Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next
It would take a full week’s worth of the Sun’s total energy output — delivered to an entire planet in the span of a few seconds — to cause that kind of reaction!

Jo, man kan faktisk godt regne ud, hvor meget energi, det ville kræve, hvis man skulle gøre Dødsstjernen fra Star Wars kunsten efter og smadre en hel planet på få sekunder.

Det er ikke nogen lille kunst, men i teorien kan det lade sig gøre, hvis måne, stjerner og - især - Solen står lige.

Så blev vi så meget klogere.

Lad systemet b(l)øde når det fejler

I går var der stor debat om et nyt forsøg i Region Midtjylland, hvor man på to afdelinger på regionens sygehuse vil til at uddele bøder på 500 kroner til folk, der ikke møder op til en aftale.

Det har jeg slet, slet ikke noget problem med. Det skal have lov til at gøre lidt ondt, hvis man udviser så letsindig omgang med vores allesammens ressourcer.

Men please: Kunne det ikke gå begge veje? Kunne der ikke også være en kompensation til os andre, når systemet brænder os af?

Konkret er jeg inde i et forløb, jeg bedst kan beskrive som kafkask. Så spænd sikkerhedsselen.

Først tog det to måneder at sende mig et sted hen, man troede var relevant, og fire måneder med dagindlæggelser derefter at finde ud af, det var det forkerte sted.

Derefter tog det to måneder at få en henvisning til et andet og mere relevant sted og endnu tre måneder, inden jeg kom til en indledende snak. Herefter tog det en måned for dem at finde ud af, de gerne ville se mig igen. Siden har jeg ventet indtil videre fem måneder på at komme til en egentlig undersøgelse.

Nu viser det sig så, de tror, det er det forkerte sted (selvom de aldrig har foretaget en egentlig undersøgelse). Og da systemet ikke kan (eller nok nærmere vil) henvise på tværs er det nu tilbage til start med en ny henvisning fra egen læge til et helt tredje sted, hvor han ingen forudsætninger har for at skrive en bare nogenlunde fornuftig henvisning til. Tidshorisonten på det projekt er derfor på alle måder 100% ukendt.

Heldigvis er det ikke noget alvorligt, livstruende eller andet rigtig skidt. Bare noget der er irriterende i dagligdagen.

Men derfra og så til indtil videre at have brugt 17…

Gentager: SYTTEN!!!

måneder på at blive smidt rundt i systemet af folk, der ikke virker som om, de har travlt med at tage ansvar for at give mig som borger en bare nogenlunde anstændig behandling - endsige finde ud af, hvad problemet er, og hvad der kan gøres ved det - der er bare noget helt fundamentalt og noget helt ravruskende galt.

Hvis argumentet bag bøder til patienter er, at de så vil opføre sig bedre og få det hele til at glide mere i smør (på den gode måde, forstås), burde der være uendelige produktivitetsforbedringer at hente i systemet på at lave den modsatte finte.

Personligt er jeg ligeglad med en kompensation. Jeg vil bare gerne behandles som et menneske af kød og blod. 

(Foto: Flickr/Thomas Angermann)

Frokosttilbud. Frit valg fra 20 kroner.

Kære pizzeria. Der er som udgangspunkt altid frit valg på et menukort. Specielt når I kun nævner ‘fra’ priser. Havde I nu valgt at slette det lille ord ‘fra’ kunne jeg forstå budskabet. Nu er det bare mildt meningsløst.

Mobilen sejrer. Men har vi forstået hvordan?

Mobilen er kommet for at blive. Det tror jeg, vi alle efterhånden er klar over. Men hvor mange er egentlig klar over, at vi allerede tilgår nettet mere på mobile devices, end vi gør via den gode gamle desktop-PC’er? Nå, ikke. Men det er altså tilfældet.

Det var en af de pointer, der kom frem på konferencen "Mobile Media & Advertising" arrangeret af Danske Medier, som jeg deltog på i dag. En rigtig god konference med et godt program og nogle mestendels meget inspirerende talere. En stor tak til Morten Kamper for at arrangere det.

