Mads-Jakob Vad Kristensen

(download)

Click here to download:

till-lykke-rammstein-IFzGfzvstdpcokliyDqi.zip (359 KB)

Nu mangler hørelsen så bare at komme helt tilbage...

Det er åbenbart ikke længere moderne at være nærværende, når man er ude at spise med sit livs lys. I hvert fald ikke, hvis man kan spille Wordfeud i stedet.

Da min elskede Christina og jeg i går var en tur på Madklubben Steak for at markere en puster i nogle hektiske og spændende uger samt Valentines dag, slog det mig, at gæsterne ved bordet ved siden af sad og bruge en hel del tid på at spille Wordfeud. Og ikke med hinanden, selvom de tydeligvis var et par, der var ude og spise med hinanden.

Det var en lettere mystisk oplevelse, og jeg kom til at tænke på, hvordan Christina ofte siger til mig, at jeg har et alt for tæt forhold til min telefon. Dette slog det med flere længder.

Måske er Wordfeud og deslige i virkeligheden den moderne kærlighed ved første klik i en tid, hvor den ægte menneskelige relation er blevet forfladiget af digitale 'venskaber'? Det er en tanke, det næsten ikke er til at holde ud.

I sagens natur er det derfor også oplagt at tage fat på diverse netdating-tjenester, og hvorvidt de rent faktisk kan føre til den store kærlighed eller ej? Berlingske Business-kommentator Sten Løck er et mulehår fra at mene, at netdating er en opreklameret fis i en hornlygte, så jeg tænkte, det måske var på tide - baseret på egne ydmyge erfaringer - at bidrage med lidt nuancering.

Efter Louises død kastede jeg mig efter en passende tid over netdating. For helt ærligt; når man har fuldtidsarbejde og bor knap to timer fra sin arbejdsplads, hvornår pokker skal man så møde nye mennesker? Nej, vel. Derfor begyndte jeg at prøve de forskellige services, og jeg blev faktisk positivt overrasket. Ikke over, at kvinderne skriver lange breve til os mænd, for trafikken er virkelig ensrettet den anden vej rundt. Men over at det alligevel var muligt at komme i kontakt med en hel del og rent faktisk også mødes med nogle stykker.

Det gode - og skræmmende - ved netdating er, at begge parter ved, hvorfor man er der. Det kan på den ene side være befriende, fordi man både online og - evt. - 'in real life' ser hinanden an ud fra en vurdering af, om den man sidder overfor kunne være en potentiel partner for ikke at sige livsledsager. Det sorterer rigtig meget af fyldstoffet fra, men omvendt bliver man også sat til skue på en måde, der er mildt sagt grænseoverskridende, og som jeg vil vove at påstå ikke falder nogen specielt naturligt.

For mig gav netdating anledning til både gode og mindre gode oplevelser. Og den hjalp mig med at finde min elskede Christina og lykken til sidst. Vi havde ikke mødtes, hvis ikke det havde været for netdating, for jeg kan ikke se, hvor det skulle være sket. På den baggrund har jeg også svært ved at se, at netdating skulle være opreklameret; det handler om at møde andre og skabe nye relationer. Og som altid sker det bedst ved at være sig selv og ikke dække sig ind bag mere eller mindre snedige algoritmer.

Netdating er kun facilitator af et udvalg af spændende mennesker - resten må man selv håndtere og finde den indre charmør frem.

(Foto: daveparker)

The Economist har sat en større debat igang mellem Andrew Keen (ham med 'The Cult of the Amateur') og Jeff Jarvis (ham med bl.a. 'What Would Google Do?') omkring det at dele, og hvad det giver os af muligheder som mennesker og samfund. Det er absolut super spændende læsning.

Jeff Jarvis argumenterer for, at deling altid er godt. Og jeg er langt henad vejen tilbøjelig til at give ham ret. Men der er én væsentlig problemstilling ved at dele, som han kun lige berører, men behændigt ikke går i detaljer med: Stigmatisering.

At være åben omkring alt er jo som udgangspunkt prisværdigt. Men man kan bare aldrig holde for, hvordan andre opfatter det. Nogle kan opfatte det som meget grænseoverskridende, men vigtigst af alt kan det være med til at forme nogle billeder af én, som slet ikke hænger sammen med virkeligheden.

