Bare 25 øre...

Personlig blog for Mads-Jakob Vad Kristensen - i virkeligheden mest noter til mig selv, men du må også gerne læse med, hvis du har lyst.

Hvem er jeg? Kig på LinkedIn eller tjek mit arbejde på Madsjvk.com.

Anmeldelse

"Se & Hør" sladder i bogform

Desværre er det ikke altid, man kan holde, hvad man lover. Og selvom jeg havde sagt det modsatte, må også jeg krybe til korset og erkende, at jeg nu har fået læst "Den hemmelige socialdemokrat".

Og hvad fik jeg så ud af det? Tre ting og en pointe omkring konceptet.

For det første fandt jeg ud af, hvorfor Carsten Hansen dog kunne få en ministerpost og stadig have den. Jeg var ikke klar over Varmemesteren i den grad var så central og højtråbende på partiets venstrefløj, at der skulle en ministerbil til at agere hold-kæft-bolche for ham.

For det andet fik jeg bekræftet mine fordomme om, at det i politik ikke handler om sagen og det rigtige at gøre men om alt muligt andet. Og derigennem fik jeg også bekræftet min irritation over, at tilsvarende dårligdomme findes i store virksomheder og derigennem bliver katalysator for rigtig meget spildt energi, forkerte beslutninger og missede muligheder.

Og for det tredje må jeg erkende, at Bjarne Corydon godt nok ikke er den mest populære mand i Socialdemokratiet. For er der en skurk i bogen er det ham. Faktisk i en grad, så man skulle tro, det var Henrik Sass Larsen - manden der blev kørt over af sin medarbejder Bjarne - der har forfattet bogen.

Det leder mig så hen til pointen; at den meget tvivlsomme blanding af fiktion og fakta gør, at man (1) ikke kan være sikker på, hvad der er op og ned i bogen og (2) ikke kan være sikker på, det rent faktisk er en socialdemokratisk MF’er, der har skrevet bogen. Og set på den baggrund er det en bog helt uden nogen form for hverken litterær eller politisk værdi men udelukkende et stykke “Se & Hør” sladder i bogformat: Underholdende men med tvivlsom sandhedsværdi.

Men nogle gange skal man jo heller ikke være for stor til at kaste sig frådende over den slags. Det er jo derfor, det bliver ved med at sælge godt.

Sandmand mellem fingrene

Egentlig bruger jeg ikke forfærdelig lang tid på at læse skønlitteratur. Jeg foretrækker bøger af mere fagligt tilsnit, som jeg føler, jeg kan bruge til et eller andet i min hverdag, eller som i det mindste sætter tankerne igang i en eller flere retninger.

Men med Lars Kepler gør jeg en undtagelse. Jeg har læst alle forfatterduoens bøger om Joona Linna, og nu er jeg også blevet færdig med "Sandmanden", som jeg fik i julegave. Og for første gang sidder jeg en anelse uforløst tilbage.

Det opgør med seriemorderen Jurek Walter, der direkte og indirekte er lagt op til gennem de foregående tre bøger, og som der især var stærke og pirrende hints til i den tredje bog, er omdrejningspunktet i “Sandmanden”. Forventningerne til det helt store rystende drama var bygget op - men forblev i det store og hele temmeligt uforløst. Det bliver ganske enkelt ikke vildt nok i forhold til, hvad jeg havde sat min næse op efter.

Måske er det bare mig, der er for kold og som ikke så let lader mig rive med. Jeg tror det nu ikke. Den kunne ganske enkelt godt have fået mere gas i en i øvrigt ellers ganske velskrevet bog.

Første 24 timer som æblefon-frafalden

For bare ganske få måneder siden ville jeg have forsvoret, at jeg var i færd med at sige farvel til min elskede iPhone. Men en kombination af at den, jeg havde fra mit tidligere arbejde begyndte at opføre sig underligt, og jeg simpelthen syntes, den nye iPhone 5s er alt for dyr i forhold til, hvad man får, sagde jeg i går ‘farvel’ og blev æblefon-frafalden.