Selv har jeg det sådan med mobilen, at det i virkeligheden er det mest kulturændrende device, vi nogensinde har omgivet os med. For mens vi i alle andre sammenhænge klager over siloer, der ikke kommunikerer eller taler sammen, står vi med mobilen med det første device - den første dims - der i mine øjne er en fysisk manifestation af, hvordan man kan nedbryde siloer.

Ja, naturligvis har vi alle apps på vores telefoner og mange forskellige. Men hvor mange af os betragter af den grund vores telefon som en samling af siloer? Nej, vel? Vi betragter den i stedet som en uundværlig del af vores påklædning. Uden den føler vi os nærmest nøgne. Man kan diskutere, hvor sund den følelse er, men det understreger, at mobilen er ét device for os. Og dermed siloløst.

Samtidig er mobilen det eneste device, den eneste samling af tjenester, vi forbrugere rigtig gider at personalisere. Endeløs er rækken af forskellige nettjenester, der har forsøgt at få os til at personalisere løsningen, fordi vi som udviklere af dem tror på, det er vores hedeste drøm som kunder. Det er det bare ikke i praksis (fordi det ofte er for svært). Men på mobilen gør vi det uden at tænke over det.

Jeg vil faktisk hævde, det er netop evnen til at personalisere og via apps skræddersy sin egen funktionalitet, der er hele hemmelighed bag først iPhones og siden generelt smartphones store og hurtige succes. Men det er en anden snak.

Konferencen bød på et par pointer og observationer, jeg synes, det er interessant at tage videre:

  • Man snakker om at gå fra “always on” til “right on time”. Altså at vi bliver mere selektive og tillader os selv at gå online. Jeg tror, det er rigtigt og i virkeligheden ikke så anderledes, som da vi med det almindelige net gik fra bare at surfe til rent faktisk målrettet at løse forskellige dagligdags opgaver. Det er en sund udvikling, selvom det kan synes en anelse paradoksalt, at tilgængeligheden af nettet via mobile devices kan ende med at drive mere offline livsstil.
  • Alle, der lever af annoncering, tror på, der er et stort økonomisk potentiale i mobil annoncering, vi endnu ikke har set. Jeg er ikke så siger, fordi (1) alt tyder på, priserne på mobil annoncering allerede kører mod bunden, og vi bare ved, de aldrig kan hæves derfra og (2) en stor del af annoncørerne (en lille tredjedel) allerede har mobil integreret i deres kampagner hvorfor jeg ikke tror på, denne del pludselig begynder at bruge mange flere penge. Endelig tror jeg også, man skal gøre sig meget klart, at på mobilen er andelen af virksomheder og services, der gerne vil have en del af kagen uendeligt større, end den nogensinde har været på andre medieplatforme. Med andre ord: Kagen kan godt blive større, men hver enkelt spiller skal nok ikke regne med signifikant større størrelser af den.
  • Annoncørerne virker ikke, som om de for alvor lytter til de kloge ord, der bliver sagt. Mens alle eksperter fokuserer på, at det handler om respekt for kunderne og det at skabe reel positiv værdi for dem, der differentierer den gode mobile løsning fra de ligegyldige, oplever annoncørerne, ifølge ny research fra Danske Medier, at barriererne for mobil annoncering drejer sig om priser, effekt, målinger og alle de gamle navleskuende travere, der kan være (og er) nok så relevante, men som dybest set slet ikke har noget kundeperspektiv. Ingen steder er der annoncører, der som barriere angiver, at de ikke ved, hvad de skal byde på af relevante ting i en tjeneste. Og det er for mig at se en fejl. For så længe man ikke tænker over det, pumper man bare nye tiltag ud, der bidrager mere til støj end til signal.

Så alt i alt er der nok at tænke over. Og det med en platform, der nu er den største, når det gælder tilgang til nettet. Det er gået fantastisk stærkt, og jeg tror, vi lige skal bruge lidt tid, før det rigtigt går op for os, og vi får rekalibreret vores indsatser.

(Foto: Flickr/Luke Wroblewski)

Uddannelse gør ingen god leder

Der er et stykke vej mellem snapsene, når det gælder virkelig gode og tankevækkende indlæg om, hvad god ledelse egentlig er. Eller ikke er. Men Steen Hildebrandt har begået et af slagsen med sit forsvar af vores skatteminister og hans 9. klasse som uddannelsesmæssig kvalifikation.