Jeg oplevede dette selv, da Louise for tre et halvt år siden døde og jeg relativt kort tid efter igen havde et ønske om at begynde at se andre mennesker igen. Jeg havde været meget åben på sociale medier omkring, hvad der var sket, mens det skete, og det hjalp mig helt sikkert - som Jeff Jarvis også er inde på i beskrivelsen af sin cancer-sygdom - men på den anden side var det også en grænseoverskridende oplevelse for mig, at min trang til at dele efterfølgende blev brugt af andre, jeg ikke kendte, til at danne sig et billede af, hvordan jeg var og er. Det gav mig en ubehagelig følelse af at miste kontrol over min kontekst for historien - en kontrol jeg gerne ville have for netop at kunne fortælle tingenes rette sammenhæng og betydning for mig i et tempo, som jeg havde det godt med.

Resultatet af alt dette blev, at jeg skar ned på, hvad jeg delte. Faktisk slettede jeg en del indlæg, hvilket jeg fortryder den dag i dag, fordi det jo netop var en del af mig og derfor føles lidt som at skære i sit eget kød og blod. Men det var nødvendigt for mig. Ganske enkelt fordi jeg nok var parat til at dele - men verden var ikke parat til at tage imod. Og det tror jeg faktisk er den virkelige udfordring i forhold til at forløse det gode potentiale, der er i at dele åbent og ærligt; risikoen er ganske enkelt stadigvæk for stor.

Det er og bliver umanerligt kedeligt at løbe på løbebånd; man kommer ingen vegne, luften står stille, og det eneste, man har at kigge på, er kilometertælleren. Meget groft sagt.

Hvad gør man så, når man føler, at det iskolde vintervejr tvinger en ind på dette bastard af en maskine? Man finder selvfølgelig noget fornuftigt at bruge det til.

For mit vedkommende er blevet til, at jeg har sat mig for, at timerne på båndet skal bruges til at få noget mere fart i benene, når jeg atter kan komme ud på Skovlundes villaveje uden at brække arme og ben. Så jeg giver den gas på båndet, bruger den fleksible mulighed for at justere farten - i opadgående retning - mens jeg samtidig har kontrollen og ser, hvor meget, jeg kan udfordre mig selv.

Og det er faktisk pludselig ret sjovt. I denne uge har jeg været på båndet tre gange og forbedret min tid på 7 km. med næsten 2 minutter. Naturligvis kan jeg ikke fortsætte sådan, men så længe, man kan se, det går i den rigtige retning, tror jeg faktisk godt det kan lade sig gøre at bevare motivationen for at være ude af døren lidt i seks om morgenen for at nå det, inden arbejdsdagen starter.

Håbet er der i hvert fald altid.

For 37 år siden lovede min far min mor en tur på A Hereford Beefstouw. Men da han gjorde det, ventede min mor mig, og derfor var en god stor, rød bøf ikke lige det, der stod øverst på ønskesedlen.

Tiden gik, og de kom fra det. Så min mor fik aldrig sin bøf. Før i aften, hvor jeg havde inviteret hende ud til en rigtig hyggelig aften.

Og hyggeligt blev det. I godt selskab og med den lovede gode bøf. Som bestemt var værd at vente på, omend man vel nok må sige, at 37 år er rigtig lang tid at vente.

VL gruppe 92 er en fantastisk gruppe af mennesker, der alle har det til fælles, at de på en eller anden måde arbejder med innovation. Og derfor bliver innovation i en konkret og tidsaktuel sammenhæng naturligvis også temaet for næste års VL Døgnet.

Der er mange ting, man kan kaste sig over ved et sådant arrangement; tema, talere, flow, faciliteter, mad, underholdning og meget mere. Og ingen tvivl om, at det bliver en begivenhed af de helt store, hvor alt skal klappe. Men heldigvis har vi fået samlet en rigtig stærk arbejdsgruppe, så jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at løfte opgaven på absolut bedste vis.

Inspiration fra det netop afholdte VL Døgnet tager vi i hvert fald med os. Både af det, vi synes fungerede rigtig godt, og det vi måske ville have gjort lidt anderledes. På den måde har det også været en inspirerende mulighed at få lov til både at høre indlæggene men også gå rundt og gøre sig mentale noter, så vi er bedst muligt forberedte, når planlægningsarbejdet lige om et øjeblik for alvor går i gang.

Det bliver rigtig stort.