Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next

600 km. løb med møje og besvær

Det har godt nok taget sin tid, men her til aften rundede jeg samlet set 600 km. løb i 2014.

I virkeligheden skulle jeg have nået det ved udgangen af juni måned, men jeg må indrømme, jeg ved indgangen til sommeren gik fuldstændig død i løb. Foråret havde ikke budt på andet end skuffelser, og der var så mange andre ting, jeg havde at slås med, at der bare gik den ene dag efter den anden, hvor jeg ikke kom ud at løbe.

Sådan var det indtil for et par uger siden. Da besluttede jeg mig for, at nu skulle det virkelig være igen. Jeg gik så småt i gang igen, men det var svært rigtig at få rytme i det. Det blev noget hakkende, utilfredsstillende noget, og jeg forbandede mig selv for at have tilladt mig selv den lange pause og dermed også at være kommet ud af min gode form.

Men de sidste par dage har jeg så været ude igen. Jeg har skrottet alle planer og træningsprogrammer og i stedet sat mig for, at jeg i denne periode skal ud hver eneste dag. I dag var så tredje dag i streg, og det kunne mærkes:

Pludselig var overskuddet der igen. Det var som om min krop efter et par dage, hvor den slog sig i tøjret, spurgte mig, hvorfor jeg dog havde været så lang tid om det og kvitterede ved at give mig en rigtig god tur, hvor jeg følte overskud og igen kom ned på nogle af de tider, hvor jeg må sige, det er godkendt. Det var virkelig en rigtig fed oplevelse.

Nu er det så op til mig at vise, at jeg kan holde ved denne gang.

Fremad mod de næste 100 km.

Han har vidst siden juni, at han gik efter formandsposten hos De Konservative. Hvis han ikke engang har sikret sig en konservativ afløser, så vidner det altså ikke om særligt stort politisk håndværk.

Selvom Hans Engell er ude med riven efter den nye konservative leder, der forlader borgmesterposten i Viborg uden at have sikret sig en partifælle som afløser, er det befriende for mig at se, at jeg ikke er den eneste, der tilsyneladende har noget at lære omkring den smarte politiske proces. Det er betryggende at vide, den mangel har fangarme helt ind på Christiansborg.

Dansen om det digitale (guld)ego

Egentlig er det utroligt. Men faktum er, at hvis man gerne online vil fremstå så åben, autentisk og godt, som diverse eksperter gerne vil slå et slag for, man gør, er det faktisk noget nær fuldtidsarbejde. Tænk over det: Du skal knokle for ‘bare’ at kunne være dig selv. Det er da tankevækkende.

Jeg kom til at tænke over det første gang, da jeg skrev 9 skridt mod en professionel profil på sociale medier på mit portfolio-site MadsKristensen.com. Indlægget var inspireret af sommerens tjans som censor på det første diplomkursus ved DJMX ud i samme disciplin, og det slog mig, da jeg skrev det, hvor meget, der rent faktisk var, man dels skulle huske og dels skulle forberede og gøre op med sig selv, inden man går i gang. Det var slet, slet ikke småting. Og det altsammen bare for at have en lille mulighed for rent faktisk at blive set og hørt derude for det, man er (og her formoder jeg, der naturligvis er en helt lige linie mellem den, man virkelig er, og den man gerne vil vise frem for andre via de digitale kanaler, red.)

I går læste jeg så Umair Haques essay Youtopia på Medium. Umair har meget længe været min yndlings-intellektuelle, selvom man indimellem nærmest kan få kvalme over at læse ham, når han for alvor folder sit sprog ud. Men i dette essay rammer han den lige på kornet; hvordan det på en eller anden måde er lykkedes os at skabe en verden - i hvert fald på den vestlige halvkugle - hvor vi i den grad dyrker selv’et og bruger al vores energi på det, at der er meget lidt - om overhovedet nogen - tid til rent faktisk at være med til at gøre en forskel i verden. Det er da i den grad også tankevækkende, og jeg kan varmt anbefale dig at læse hans essay.

Desværre besvarer Umair ikke spørgsmålet om, hvorfor det mon er blevet sådan? Så der må vi spekulere i motiver. Måske er det de økonomiske interesser. der dikterer, hvilket marked der skabes - herunder også et nærmest afsindigt marked for egodyrkelse? Måske er det afmagt overfor de store ting i verden, der får os til at flygte ind i os selv? Måske det bare er nysgerrighed for at se, hvor langt vi rent faktisk kan komme, nu hvor vi er blevet velsignet med alle redskaberne til at komme ud med vores budskaber?