Det er fremragende læsning - og rigtigt - fra ende til anden. Og enhver der tror, han eller hun ved, hvordan en rigtig leder ser ud, bør læse den. Ja, stave sig igennem den.

Og hvorfor siger jeg så sådan? Fordi min egen erfaring peger i samme retning. De bedste ledere, jeg har mødt, har ikke nødvendigvis haft de mest prangende akademiske resultater. Ligesom det modsatte absolut også har været tilfældet.

Steen Hildebrandt har nogle nøgleargumenter, der er hårdtslående, og som i virkeligheden siger det hele. Om politisk ledelse kommer han f.eks. med følgende præcise svada:

…hvordan kan det (så) være, at der er så enormt meget i verden, der går så dårligt, som tilfældet er, samtidig med, at de pågældende områder, lande, regioner, sygehuse, ministerier mm. ledes af såkaldt højt uddannede mennesker? Det må da vække til én eller anden form for eftertanke, at der findes så ubeskriveligt meget dårlig ledelse, miserabel ledelse, katastrofal ledelse, leveret og udøvet af såkaldt højt uddannede mennesker, som tilfældet er.

Bravo! Og av. Og han fortsætter med noget, jeg også selv har set rundt omkring:

Noget af det, som en del akademikere er gode til, er at tale, men på måder, så andre mennesker ekskluderes. Det karakteriserer mange akademikere og mange andre fagmennesker, fx mange økonomer, IT- og finansspecialister, at de behersker deres felt så dårligt, at de kun kan formulere sig ekskluderende, dvs. i så primitive fagjargoner, at andre såkaldt almindelige mennesker, og det kan for den sags skyld sagtens være andre akademisk uddannede mennesker, ikke forstår noget som helst af, hvad der bliver sagt.

Hånden på hjertet; har vi ikke alle oplevet den slags ledere, hvor vi har følt, de har gemt egen manglende formåen (reelle kompetencer?) bag et hav af uforståelig buzz-word lingo? Jeg tror det.

Hvor er det befriende, at en kapacitet som Steen Hildebrandt siger det i det åbne. Hans ord fortjener den størst mulige udbredelse, så de kan fungerer som udgangspunkt for en hårdt tiltrængt rekalibrering af, hvad vi opfatter som god ledelse.

(Foto: Flickr/opensource.com)

Super test af personlige benchmarks

At blive målt og vejet har aldrig været noget, jeg har været bange for. Tværtimod er jeg altid nysgerrig på, hvad der viser sig, når jeg gennemgår en eller anden test, der hævder at kunne sige noget om mig.

Forleden havde jeg lejlighed til at prøve en såkaldt evne-test, hvor man indenfor det verbale, det numeriske og det induktive (logisk sans) måler sig op imod andre, der minder om én selv. Testen var rigtig svær, synes jeg, og det var der en god grund til.

For benchmarken - dem, jeg blev målt op imod på evner - var danske topchefer.

Derfor blev jeg også oprigtig stolt, da jeg fik resultaterne. Ud af en skala fra 1 til 100, hvor 100 betyder, man er den bedst målt i forhold til hele benchmark-gruppen, scorede jeg:

  • 67 i den induktive (bedste tredjedel)
  • 76 i den verbale (bedste fjerdedel)
  • 83 i den numeriske (bedste femtedel)

Det er jeg super stolt af. Og jeg vil tillade mig at tildele mig selv et sjældent skulderklap for den præstation.

Når jeg tænker lidt mere over det, havde jeg måske ventet at klare mig lidt bedre i den induktive, da den del normalt er min helt stærke side. Men den var virkelig også svær, og det var den sidste test jeg tog, så hjernen var ved at være godt brugt. Til gengæld kan jeg kun bukke og takke for mine numeriske resultater. Dem er jeg faktisk en smule imponerede over. Og der skal alligevel en del til, før jeg bliver det. Den verbale overrasker mig ikke, da jeg også altid har været stærk på den front.

I det hele taget var det en super god og interessant oplevelse. Og kunne du godt selv tænke dig at vide lidt om, hvor du står, kan jeg kun anbefale dig at underkaste dig sådan et testbatteri og prøve dig selv af, hvis du får muligheden for det.

