Mads-Jakob Vad Kristensen

Kvinder er supergode til at multitaske, mens mænd i den grad stinker til det. Men måske er der en meget nærliggende forklaring?

Det slår mig i hvert fald, at rigtig mange kvinder har en tendens til gerne at ville sætte ting - og mænd - i simplificerede kasser, hvor der både hugges hæle og tæer i processen. Jeg synes i hvert fald det er gennemgående i den offentlige debat, når kvinderne virkelig folder sig ud. Og logisk - sorry - giver det mening, at gør man det konsekvent, kan man også automatisk kapere flere ting på én gang.

Retfærdigvis skal det siges, at det ikke gør mænd et hak bedre; vi kan stadig ikke multitaske, og vi evner i den grad også at generalisere.

Men måske alligevel man skulle se kvinders overnaturlige evner i et lidt mere jordnært lys? Bare et forsigtigt forslag, inden hævnen rammer mig...

Tankevækkende er det, når en ny amerikansk undersøgelse viser, at hovedmotivationen for unge iværksættere til at starte noget selv er at bryde reglerne. Tankevækkende fordi man vel kan sige, at det både forklarer samt stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor der trods alt ikke er en større iværksætterkultur i Danmark.

Skal man kigge på det halvtomme glas kan man sige, at danskerne er så sovset ind i regler - og ikke mindst de krav til andre om alskens regler medfører (bare tænk på den evige debat om velfærdssamfundets udvikling og vores 'krav' til service) - at det ligger lige for, at vi naturligvis ikke kunne få den tanke at gå i den modsatte retning.

Omvendt synes jeg også, jeg oplever, at der er rigtig mange - specielt unge - der stiller enormt mange spørgsmålstegn ved alle disse regler og nærmest gør en dyd ud af at signalere, at de er regelbrydere. Burde disse så ikke være oplagte iværksættere? Måske. Men der sker bare ikke så meget.

Måske dette sidste fænomen i virkeligheden også skyldes vores regler? At børn og unge bliver sovset ind i så mange dogmer fra mere eller mindre velmenende pædagoger og lærere under deres opvækst, at de reelt set ænder med enten at falde helt til patten eller være regelbrydere for regelbrydningens egen skyld, hvilket så ikke rigtig fører noget resultat med sig? Det er da afgjort værd at tænke over og diskutere.

Mange mener, at talentshows er noget talentløst pjat.

Tværtimod.

Betragt dem som en temperaturmåling på hvordan Danmark i virkeligheden har det; hvad vi har at bidrage med til den store verden.

Og betragt så hvordan sidste års vinder af 'X Factor', Sarah, i dag arbejder hos 'Build A Bear'. For slet ikke at nævne alle de andre, der er havnet i glemslens store bog, da tv-kameraerne slukkede.

Det siger da så meget, at talentshows ligefrem ender med at blive temperaturmålere på, hvor stor afstanden er mellem hvor gode, vi siger vi er, og hvor meget pondus og evne til at slå igennem i den store verden, vi i virkeligheden har.

Debatten om, hvorvidt DR skal producere 'X Factor' for licensmidlerne har næppe fået mindre næring efter liveshowet i går, hvor dommerne og deres indbyrdes skænderier fuldstændig stjal billedet fra det, de fleste nok i virkeligheden troede det handlede om: Finalisterne og deres musiske kunnen.

At sige der var en ond stemning, er nok i virkeligheden at være flink. Og der er sikkert også brug for en hel del reparations-bajere inden næste uges show. Også i forhold til deltagerne. For det må være angstprovokerende at skulle op på den scene, når man ved, at der sidder nogle dommere, der er klar til at spidde én i en kamp, der slet ikke vedrører dem men kun dommerne selv. Samtidig med at der sidder en million seere og kigger på vel at mærke.

Omvendt har jeg også respekt for, der ikke bliver lagt fingre imellem. For hvis præmissen er, at showet skal finde den næste virkelige stjerne i det danske musikunivers, må man også have lov til at diskutere åbent og hudløst ærligt, om talentet holder. Tidligere tiders shows taler deres tydelig sprog om vindere, der er glemt lige så hurtigt, som de vandt. Hvis man ikke kan diskutere, hvad der skal til, bør man melde ud, at målet netop ikke er det men bare at underholde nogle fredage i træk - og så glemme alt om det bagefter.