Det fortaber sig i det uvisse. Men det er en tanke værd, hvad man kunne have brugt al den tid og de ressourcer, der investeres i egoet til, hvis man i stedet havde valgt at eksternalisere dem og gøre en forskel for andre mennesker, en god sag eller - halløj - begge på én gang.

(Foto: Internet Archive Book Images)

Kortvarige sensationer, tak

Det kan godt være, alle nu snakker om Hobro og deres evner som favoritdræber i Superligaen, efter de slog vicemestrene fra FCK med 3-0 i løvernes egen hule

Men lad os lige få perspektivet med. For helt ærligt: Hvor mange af os holder egentlig med Hobro, når det kommer til stykket? Næppe ret mange udenfor kommunegrænsen.

Jeg husker med gru, da Herfølge i 2000 vandt det dansk mesterskab. Én ting var, de vandt det. Noget helt andet var, man bare vidste, at det ville blive pinligt året efter, når de skulle ud i Europa. Og uagtet at Brøndby IF ikke just gjorde dansk fodbold nogen ære i kvalifikationen til Europa League i denne sæson, så har dansk fodbold brug for at være stærkest muligt repræsenteret i international fodbold. Det er det, der skal til, for at også landsholdet bliver stærkt.

Det er dybest set det eneste, jeg går op i, når det gælder dansk fodbold. Og her vil de små uvægerligt komme endog ganske meget til kort.

Så lad os holde sensationerne kortvare - lade dem blomstre op her og der i ny og næ - men krydse fingre for, det i sidste ende er de hold, der har muligheden for at gøre en forskel derude, der også kommer til at gøre det.

Hvor er konfliktrådene i mobnings-sager?

Når jeg kører i bil, hører jeg ofte Radio 24 Syv. Jeg er ikke så meget til musik og popsmarte bemærkninger, når jeg hører radio, og denne landsdækkende taleradio har en dejlig befriende lav kvote af begge (musikken er stort set ikke-eksisterende).

Anyways, jeg hørte Radio 24 Syv, hvor man i et program talte om konfliktråd; disse råd man forsøger at få til at vinde indpas som et middel til forsoning - så meget som man nu kan - mellem offer og gerningsmand. Et spændende emne i sig selv.

Med på telefonen var en mand, der var blevet udsat for et umotiveret overfald, aldrig havde fået det bearbejdet på hverken den ene eller den anden måde og nu levede i en hverdag, hvor hans tillid til andre mennesker var kraftigt reduceret. Der var i studiet bred enighed om, at hun burde have noget psykolog-hjælp - hellere før en senere.

Og så var det, det slog mig: Hvis vi anerkender, at overfald kan have meget langsigtede konsekvenser for de forurettede langt ud over, hvad en eventuel straf for gerningsmanden måtte være, hvad så med alle dem, der bliver moppet hver eneste dag på arbejdet eller i skole eller daginstitution?

Er der overhovedet nogen, der ved, hvor mange knuste mennesker, der går rundt derude, som er vokset op med massiv mobning og aldrig nogensinde har fået det bearbejdet? Som har forsøgt at pakke sig selv ind i et beskyttende skjold resulterende i en social omgangsform, der - hvis den eksisterer - kan virke endog ganske akavet. Som måske nok virker som om, de har et lag uigennemtrængelig fernis, men som inde bag facaden i virkeligheden stadigvæk er små ulykkelige børn med tårer i øjenkrogen, der aldrig nogensinde er blevet tørret væk?

Mit bud er, at der er rigtig, rigtig mange. Og at de er blevet ladt i stikken. Og stadig bliver det. Ligesom de tusinder og atter tusinder, der igen og fremover vil blive udsat for mobningens usandsynligt grumme og uhyggelige væsen. Fordi det er usynligt og svært. Og fordi der måske er mere prestige i at arbejde med de få men mere håndgribelige sager indenfor Kriminalforsorgen.

Misforstå mig ikke. Det er i sagens natur fint, at vi nu forsøger at gøre noget ud af, at offer og gerningsmand skal forsøge at konfrontere hinanden for at begge - og måske i virkeligheden især offeret - skal kunne komme godt videre med deres liv. Men det er en dråbe i havet.

Mit postulat er, at skulle vi endelig falde for fristelsen til både at finde næstekærligheden og regnemaskinen frem, er jeg helt sikker på, der vil være meget mere vundet ved endelig at tage mobning og dets langsigtede konsekvenser alvorligt og rent faktisk hjælpe dem, der bliver udsat for det.

Lad os få data på bordet!