Tanker efter en dag i internettets tegn

image

Det er altid godt at komme ud og få luftet lyttebøfferne. Og når anledningen er noget så fint som "Internetdagen" på Tivoli Hotel & Congress Center i København, og det oveni købet er gratis at deltage, skulle man da være et skarn om man ikke udnyttede muligheden for at lytte, måske lade sig inspirere og muligvis få noget med sig hjem at tænke over.

Så jeg drog afsted. 

Årets tema var “tillid” - eller “trust” som der var stor enighed om at kalde det. Et super aktuelt tema, der næppe bliver mindre aktuelt i takt med, at digitale tjenester udvikler sig på en måde, hvor det bliver farligere og farlige - ud fra et privacy/trust perspektiv - rigtig at give sig i kast med dem, fordi de kræver mere og mere af os til gengæld for at levere den eksponentielt stigende værdi, vi efterhånden forventer af nye digitale tiltag.

Og der kom da flere ting med hjem på blokken, som jeg vil tænke lidt over og måske gå lidt mere i dybden med senere:

  • Hvis vi indtil videre kun har formået at binde de ting sammen, der ikke betyder noget i det store billede - de personlige ting - hvor stort er så det reelle potentiale for, hvad vi kan forbinde med hinanden for at skabe en virkelig forskel og ikke mindst virkelig værdi? Højst sandsynligt er vi oppe i nogle talstørrelser, vi slet ikke kan begynde at fatte og som får de ting, vi arbejder med og betragter som solide succeser i dag til at virke som nærmest små distraktioner (billedet).
  • Hvis vi ikke kan konkurrere på tillid - fordi det er en binær størrelse, der enten er der eller ikke er der - og derfor må konkurrere på sikkerhed, hvorfor er det så, vi bliver ved med at snakke om Privacy-by-Design, når vi måske i virkeligheden burde tale Encryption-by-Design? Privacy er alligevel ved at blive en landsby i det østlige Ukraine, så hvorfor ikke være lidt mere ambitiøse og tage skridtet fuldt ud? Det kunne være spændende og potentielt set løse mange udfordringer.
  • Hvad er digitalt medborgerskab egentlig? Er det rigtigt at forsøge at tage vores analoge forestillinger om den demokratiske debat - som vi jo ved meget var forbeholdt de få indviede i eliten - med over på nettet, hvor demokratiet udfolder sig i sin reneste mest uindskrænkede form? Hvem siger, det i virkeligheden ikke er de, vi i dag opfatter som trolls, der reelt set er eksponent for det sande folkedyb og derfor dem, vi bør indrette os efter? Jeg tror personligt ikke, det er sådan, men pointen er, vi ikke rigtig har undersøgt det. Og det burde vi nok gøre, før vi påtvinger nettet nogle gamle konventioner, der har rødder helt tilbage til antikken.

Udover dette var der især ét udsagn, der provokerede noget i mig, fordi det bare virkede så intuitivt rigtigt i vores lille andedam. Jeg kan desværre ikke huske præcist, hvem det var, der kom med det, men genialt var det:

Vi viser, hvem vi er, via transaktioner, fordi vi som folkefærd ikke er specielt sociale med hinanden.

Det synes jeg er super spændende. For ligger der i det en nøgle til en stor forløsning? En nøgle der via digitale redskaber kan gøre os mere engagerede i noget, der er større og mere væsentligt end os selv, hvis blot vi formår at vise, hvordan dette noget og større reflekterer positivt tilbage på netop os selv? En slags god cirkel. Det er nok en tanke eller to vejr.

Eller sagt med keynote-speaker Cory Doctorows ord (fremragende keynote i øvrigt, red.):

The Internet is the nervous system of the 21st century.

Amen til det!

PS: Det mest skræmmende var en knægt - Luca - der fortalte, hvordan en dag uden mobiltelefon og dens indbyggede GPS havde gjort, at han havde cyklet flere km forkert og måtte spørge tre forskellige damer om vej. For at komme i skole?! Jamen, for f***** da også!

3 ting, du kan bruge Otto Leisners vitser til

Salig Otto Leisners kartotek med mere end 3000 godt (for godt måske) brugte vittigheder er kommet under hammeren på Lauritz.com. Og jeg tænkte, at hvis du nu overvejer, om det var noget for dig at gå ind og byde på, kunne det måske være rart med nogle velmente forslag til, hvad du kan bruge det til. Så her kommer tre af slagsen.

