhed har lavet det nummer. Microsoft havde f.eks. Steve Ballmer siddende som CEO i en lang årrække, hvor den tidligere altdominerende IT gigant blev kørt mere og mere bagud af alskens opkomlinge, ikke mindst Apple. Det var først for få måneder siden, man her med udnævnelsen af Satya Nadella til ny CEO fik rettet lidt op på det, og juryen er stadig ude i forhold til at se, hvilken effekt det ret beset vil få.

PS: Der har været gisninger om, at Berlingske Media vil blive videresolgt hurtigt, da belgierne ikke vil eje medier, de ikke kan følge med i. Min helt egen subjektive fornemmelse er, at det godt kan ske. Dels synes jeg ikke, det virker som om, belgierne har været interesseret i den danske del af Mecom, og dels synes jeg ikke en due diligence på 14 dage for så stor en virksomhed vidner om det meget langsigtede lys. Og endelig kan jeg huske, hvor marginaliserede de polske aktiviteter var i Mecom, da selskabet ejede aktiviteter i det tidligere østland. Berlingske Media kan meget vel ende med at blive De Persgroeps ‘polakker’, selvom jeg for alle de gode mennesker derinde naturligvis ikke håber det.

(Foto: Surreal Name Given)

Telefonen får dig til at ligne en idiot

Netop hjemvendt efter en skøn ferie på Mallorca med min lille familie, er der én ting, jeg lærte undervejs, og som har indprentet mig, som noget, der skal huskes fremover:

Hvor ligner man dog en idiot, når man hele tiden er klæbet til sin telefon.

Anledningen til min observation var ikke mindst russerne på de hotel, vi boede på i Alcudia; én så jeg aldrig nogensinde uden telefonen klæbet til øret, en anden familie på tre var enten på telefonen eller sad og surfede, mens deres barn var overladt til en iPad, og en tredje sad i hele dage i den samme stol og surfede på sin telefon.

Måske rammer det hårdere, fordi jeg også godt ved, jeg selv kan være slem. Folk som mig har brug for at se, hvor tåbelige andre selv ser ud, før de lærer lektien og får en mulighed for at leve et mere nærværende liv - specielt når man er sammen med familien. Så det vil jeg forsøge at gøre - med fare for jeg stadig ind imellem vil komme til at falde i.

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union