'X Factor' står på den måde i et ganske interessant vadested.

Det er åbenbart ikke længere moderne at være nærværende, når man er ude at spise med sit livs lys. I hvert fald ikke, hvis man kan spille Wordfeud i stedet.

Da min elskede Christina og jeg i går var en tur på Madklubben Steak for at markere en puster i nogle hektiske og spændende uger samt Valentines dag, slog det mig, at gæsterne ved bordet ved siden af sad og bruge en hel del tid på at spille Wordfeud. Og ikke med hinanden, selvom de tydeligvis var et par, der var ude og spise med hinanden.

Det var en lettere mystisk oplevelse, og jeg kom til at tænke på, hvordan Christina ofte siger til mig, at jeg har et alt for tæt forhold til min telefon. Dette slog det med flere længder.

Måske er Wordfeud og deslige i virkeligheden den moderne kærlighed ved første klik i en tid, hvor den ægte menneskelige relation er blevet forfladiget af digitale 'venskaber'? Det er en tanke, det næsten ikke er til at holde ud.

I sagens natur er det derfor også oplagt at tage fat på diverse netdating-tjenester, og hvorvidt de rent faktisk kan føre til den store kærlighed eller ej? Berlingske Business-kommentator Sten Løck er et mulehår fra at mene, at netdating er en opreklameret fis i en hornlygte, så jeg tænkte, det måske var på tide - baseret på egne ydmyge erfaringer - at bidrage med lidt nuancering.

Efter Louises død kastede jeg mig efter en passende tid over netdating. For helt ærligt; når man har fuldtidsarbejde og bor knap to timer fra sin arbejdsplads, hvornår pokker skal man så møde nye mennesker? Nej, vel. Derfor begyndte jeg at prøve de forskellige services, og jeg blev faktisk positivt overrasket. Ikke over, at kvinderne skriver lange breve til os mænd, for trafikken er virkelig ensrettet den anden vej rundt. Men over at det alligevel var muligt at komme i kontakt med en hel del og rent faktisk også mødes med nogle stykker.

Det gode - og skræmmende - ved netdating er, at begge parter ved, hvorfor man er der. Det kan på den ene side være befriende, fordi man både online og - evt. - 'in real life' ser hinanden an ud fra en vurdering af, om den man sidder overfor kunne være en potentiel partner for ikke at sige livsledsager. Det sorterer rigtig meget af fyldstoffet fra, men omvendt bliver man også sat til skue på en måde, der er mildt sagt grænseoverskridende, og som jeg vil vove at påstå ikke falder nogen specielt naturligt.

For mig gav netdating anledning til både gode og mindre gode oplevelser. Og den hjalp mig med at finde min elskede Christina og lykken til sidst. Vi havde ikke mødtes, hvis ikke det havde været for netdating, for jeg kan ikke se, hvor det skulle være sket. På den baggrund har jeg også svært ved at se, at netdating skulle være opreklameret; det handler om at møde andre og skabe nye relationer. Og som altid sker det bedst ved at være sig selv og ikke dække sig ind bag mere eller mindre snedige algoritmer.

Netdating er kun facilitator af et udvalg af spændende mennesker - resten må man selv håndtere og finde den indre charmør frem.

(Foto: daveparker)

Det er dejligt at se, at der findes steder, hvor lederevner vægtes højere ved besættelse af topposter end ens faglige ballast. Ikke at man ikke skal have sin faglighed med, for det skal man bestemt. Men nogle gang får den virkelig lov til at overskygge alt andet - og det er noget rigtig skidt.

Hvorfor? Dels fordi der i sagens natur ikke er nogen, der påstår, at en dygtig ekspert også er en dygtig leder. Faktisk er historien fyldt med eksempler på det modsatte. Men derudover kan det ofte også være nødvendigt med fokus på andet end de faglige kvaliteter, hvis én af opgaverne for den nye leder er at skabe de paradigme-skift, der bliver mere og mere nødvendige i forskellige brancher.

For tænk over det et øjeblik? Hvor stor er sandsynligheden for, at man ser et paradigmeskift, hvis man i chefstolen placerer den person, der netop har mest erfaring i, hvordan tingene plejede at være, og som mere end noget andet forstår at optimere til fortiden?

