Bare 25 øre...

Personlig blog for Mads-Jakob Vad Kristensen - i virkeligheden mest noter til mig selv, men du må også gerne læse med, hvis du har lyst.

Hvem er jeg? Kig på LinkedIn eller tjek mit arbejde på Madsjvk.com.

3 grunde til, at jeg fortsætter med at løbe

Så lykkedes det mig at runde de 400 km i løbeskoene her i 2014. Og lad det bare være sagt med det samme: Det har ikke været nogen dans på roser. Langtfra. Jeg har været træt, småskadet, manglet motivation og i det hele taget været uden den store lyst og gejst. Men jeg har fortsat. Af tre grunde.

  1. Jeg kan godt lide tanken om at gøre noget godt for mig selv og holde mig i nogenlunde fysisk form og dermed (i mit hoved i hvert fald) mindske risikoen for diverse dårligdomme skal tilstøde mig. Lige nu går mange af mine tanker til en af mine bedste venner, der ligger på hospitalet og kæmper med en akut meningitis, vi endnu ikke kender effekten af, og den slags får endnu engang mig til at tage mit eget velvære alvorligt.
  2. Jeg bilder mig ind, at jeg ved at holde mig i form også gør noget godt for Laura Sophie. Så på den måde hænger den sammen med ovenstående. Jeg vil gerne så vidt muligt være frisk og frejdig, mens hun vokser op, og når man er ved at nå de 40 år, skal kroppen bruge lidt mere aktiv assistance for, at det kan lykkes.
  3. Jeg får tid til at tænke over tingene, mens jeg løber. Mit løb er et frirum, for jeg er en asocial løber, der hverken ynder selskab, musik eller andet ‘støj’, når jeg er ude og løbe. Jeg vil gerne være mig selv med min rytme, mit åndedræt - og mine tanker. Der sker et eller andet, når endorfinerne slippes løs, som gør noget godt ved mig. Også de dage, hvor jeg bruger en del af tankerne på at forsøge at overbevise mig selv om, hvor hårdt det egentlig er.

Så summa summarum: Jeg agter at blive ved. Om det bliver med lige så stort tryk, som jeg hidtil har haft i min træning op imod forårets to halvmarathon-løb, skal jeg være usagt, for løb må ikke blive en sur pligt for mig. Men jeg vil gøre, hvad jeg kan for at holde den gode stime.

3 indtryk fra Malmø

Naturligvis fik vi vores magnet med os hjem. Det er en fast del af ritualet, hver eneste gang, vi er et eller andet sted henne, at vi skal have et eller andet memento med hjem til køleskabsdøren. Og for Malmø blev det altså ovenstående.

Inden vi tog afsted, havde jeg mine reservationer omkring Malmø. Jeg har hørt rigtig meget skidt om byen primært pga Rosengård-området og alle deres problemer med kriminalitet der, og så fordi jeg gerne vil lidt længere væk, når jeg rejser, end til et sted, hvor jeg føler, jeg nærmest kan se hjem. Men jeg lod mig overtale - og det er jeg glad for.

For Malmø er bestemt et besøg værd. Også som overnattende gæst i flere dage. Det er jo en rigtig stor by, man ikke sådan lige bliver færdig med, og derudover tror jeg også meget på, at skal man virkelig få noget med sig, kræver det, man rigtig ‘lander’ i en by.

Og hvad er så mine indtryk af Malmø?

Jo, for det første er der som sagt størrelsen. Man kan nemt som ‘kjøwenhavner’ få en tendens til at betragte andre byer som små, men Malmø er som sagt slet ikke så lille. Og dens historie er rig på dramatik.

Og så bygges der over det hele. Specielt ned imod havnen. Hvor jeg troede, København var gravet op, så bare tag et smut over Sundet til Malmø - der er det hele vendt op og ned. Nogle steder er det slet ikke til at komme frem, og andre steder skal man virkelig bruge sin fantasi godt for at kunne forestille sig, hvad det mon ender med, fordi det hele bare er én stor byggeplads. Men det må jo gå rigtig godt i Sverige.