En af de ting, der godt kan irritere en som borger i Danmark er, at det er umanerligt svært at føle sig velinformeret om, hvad der egentlig sker af stor betydning rundt omkring i samfundets kroge. Dels fordi mange medier hellere beskæftiger sig med ting, der efter min ydmyge mening er meget mindre væsentligt - og så har jeg vist sagt det pænt - og dels fordi, det i mediebilledet i dag er enormt svært at decifrede, hvad der er faktuelt rigtigt, og hvad der bare er spin.

Spørgsmålet er derfor, om der er behov for nogle helt andre måder at skabe adgang og få sine informationer på? Jeg diskuterede emnet med min gode bekendt Thomas over en frokost i går, og vi er enige om, at der er spændende muligheder, hvis man går lidt utraditionelt til værks.

Noget af det, man f.eks. kunne gøre var at begynde at bruge crowdfunding kampagner mere. Ikke til at betale for egentlige journalistiske produkter men til at fremskaffe data om spørgsmål af allerstørste vigtighed, der bare ikke bliver belyst.

Eksempler på sådanne spørgsmål kunne f.eks. være, hvordan magtfordelingen virkelig ser ud mellem medier og politikere - hvem er forbundet med hvem, og hvem bestemmer egentlig, når det kommer til stykket? Det kunne være noget om personsammenfald mellem erhvervsvirksomheder og interesseorganisationer helt ned på familiemedlemmer. Eller det kunne være noget helt tredje.

Fælles for dem alle ville dog være, at det skulle være kortlægningen fremfor vinklen, der skulle være det centrale. At det vi fik ikke var en artikel eller et andet journalistisk færdigt produkt men i stedet en database, vi selv kunne sidde og arbejde med hver især og finde frem til interessante sammenhænge, som de måtte føles at have betydning for vores egen hverdag og ageren i den.

Det kunne være rigtig, rigtig spændende. En slags ‘informationsmagten tilbage til folket’-ting uden det på nogen måde skulle blive religiøst. Det skulle bare - i al ydmyghed - være brugbart og bedre end det, man ellers får serveret med gule bjælker 24/7.

For vi trænger til at få afdækket en masse data. Og vi trænger til ikke at acceptere, at når vi ikke får det, skyldes det manglen på ressourcer. Og at de gange, vi så får det, kommer det fra en afsender, hvor man virkelig bør have motivforskningen arbejdende på overtid, samtidig med man dissekerer data.

Ville sådan et initiativ være en konkurrent til noget eksisterende? Måske. Men det ville ikke være sådan, vi ville opfatte det. I denne sammenhæng er det ikke relevant at tale om konkurrence. Det er derimod relevant at tale om at få et stykke arbejde, der er brug for, udført.

Stakkels usynlige Lars Barfoed

Når jeg sidder og ser på, hvordan Lars Barfoed træder tilbage som formand for Det Konservative Folkeparti og giver stafetten videre til yngre kræfter med ny energi, har jeg svært ved ikke at få en smule ondt af manden.

Da han tiltrådte var jeg ganske vist ikke meget i tvivl om, han var en overgangsfigur, der måske primært fik chancen, fordi der ikke var andre, mere håbefulde, der på det tidspunkt havde lyst til at røre en opgave, der var alle muligheder for at mislykkes med, med en ildtang. 

Men nu har mit syn ændret sig en smule. Ganske vist har Lars Barfoed ikke været den mest synlige endsige mest heldige politiske leder, når han så har været synlig. Men han har igangsat en masse ting på de indre linier, som måske kan vise sig at være lige præcis det fundament, partiet har brug for for at kunne komme rigtig godt videre og ende med at gå fremad i meningsmålingerne igen.

Og her kommer vi så til min pointe; for mens Lars Barfoed i virkeligheden sagtens kan have gjort alle de rigtige organisatoriske ting, fået stoppet hullerne hist og pist, og hvad ved jeg, så får han jo netop ingen kredit. Hvorfor? Fordi det eneste, vi herhjemme måler succes på er, hvad andre også kan se. Og kan andre ikke se noget - eller have svært ved at se det - er der per definition tale om det modsatte:

En fiasko.

Det er i sagens natur alt for sort/hvidt, men det er ikke desto mindre sådan det er. Og det gør, at gode folk kan gøre en masse ting rigtigt og stadig fejle, mens distanceblændere kan ødelægge alt omkring dem men ligne en succes, fordi de forstår, hvornår det er, de skal ‘shine’.

På den led er den menneskelige natur såre simpel og dybt manipulérbar.

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union