Mads-Jakob Vad Kristensen

Tager man de positive briller på, kan man naturligvis sige, at gårsdagens store børsintroduktion af Facebook var perfekt prissat; at prisen på de 38 USD i udbudskurs var ramt lige på kornet.

Jeg vælger imidlertid at anskue tingene fra en anden vinkel og hævde, at hvis Facebook ikke engang kan hæve sig over jorden på den dag, hvor den introduceres på børsen, og hypen er størst, hvordan skal det så gå den fremover? Jeg kan i hvert fald kun se én vej, og det er nedad. Især over tid.

Dette er virkelig en af dem, jeg er glad for, jeg ikke er med på.

Hvis du har det lige som mig og arbejder med noget, du er meget passioneret omkring, er det godt ind imellem at kunne minde dig selv om, hvad der også føler med passion: Nærmest endeløs smerte. En følelse af at blive overset, nedvurderet, ikke forstået, ikke taget alvorligt, ikke værdsat og meget meget mere af samme negative skuffe.

Men fortvivl ej. Det er alt sammen en del af den pris, man skal betale for at opleve den virkelige succes - for at nå sine drømmes mål. Dermed ikke være sagt, at du når dem, for den slags garantier findes ikke. Men garanteres kan det, at sætter du ikke noget ind og kæmper, vinder du i hvert fald slet ikke.

(Foto: romana klee)

Få ting er så fantastisk, som når andre gør sig til dommer over, hvordan man bør agere og mene om alt mellem himmel og jord. Politisk korrekthed kalder man det normalt - jeg kalder egentlig bare for moraliseren. Og blandt de fremmeste forkæmpere for den slags er de partier, der befinder sig omkring midten og til venstre for i folketingssalen.

Netop derfor er det også super sjovt at iagttage, hvordan de selv anskuer moral, når det gælder deres egne. Lad os bare tage de seneste dages udnævnelser og rokeringer i den socialdemokratiske gruppe og bruge disse som udgangspunkt for en status på rød moraliseren anno 2012.

Skal man tage disse for gode varer, kan man nemlig konstatere, at for at nå til tops i Socialdemokratiet i dag skal man enten have en god libido, man kan slippe løs til den årlige julefrokost, hang til meget ungt kød eller de rigtige forbindelser til rockerkredse. Jamen, kan man sige meget andet end velbekomme - det er jo mageløst.

Det måtte jo ske: Debatten om forholdene for danske vuggestue-børn har udviklet sig til en debat om, hvorvidt ph.d-stipendiat Ole Henrik Hansen har snublet i tallene eller ej. I en artikel i dagens udgave af Information sættes hele det tunge skyts ind mod forskeren, der mere eller mindre direkte beskyldes for videnskabelig uredelighed.

Væk er det, historien egentlig handlede om; hvordan det er vuggestuerne tager hånd om de børn, som travle forældre betror dem i deres varetægt. Berlingske har en interessant artikel fra et møde for pædagoger, hvoraf det bl.a. fremgår, at et af de store problemer er at få personale nok, fordi en tredjedel ikke møder op en given dag. En tredjedel! Det er jo fuldstændig forrykt.

Det er hårrejsende, at en så vigtig debat kan køre så meget af sporet. Men hvor er det dog typisk dansk: Lad os skyde budbringeren frem for at forholde os til selve sagen. Ingen spekulerer tilsyneladende på, hvordan den lige linie er fra vuggestuer og institutioner i det hele taget og til unge, der mere end noget andet virker som om, de er følelsesmæssigt tabte for omverdenen. Dét er den rendyrkede skandale.