Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next

UG i karriere-moves, Margrethe

Skulle jeg give Margrethe Vesterager (R) en karakter for det karrieremove, hun nu laver som ny EU-kommissær i Bruxelles, må det blive en god en af slagsen. For uagtet hvordan det ellers ser ud omkring hende, er der ingen tvivl om, at hun nok er den, der har fået - og får - maksimalt ud af sin deltagelse i den nuværende regering.

Hun laver klassikeren: Hun forsvinder mens hun har maksimalt kørende for sig - og mens hun kan. Kun de færreste tror jo på, regeringen bliver siddende efter næste valg, og da rigtig mange af regeringens vælgere nok netop forbinder den radikale leder med alle løftebruddene, giver det god mening at finde ‘Exit’-døren, inden regnskabets time. Det er en klassiker - at efterlade andre med oprydningen eller ligefrem aben.

Sådan ser det vel i realiteten ud for Helle Thorning-Schmidt. Hvis hun virkelig ønsker sig en udfordring, må hun da i mine øjne have fået den nu; skulle samle en regering op, der har mistet sin rygrad, står til at ryge ud på…nå ja og så samtidigt have været rygtet væk så længe, at mange havde indstillet sig på et liv efter hende. Det bliver virkelig op ad bakke.

Nu bliver det så spændende at se, hvordan hun griber opgaven an. I virkeligheden kunne det jo også være en mulighed for at sætte mange af de ting i sving, S-SF i sin tid gerne ville, nu hvor Margrethe ikke er der mere til at spænde ben. En interessant tanke i hvert fald. Og noget af en ledelsesudfordring.

Film betaler man da for to gange, ikke?

Når krybben er tom bides hestene, og man begynder at se sig om efter andre steder, man kan gå på rov.

Nogenlunde sådan virker det som om, filmbranchen har det, når de på et meget spinkelt - ja, nærmest ikke-eksisterende - grundlag er ude efter 63 mio. kroner hos teleselskaberne som kompensation for, at disse tjener på, at vi alle kan bruge vores bredbåndsforbindelser til at se film.

Det er helt sort, som Søren Storm Hansen også er inde på. Af flere årsager.

For det første er der det med den manglende dokumentation. Har man et krav, må man som minimum kunne forvente, det kan dokumenteres sort på hvidt. Det kan filmbranchen ikke. For det andet er der det faktum, at vi som forbrugere - som jo nok skal få en eventuel regning til sidst - allerede har betalt filmbranchen én gang.

Det gør vi jo nemlig, når vi benytter Netflix, HBO, YouBio og lignende tjenester. Så betaler vi et beløb i abonnement, som bl.a. også dækker betaling af rettigheder til dem, der i sidste ende leverer filmene til disse tjenester. Så at bede os om at betale via teleoperatørerne også svarer altså til at bede os om at betale to gange for den samme vare. 

Det holder i sagens natur ikke.

Filmbranchen ville i virkeligheden nok være bedre tjent med at finde alternative måder at fylde hullerne i kasserne på. Det er jo tankevækkende, at de store biografhits ofte har det med at være endog ganske fornuftige forretningen indenfor de eksisterende ordninger. Så måske det i virkeligheden handler mest om at sikre, at kvaliteten af dansk film konsistent er rigtig god.

Kan man det, tror jeg på, der vil være investorer og kunder - og så skal det jo nok gå i sidste ende. Også uden helt sort, udokumenteret afpresning af andre brancher.

(Foto: John Federico)

Så er det uigenkaldeligt slut; de sidste rester af MSN Messenger lukker ned i Kina, og dermed er det helt slut for det medie, der en overgang placerede Microsoft som et af verdens mest spændende og attraktive medieselskaber set fra et online annoncerings-synspunkt.

For mig er det vemodigt. Jeg var så heldig at komme til Microsoft på et tidspunkt, hvor Messenger-revolutionen var ved at tage fart, og det var helt klart den sexede kronjuvel i vores MSN portefølje; den der gjorde vi faktisk også blev taget bare en anelse seriøst i markedet.

Jeg var med på alle iterationer. Jeg bidrog til udviklingen ved at være den første, der fik mulighed for at lave en testcase på in-app multiplayer gaming med spillet Pegball fra Titoonic. MSN Messenger var en meget væsentlig del af min dagligdag.

