Mads-Jakob Vad Kristensen

Debatten omkring rimeligheden i cheflønninger raser her midt i finanskrisen. Ikke med samme intensitet altid, men den popper jævnligt op til overfladen. Som nu i dag hvor Asger Aamund i Berlingske gør sig til talsmand for, at politikere og medier naturligvis ikke skal fastsætte lønningerne til diverse topchefer - det er udelukkende et anliggende for bestyrelserne.

Argumentet er umiddelbart rigtigt og sympatisk. Vi lever ikke i en kommando-økonomi, hvor politikerne detailregulerer ting, de ikke bør endsige har forstand på. Men systemet er bestemt ikke fejlfrit.

For det, Asger Aamund skøjter let henover, er, at (1) mange virksomheder har en enormt kortsigtet incitamentsstruktur for ledelsen, der ikke nødvendigvis altid er til fordel for virksomhedens mere langsigtede udvikling og (2) de bestyrelser, der har magten til at fastsætte de omtalte lønninger ofte består af...skal vi sige...venner og venners venner.

Disse ting er det helt nødvendigt at få gjort op med, hvis vi skal komme videre. Skrækeksemplet er USA, hvor en fremragende dokumentar som "Inside Job" jo klart viser, hvad der kan ske, når kompensation til chefer bliver et tag-selv-bord for en beskeden kreds. Det er meget muligt, vi ikke er i nærheden af at være der i Danmark endnu, men grænsen er efter min bedste overbevisning hårfin. Og derfor kan vi lige så godt først som sidst sikre os, at vi har et system, der fungerer bedst muligt - og uden overdreven offentlig indblanding.

Information sætter fokus på noget, der i mine øjne er et stort problem i uddannelsessektoren: At den vidensoparbejdning, vi alle over skatten er med til at finansiere blandt landets dygtige unge forskere, overhovedet ikke kommer ud at arbejde blandt de studerende.

I dag er det nemlig sådan, at rigtig mange unge forsker bliver ansat i projektansættelser uden anden forpligtelse end at forske. Altså ingen undervisningspligt. Samtidig sidder der overalt på universiteter og højere læreanstalter en lang række undervisere, der er groet fast i undervisningen, og hvornår ingen rigtigt kan huske, hvornår de sidst har været ude og afstive kompetencerne via forskning.

Undskyld, men det virker fuldstændig tosset.

Hvis man er så heldig at få skatteyderpenge til at begrave sig i forskning, må det være det mindste, at man giver noget af den viden, man finder, videre til dem, der kommer efter. Jeg kan slet ikke se, det skal være nogen som helst form for diskussion. Ad den vej kan man også presse, dem, der har undervisning som deres hovedgebet, til hele tiden at blive bedre og holde sig opdateret med den seneste viden indenfor et felt. Og hvem ved? Måske kan det også være med til at sortere lidt i, hvilke forskningsprojekter det er, vi rent faktisk hælder dyrebare skattekroner efter.

Forskning bør ikke være noget, der er forbeholdt de snævre akademiske cirkler. I et videnssamfund skal forskning ud af arbejde og mangfoldiggøres. Ellers er den overhovedet ingenting værd.

I disse dage mødes den økonomiske elite til det årlige topmøde World Economic Forum i Davos. Og det er en rådvild forsamling, der mødes.

Der findes nemlig ikke nogen, der for alvor har svarene på, hvordan vi kommer videre ud af den krise, som selvsamme elite har været kraftigt medvirkende til at forårsage. Dels fordi dem, der skaber problemet, sjældent er dem, der finder løsningerne på det. Og dels fordi ingen rigtig har været i denne situation før.

Jeff Jarvis beskriver levende fra de forskellige sessions på Twitter, og det er tydeligt at se, hvor stor rådvildheden er: Virksomhedsledere der febrilsk leder efter, hvordan de finder tilbage til det, der var engang - også selvom alle andre godt ved, at det ikke kommer til at ske. Verden er videre.

En rigtig god pointe er, at der blandt virksomhederne er mange, der betragter det som en nærmest gudgiven ret, at de skal eksistere. Hvem har på nogen måde bestemt det? En virksomhed, der fungerer i et frit marked, er akkurat så levedygtigt som det marked, der er for den. Hvis markedet forsvinder, gør virksomheden det naturligvis også. Sådan må det nødvendigvis være.