I stedet har jeg efter at have spurgt i netværket og læst masser af anmeldelser anskaffet mig en Sony Experia Z1 med Android. Og lad mig bare sige med det samme, at jeg indtil videre på ingen måder er blevet skuffet, i forhold til, hvad jeg kommer fra:

  1. Langsommelighed i apps på iPhone 4 er blevet erstattet af noget, der nærmest kan minde om lynets hast, så alle applikationer, jeg nu har installeret på den nye telefon kører stort set så hurtigt, som jeg tænker, hvad jeg gerne vil have dem til at gøre for mig.
  2. Oplevelsen ved at finde og installere apps fra Google Play er i min verden den tilsvarende på iPhone og iTunes ganske overlegen. Enklere og hurtigere.
  3. Oversigten over seneste aktiviteter på telefonen - beskeder, opkald, apps m.m. - er super god, intuitiv og meget mere brugbar end f.eks. den tilsvarende løsning på iOS7. Android er i det hele taget fuldt ud på højde med iOS - faktisk også i lækkerhed.
  4. Det er nemmere 100% at begrave alt ‘bloatware’, der følger med på telefonen, end det er på en iPhone, hvor man bare ikke helt 100% kan gemme Apples præ-installerede apps af vejen.
  5. Lyd og billede er klasser bedre end på den gamle, men da iPhone 4 jo har nogle år på bagen skulle det gerne være sådan, så det vil jeg ikke lade tælle mod min gamle telefon.

Så indtil videre er jeg fornøjet. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at lege med det på papiret ganske potente 20,3 megapixel kamera i den nye telefon, men mon ikke også det bliver en leg? Jeg skal i hvert fald nok give lyd fra mig, når jeg er blevet lidt klogere.

(Foto: Kei Takada)

Hæderligt TV 2 epos

Det er en ganske glimrende bog, Børsens medieredaktør Poul Funder Larsen har begået om TV 2 i anledning af stationens 25 års jubilæum. 'TV 2 - 25 år med penge, politik og primadonnaer' giver et godt indblik i, hvordan DRs monopol blev brudt, samt hvordan denne mærkelige hybrid mellem public service station og kommerciel aktør udviklede sig over årene.

Efter at have læst bogen, er der tre ting, jeg bider mærke i:

For det første må det være et åbent spørgsmål, hvor god TV 2 nogensinde har været til at konkurrere i åben kappestrid? Man kan argumentere for, at DR i sin tid var en ‘sitting duck’ og derfor nem at snuppe seerandele fra (uden at forklejne de succeser, som TV 2 vitterligt skabte i seertalsmæssig sammenhæng), og at TV 2 siden markedet for kommercielt TV blev åbnet for MTG og SBS blandt mange andre har haft enormt svært ved at skabe vækst for primært hovedkanalen. Snarere tværtimod.

For det andet forstår jeg ikke, hvorfor bogen relativt nemt kommer hen over den halsbrækkende (nærmest udslettende) tid med Per Mikael Jensen ved roret. Taget i betragtning hvor meget TV 2 i den tid blev sendt ud i de økonomiske tove, ville det have klædt Poul Funder at gå endnu mere til stålet her. De ansvarlige slipper i mine øjne alt for let. Mediebranchen har brug for et større opgør med distanceblændere, og denne bog havde været en ret god anledning.

Endelig vil jeg sige, at bogens beskrivelse af tiden omkring Peter Parbos exit, Per Mikaels entré og de omvæltninger, der skete i den forbindelse, flugter meget godt med min egen oplevelse fra min tid i TV 2 Interaktiv; den ene dag var vi verdensklasse og skulle en masse spændende nye ting - og den næste var vi nærmest uduelige. Det var i sandhed en prøvende tid, og bogen bringer det levende tilbage i erindringen.

(Foto: Danner Poulsen)

Et inferno uden for megen action

Da jeg hverken er værre eller bedre end så mange ændre, blev jeg totalt slugt med af hele ‘Da Vinci’-bølgen, da Dan Browns bestseller tryllebandt millioner af læsere verden over. Og derfor skulle jeg i sagens natur også læse hans seneste værk, ‘Inferno’, hvor man igen-igen følger symbolforskeren Robert Langdon rundt i kampen mod tiden.

Og netop dette gør, at det faktisk ikke var nogen stor oplevelse at læse bogen. For modellen kender vi efterhånden: Langdon bliver præsenteret for et problem - en potentiel katastrofe - og skal herefter sammen med en kvindelig hjælper forsøge at forhindre katastrofen i at ske i et nærmest panisk kapløb med tiden. Den er set før. Og den er set bedre.