Endelig er der så Turning Torso - det store, skæve vartegn. Jeg vidste ikke, før jeg tog til Malmø, hvorfor det egentlig er der. Og jeg blev ikke klogere på det af at være der selv. Det virker, som om de er udfordrede med at få det lejet ud. Og så ligger det midt i et område på havnen, der har haft alskens gode kræfter tilknyttet udviklingen - pånær en byplanlægger. For akkurat som mange andre steder, hvor det er gået stærkt, mangler der virkelig et hele i dette nye område, hvor mulighederne ellers er store.

Faktisk er det synd. For hvis vi forfølger tanken om, at Malmø dybest set er en lillebror til København, havde der her virkelig været en mulighed for på æstetisk god vis at skille sig ud, overlade kaos til den side, der ligger vest for Øresund (dvs hos os og skiftende mere eller mindre velmenende politikere på Københavns Rådhus) og skabe noget virkelig unikt. Desværre ser det ikke ud til at blive tilfældet.

…in the age of Facebook and Twitter, only “now” matters. If we have lost our capacity to remember, trouble may come sooner than we think.

Man skal altid drage ved lære af historien. Også når det gælder finanskriser. Deri har The Guardian en uomtvistelig pointe.

Det gode spørgsmål er jo så bare, om vi netop i denne digitale tidsalder, hvor alt hele tiden skal gå så stærkt, og vi er i ‘breaking news’ modus 24/7 når at opsamle den viden, der gør, vi for fremtiden undgår fortidens værste fejl og forsyndelser?

3 pointer om mediestøttens uvæsen

I disse dage er der glæde på diverse redaktioner over, at den nye mediestøtte er blevet uddelt. Både på de gamle redaktioner over, at omlægningen ikke blev så radikal som frygtet og på de nye redaktioner over endelig at have fået fingrene i nogle af de midler, der hidtil har været forbeholdt papiraviserne. Man forstår til fulde dem begge.

Når det er sagt, synes jeg dog lige, jeg ville komme med tre pointer omkring mit syn på mediestøtten som sådan:

  1. Al form for statsstøtte til privat virksomhed er en rigtig dårlig idé. Det er konkurrenceforvridende og dybest set ikke udtryk for en tro på markedsøkonomien, når man er nødt til at give private virksomheder den form for ‘krykker’. Læg dertil at det i sidste ende kan rejse spørgsmål om uafhængighed, og idéen bliver ikke bedre.
  2. Mediestøtten i sin nye form er en decideret tåbelig idé, fordi den ikke er lagt an på den nye medievirkelighed, hvor meget af fremtiden ligger i nicherne og i at kunne specialisere dig dybt indenfor snævre fagområder. I stedet slår den en stor streg over de seneste 20 års medieudvikling ved stadig at hævde, at den eneste rigtige form for medievirksomhed er den model, alle tal peger på er rigtig, rigtig udfordret (nogle ville sige døende). Havde det været en eksamensopgave, var eksaminanden dumpet.
  3. Skulle der endelig være en form for mediestøtte skulle den have været givet som 2-3 årige arbejdslegater eller måske endda billige (flex-lignende) lån til en lav rente og med stor risikovillighed, så den kunne være et rygstød til nye kræfter for at prøve at gå nye veje, som der ellers ikke er råd til. Men det skulle være penge, der forsvandt igen efter en periode, så man ville være pisket til at finde modeller, der var bæredygtige i sig selv. Og ja, jeg tror på, de findes derude, hvis man får tid og plads til at lede og teste - som man kunne med et arbejdslegat.

Det sidste ville være den konstruktive, fremadrettede løsning. Men sådan er der jo så meget.

Indlæser... Ikke flere indlæg Indlæs flere