1. Imponér din chef. Intet skaber så god og afslappet stemning som et par vittigheder eller tre. Og hvis din chef er en af den slags, der måske har svært ved at komme ud af sin skal og trække på smilebåndet, vil et helt arkiv over små humør-knaldperler falde på et godt sted.

2. Brug dem i byen. Du kender det ligeså godt som alle os andre; der er stadig kun (alt for) få meget gennemtæskede score-replikker, du kan turnere med. At tage en Otto Leisner-approach til en god aften i byen er i hvert fald en ny tilgang, som du med garanti kan blive helt unik med. Hvad det så end vil betyde for dig.

3. Brug dem som et springbræt til en karriere på TV. Uanset hvad man måtte mene om Otto Leisner er det et faktum, at manden var en institution - ja, nærmest et ikon. Og selvom nogle af kortene nok trænger til at få pustet lidt støv af, skader det aldrig at lære fra de store mestre. Når han kunne holde den gående i en menneskealder, hvorfor skulle du så ikke også kunne?

Held og lykke med det. Det skal nok blive godt.

Hey Bono! Lidt mere Adam Clayton, tak.

En af de sværeste ting ved at være fan af nogen eller noget er, at man i sagens natur over tid udvikler en benchmark for, hvornår noget er rigtig godt, og hvornår noget er rigtig skidt. Det går op og ned, og som fan oplever man det virkelig.

I den kontekst blev jeg en anelse overrasket over, at det lige var i går i forbindelse med Apples lanceringsevent af nye telefoner, nyt ur og ny betalingsmetode, at de gamle drenge i U2 skulle lancere deres nye album “Songs of Innocence”.

Jeg har været fan af dem i snart mange år, og et nyt album er altid en stor, glædelig begivenhed. Eller er det nu også det?

Nu har jeg hørt det nye album flere gange (tak til Apple for at bruge lidt af deres fantasilioner på at forære mig det), og lad os bare være ærlige: Det er ikke et mesterværk på højde med "Achtung Baby", der stadig for mig er et af de absolut bedste album nogensinde - ikke bare fra U2’s hånd. Og det er heller ikke et "The Joshua Tree". Men mindre kan måske også gøre det.

For mig starter albummet for alvor midtvejs med “Volcano”, der for mig med nogen afstand er det bedste nummer på pladen. Fyldt med den energi og den kant, jeg godt kan lide, og som ikke mindst min helt numero uno, Adam Clayton på bassen (billedet), bidrager solidt til. Der er mindelser om nogle af de tidlige fede ting, når han får lov til at folde sig ud.

Og der er det så også, jeg undrer mig: Når man nu har en af de mest tight rytmesektioner overhovedet for noget band, hvorfor pokker bringer man den så ikke mere frem. Adam Clayton og Larry Mullen Jr på trommer har en tightness, som ikke mange kan matche, og Edges guitar passer perfekt til at smide lidt messende på toppen, inden man til sidst lægger Bonos vokal, som jeg personligt synes virker en anelse slidt.

Og ikke nok med det. Det virker også som om den gode hr. Hewson er løbet tør for vigtige emner til sine tekster. Hvordan vil han ellers kunne forsvare et ret ligegyldigt nummer på enhver måde som “California (There is No End to Love)”?

(Foto: Talie)

Journalistisk etik på nettet i ultra kort version

Benjamin Rud Elberth fra Geelmuyden Kiese har skrevet en glimrende anmeldelse af Andreas Marckmann Andreassens og Jakob Albrechts nye bog, ”Etik for journalister på nettet”, som det er svært at erklære sig andet end enig i.

Jeg er udmærket klar over, der findes mange, der bruger mange timer på at kloge sig om medieetiske spørgsmål. For mig er det dog såre simpelt lige præcis, når det gælder journalistik på nettet:

Gør dit arbejde ordentligt og med faglig stolthed.

Længere er den sådan set ikke. Der findes ingen undskyldninger for dårligt arbejde. Heller ikke klik-tyranni, vagtplaner der ikke hænger sammen og hvad man ellers kan finde på.

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union