Og jeg husker, hvordan vi fejrede MSN Messengers succeser. Hvordan vi på internationale salgsmøder brugte lang tid på at fryde os over, at vi en overgang med mere end 130 mio. brugere WW havde verdens absolut mest spændende online platform overfor specielt de yngre målgrupper. Selv stjernerne var ikke grænsen for, hvad vi kunne.

Og nu er det så slut. Kun lydene er tilbage (se videoen ovenfor). Et kæmpe asset er dødt, fordi man holdt op med at tage det alvorligt, pleje det og fuldstændig fejlede, da hele social media bølgen skyllede ind over os. Det er skræmmende men også lærerigt; hvordan man på ingen tid kan gå fra somebody indeed til nobody at all.

Lad det også være en advarsel til alle dem, der tror, de har nået målet: Intet vare evigt. Selv det største kan fejle og dø. Og vil med stor sandsynlighed også gøre det. Fordi vores ønske om noget nyt, shiny og spændende er større end vores ønske om at bevare det, der var.

Er Nationen! i virkeligheden vores lykke-motor?

Én ting kom jeg til at spekulere på, da jeg fra sidelinien kunne se, hvordan folk hidsede sig op over en eller anden vase, som vel ret beset målt i store såvel som små træskolængder kan være inderligt ligegyldig:

Hvordan påvirker den megen negative energi, vi overfører til nettet, vores energiniveauer i vores offline liv?

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg pludselig kom i tanke om fysiktimerne i skolen. Her lærte vi, at der findes noget, der hedder kinetisk energi. Det er ganske vist bevægelsesenergi, men pointen var, at når en genstand med fart på støder ind i en anden genstand, der enten ligger stille eller har fart på, så overføres der energi fra første til sidste genstand således at det samlede energiniveau er konstant.

Gælder det samme på nettet?

Gælder det, at når vi udspyr vores galde på diverse fora eller over diverse sagesløse ecommerce-ansvarliges hoveder, så overføres der negativ energi fra omgivelserne til nettet, således at der samlet set bliver mindre negativ energi - ja, måske ligefrem bliver frigivet noget positiv energi - IRL? Ganske enkelt fordi vi får afløb på en måde, som vi ellers skulle have haft overfor andre mennesker i kød og blod foran vores øjne og uden den behagelige afstand af skærmens anonymitet?

Eller er vi bare generelt blevet mere sure, hvor nettet er én stor negativ potensforlænger?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes, tanken er ganske sjov. Og hvem ved? Måske er der i virkeligheden en sammenhæng mellem Nationen! og danskernes status som verdens lykkeligste folk? Det er da om noget en skræmmende tanke.

600 km. løb med møje og besvær

Det har godt nok taget sin tid, men her til aften rundede jeg samlet set 600 km. løb i 2014.

I virkeligheden skulle jeg have nået det ved udgangen af juni måned, men jeg må indrømme, jeg ved indgangen til sommeren gik fuldstændig død i løb. Foråret havde ikke budt på andet end skuffelser, og der var så mange andre ting, jeg havde at slås med, at der bare gik den ene dag efter den anden, hvor jeg ikke kom ud at løbe.

Sådan var det indtil for et par uger siden. Da besluttede jeg mig for, at nu skulle det virkelig være igen. Jeg gik så småt i gang igen, men det var svært rigtig at få rytme i det. Det blev noget hakkende, utilfredsstillende noget, og jeg forbandede mig selv for at have tilladt mig selv den lange pause og dermed også at være kommet ud af min gode form.

Men de sidste par dage har jeg så været ude igen. Jeg har skrottet alle planer og træningsprogrammer og i stedet sat mig for, at jeg i denne periode skal ud hver eneste dag. I dag var så tredje dag i streg, og det kunne mærkes:

Pludselig var overskuddet der igen. Det var som om min krop efter et par dage, hvor den slog sig i tøjret, spurgte mig, hvorfor jeg dog havde været så lang tid om det og kvitterede ved at give mig en rigtig god tur, hvor jeg følte overskud og igen kom ned på nogle af de tider, hvor jeg må sige, det er godkendt. Det var virkelig en rigtig fed oplevelse.

Nu er det så op til mig at vise, at jeg kan holde ved denne gang.

Fremad mod de næste 100 km.

Han har vidst siden juni, at han gik efter formandsposten hos De Konservative. Hvis han ikke engang har sikret sig en konservativ afløser, så vidner det altså ikke om særligt stort politisk håndværk.