Denne gang foregår historien i Firenze og Venedig, hvor Robert med Dantes “Den guddommelige komedie” som backdrop og referenceramme jagter en mystisk virus, inden den spredes og lægger hele byer øde. Med sig har lægen Sienna Brooks, der ikke er nogen helt almindelig læge. Så langt så godt. Og naturligvis kommer de forbi en masse monumenter og symboler, som lige skal have en analyse eller to med på vejen.

Og det er her filmen knækker i bogen; der er ganske enkelt for meget turistguide og for lidt reel spænding. Der er for mange malende arkitektur-beskrivelser, der får én til at tænke, om ikke snart det var på tide, de kom videre - specielt eftersom de har travlt.

Så mens modellen er ved at være træt i hængslerne, er plottet faktisk meget relevant; klodens problemer med overbefolkning og tiltagende ressourcemangel. Og man bliver ind imellem kastet ind i nogle overvejelser om, hvorvidt man nu rent faktisk skal have sympati for skurkens mission eller ej. Og det er faktisk relativt nyt i Dan Browns univers.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at ‘Inferno’ er en bog, der misser målet - den misser Dan Brown har råd til, hvis han skal bevare et stort interesseret publikum. Så kære Dan: Næste gang stram dig mere an og lav nogle ændringer på modellen. Ellers kan du være væk, lige så hurtigt, som du dukkede op.

(Foto: garann)

Skuffende Price-brødre

Man skal være forsigtig med, hvad man lægger navn til, når ens navn er mange penge værd. Og hvis jeg var Adam og James Price ville jeg lige kigge en ekstra gang efter, om Brdr. Price i Tivoli virkelig er en restaurant, jeg ville lægge mit navn til.

Christina og jeg var draget derhen for at fejre vores 3 års dag sammen. Med en lille ny i maven er der grænser for, hvor man med god samvittighed kan drage hen og rent faktisk spise det, der bliver serveret, så vi havde brugt en hel del tid på at finde frem til netop dette sted og havde virkelig glædet os.

Vi fik da også en rigtig dejlig aften - på grund af vores eget selskab. Jeg havde i reservationen bedt om at få et hyggeligt, roligt bord, hvor vi rigtig bare kunne sidde og nyde hinandens selskab og øjeblikket. Det var så i restaurantens optik blevet til bordet lige ved siden af det møbel, hvor de henter glas og bestik. Så specielt roligt vil jeg ikke sige, det var.

Efter at have ventet en rum tid på at få lov til at bestille fik vi bestilt. Vi fik begge jomfruhummerhaler til forret, hvilket var en generøs portion, omend jeg dog syntes, hummerhalerne var en anelse uens i form og konsistens - nogle så bedre ud end andre. Men pyt, det gled ned efter en hel del pilleri.

Til hovedret fik Christina en hel gammeldags kylling med tilbehør, som nok var aftens største hit. Jeg fik en engelsk bøf, og det var noget af en alternativ oplevelse: Bøffen smagte ikke af oksekød (overhovedet ikke faktisk), den havde en bismag af en grill, der ikke var blevet gjort rent, og så var den mere kogt end stegt. Pinligt!

Jeg spiste den, for vi havde ventet så længe på maden, at jeg ikke havde nerver til at bede om en ny. Så jeg nøjedes med at gøre tjeneren opmærksom på, hvad jeg mente om bøffen, hvilket hun naturligvis beklagede mange gange og som kompensation trak det glas udmærkede Barolo, jeg havde fået til bøffen, fra min regning. Sådan skal det være.

Alt i alt havde vi som sagt en hyggelig aften takket være os selv. Men selve oplevelsen ved at være på Brdr Price giver jeg ikke ret meget for. Jeg er helt med på, at det kan være endog meget fristende at benytte en kendis-effekt til at skabe lidt business, men i det mindste må det gerne være ordentligt, så man ikke går derfra med følelsen af, at det måske i virkeligheden bare var et lidt for smart forsøg på at få nogle penge ud af en.

PS: Der manglede i øvrigt også smør. Troede aldrig jeg skulle sige det om det sted…