Nej, vel.

Whitney Houston blev ædt op. Af berømmelsen. Af branchen. Og af kærligheden til en mand, der giver begrebet 'bad boy' en helt, helt ny mening. Og vi var alle tilskuere fra første parket. 

Det er den virkelige tragedie.

(Foto: pat00139)

Patrick Bay Damsted har skrevet et glimrende blogindlæg om, hvordan substansen i dagens diskussioner mere er selve diskussionen om diskussionen fremfor diskussionen om noget substantielt. Det kan lyde lidt langhåret, men ikke desto mindre er det rigtigt; aldrig har vi brugt så meget tid på at diskutere noget, vi ikke kan huske dagen efter. Noget der dybest set er spild af tid.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Jeg har det på samme måde med eksperter, der fra afstand kommenterer, hvad der sker, ikke sker og navnlig burde ske indenfor mit arbejdsfelt. Og ja, jeg indrømmer blankt, at jeg plejede at være én af dem, der stod udenfor og kiggede på, og mente at det hele da måtte være så nemt, enkelt og oplagt. Selvom et hurtigt tjek indenfor viser, at sådan forholder det sig ikke.

For ting er anderledes komplekse, når man først er indenfor og har fingrene helt nede i sovsen. Det er komplekse mekanismer, man skal have til at arbejde på en anden måde eller med andre ting, der er processer man er nødt til at følge eller udfordre, og alting skal balanceres mod andre prioriterer og hensyn. Udover at der selvfølgelig er hele forståelsesdelen, man skal arbejde med sideløbende. Man kan godt have lyst til at smide en neutronbombe engang imellem, men selv det er mere komplekst end de udefra skuende 'eksperter' gør det til. 

Af samme grund tror jeg også kun, der er en vej videre, hvis vi igen skal fokusere vores energi på noget, der har substans og reelt set bidrager, at vi kommer videre mod gode løsninger: Lyt lidt mindre til alle eksperterne. Det gør jeg selv.

The Economist har sat en større debat igang mellem Andrew Keen (ham med 'The Cult of the Amateur') og Jeff Jarvis (ham med bl.a. 'What Would Google Do?') omkring det at dele, og hvad det giver os af muligheder som mennesker og samfund. Det er absolut super spændende læsning.

Jeff Jarvis argumenterer for, at deling altid er godt. Og jeg er langt henad vejen tilbøjelig til at give ham ret. Men der er én væsentlig problemstilling ved at dele, som han kun lige berører, men behændigt ikke går i detaljer med: Stigmatisering.

At være åben omkring alt er jo som udgangspunkt prisværdigt. Men man kan bare aldrig holde for, hvordan andre opfatter det. Nogle kan opfatte det som meget grænseoverskridende, men vigtigst af alt kan det være med til at forme nogle billeder af én, som slet ikke hænger sammen med virkeligheden.

Jeg oplevede dette selv, da Louise for tre et halvt år siden døde og jeg relativt kort tid efter igen havde et ønske om at begynde at se andre mennesker igen. Jeg havde været meget åben på sociale medier omkring, hvad der var sket, mens det skete, og det hjalp mig helt sikkert - som Jeff Jarvis også er inde på i beskrivelsen af sin cancer-sygdom - men på den anden side var det også en grænseoverskridende oplevelse for mig, at min trang til at dele efterfølgende blev brugt af andre, jeg ikke kendte, til at danne sig et billede af, hvordan jeg var og er. Det gav mig en ubehagelig følelse af at miste kontrol over min kontekst for historien - en kontrol jeg gerne ville have for netop at kunne fortælle tingenes rette sammenhæng og betydning for mig i et tempo, som jeg havde det godt med.

Resultatet af alt dette blev, at jeg skar ned på, hvad jeg delte. Faktisk slettede jeg en del indlæg, hvilket jeg fortryder den dag i dag, fordi det jo netop var en del af mig og derfor føles lidt som at skære i sit eget kød og blod. Men det var nødvendigt for mig. Ganske enkelt fordi jeg nok var parat til at dele - men verden var ikke parat til at tage imod. Og det tror jeg faktisk er den virkelige udfordring i forhold til at forløse det gode potentiale, der er i at dele åbent og ærligt; risikoen er ganske enkelt stadigvæk for stor.