Selvom Hans Engell er ude med riven efter den nye konservative leder, der forlader borgmesterposten i Viborg uden at have sikret sig en partifælle som afløser, er det befriende for mig at se, at jeg ikke er den eneste, der tilsyneladende har noget at lære omkring den smarte politiske proces. Det er betryggende at vide, den mangel har fangarme helt ind på Christiansborg.

Dansen om det digitale (guld)ego

Egentlig er det utroligt. Men faktum er, at hvis man gerne online vil fremstå så åben, autentisk og godt, som diverse eksperter gerne vil slå et slag for, man gør, er det faktisk noget nær fuldtidsarbejde. Tænk over det: Du skal knokle for ‘bare’ at kunne være dig selv. Det er da tankevækkende.

Jeg kom til at tænke over det første gang, da jeg skrev 9 skridt mod en professionel profil på sociale medier på mit portfolio-site MadsKristensen.com. Indlægget var inspireret af sommerens tjans som censor på det første diplomkursus ved DJMX ud i samme disciplin, og det slog mig, da jeg skrev det, hvor meget, der rent faktisk var, man dels skulle huske og dels skulle forberede og gøre op med sig selv, inden man går i gang. Det var slet, slet ikke småting. Og det altsammen bare for at have en lille mulighed for rent faktisk at blive set og hørt derude for det, man er (og her formoder jeg, der naturligvis er en helt lige linie mellem den, man virkelig er, og den man gerne vil vise frem for andre via de digitale kanaler, red.)

I går læste jeg så Umair Haques essay Youtopia på Medium. Umair har meget længe været min yndlings-intellektuelle, selvom man indimellem nærmest kan få kvalme over at læse ham, når han for alvor folder sit sprog ud. Men i dette essay rammer han den lige på kornet; hvordan det på en eller anden måde er lykkedes os at skabe en verden - i hvert fald på den vestlige halvkugle - hvor vi i den grad dyrker selv’et og bruger al vores energi på det, at der er meget lidt - om overhovedet nogen - tid til rent faktisk at være med til at gøre en forskel i verden. Det er da i den grad også tankevækkende, og jeg kan varmt anbefale dig at læse hans essay.

Desværre besvarer Umair ikke spørgsmålet om, hvorfor det mon er blevet sådan? Så der må vi spekulere i motiver. Måske er det de økonomiske interesser. der dikterer, hvilket marked der skabes - herunder også et nærmest afsindigt marked for egodyrkelse? Måske er det afmagt overfor de store ting i verden, der får os til at flygte ind i os selv? Måske det bare er nysgerrighed for at se, hvor langt vi rent faktisk kan komme, nu hvor vi er blevet velsignet med alle redskaberne til at komme ud med vores budskaber?

Det fortaber sig i det uvisse. Men det er en tanke værd, hvad man kunne have brugt al den tid og de ressourcer, der investeres i egoet til, hvis man i stedet havde valgt at eksternalisere dem og gøre en forskel for andre mennesker, en god sag eller - halløj - begge på én gang.

(Foto: Internet Archive Book Images)

Kortvarige sensationer, tak

Det kan godt være, alle nu snakker om Hobro og deres evner som favoritdræber i Superligaen, efter de slog vicemestrene fra FCK med 3-0 i løvernes egen hule

Men lad os lige få perspektivet med. For helt ærligt: Hvor mange af os holder egentlig med Hobro, når det kommer til stykket? Næppe ret mange udenfor kommunegrænsen.

Jeg husker med gru, da Herfølge i 2000 vandt det dansk mesterskab. Én ting var, de vandt det. Noget helt andet var, man bare vidste, at det ville blive pinligt året efter, når de skulle ud i Europa. Og uagtet at Brøndby IF ikke just gjorde dansk fodbold nogen ære i kvalifikationen til Europa League i denne sæson, så har dansk fodbold brug for at være stærkest muligt repræsenteret i international fodbold. Det er det, der skal til, for at også landsholdet bliver stærkt.

Det er dybest set det eneste, jeg går op i, når det gælder dansk fodbold. Og her vil de små uvægerligt komme endog ganske meget til kort.

Så lad os holde sensationerne kortvare - lade dem blomstre op her og der i ny og næ - men krydse fingre for, det i sidste ende er de hold, der har muligheden for at gøre en forskel derude, der også kommer til at gøre det.

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union