Der er så dem, der i samme moment spekulerer i, hvordan virksomheder ville se ud, hvis de i stedet for at blive skabt med henblik på evig eksistens blev skabt ud fra f.eks. at skulle eksistere i et årti. Idéen er tankevækkende i sig selv, men i mine øjne er den ikke særlig god. For ved at sætte en meget kort horisont på dens levetid, risikerer man i den grad den form for suboptimering, der er hele grunden til, at vi i dag sidder i de udfordringer, vi sidder i. Så det skal vi absolut ikke have mere af.

Interessant omkring Davos i år er i øvrigt også, at der plejer at være super meget opmærksomhed omkring topmødet. Sådan er det ikke i år. Måske i virkeligheden fordi eliten er knapt så interesserede i at udstille sig selv, som de er, når det går godt? Måske netop derfor skulle man interessere sig mere for, hvad der sker der i år, end man har gjort de forrige år.

Nogle gange skal man have et spark i løgene for at komme godt videre og nå nye højder. Det gælder også for innovationen, der mere end noget andet trives og drives frem af kriser. Vi har set det med krige op gennem historien, der gav debut til en lang række nye opfindelser, vi senere har taget for givet, og vi ser det nu, hvor der også kommer nye perspektivrige ting ud af tsunamien i Japan.

Allerhelst vil vi jo leve i en verden uden katastrofer, fordi vi alle har frygten et eller andet sted i os for, at den på et eller andet tidspunkt kan risikere at ramme os selv. Men forsøger vi et øjeblik at se bort fra det, er det måske i virkeligheden en positiv ting, at vi engang imellem bliver ramt af et større tilbageslag, der giver grobund for at anskue tingene på nye og forhåbentlig bedre måder?

Det er i hvert fald en tanke, det er værd at tænke lidt over.

Ernst Poulsen er en rigtig god mand med web-hjertet på rette sted. Jeg kender få som han, der virkelig forsøger at komme ud i nettets krinkelkroge for at finde ud af, hvordan nettet kan bruges til at lave bedre indhold i almindelighed og bedre journalistik i særdeleshed.

Nu barsler Ernst så med første del af sit Manifestet for Den Næste Generations Medier. Det lyder meget fint og fornemt, men er egentlig mest en samling teser og betragtninger, som det som sådan er svært at være filosofisk uenig i.

Men. For der er naturligvis et men.

Midt i romantikken om alle mulighederne, nettet giver - og ja, det er rigtig mange - mangler jeg at se, hvor pengene skal komme fra? Medmindre Ernst i fortsættelsen har tænkt sig at beskrive, hvordan journalistik i virkeligheden for fremtiden er et velgørenheds-arbejde (hvilket det i princippet måske godt kunne vise sig at være). Så det venter jeg i spænding på.

Show me the money, Ernst!

Og hvis du siger, at det hele skal komme fra annoncering, skriger jeg. Promise.

På mange måder er det tankevækkende, at der findes flere tusinde danskere, der godt kan arbejde men hellere vil være på passiv forsørgelse end tage et lavtlønsjob.

Tænk hvis jeg havde samme fleksibilitet over skattebilletten og bare kunne bestemme med mig selv, at den slags døgenigte gider jeg ikke betale til? Det ville da være skønt.

Det er klart, at jeg godt kan forstå, det for nogle kan være forbundet med en nedgang i indtægt at tage et lavtlønsjob. Men det kan løses; man kan lade de passive ydelser følge taksten for lavtlønsjob, så der i hvert fald ikke er noget økonomisk incitament for at gå derhjemme fremfor at yde en indsats.

Men er der noget saliggørende ved et dårligt betalt job? Måske det at komme ud og gøre nytte og rent faktisk tjene sine penge selv? Og måske endda også blive inspireret til at give den en skalle for f.eks. at få en ny uddannelse, der kan opkvalificere én, så man netop ikke behøver befinde sig på bunden hele sit liv.

Der er nemlig sjældent noget bedre incitament til at tage hånd om egen skæbne end at være et sted, hvor man dybest set ikke ønsker at være.