Et inferno uden for megen action
Da jeg hverken er værre eller bedre end så mange ændre, blev jeg totalt slugt med af hele ‘Da Vinci’-bølgen, da Dan Browns bestseller tryllebandt millioner af læsere verden over. Og derfor skulle jeg i sagens natur også læse hans seneste værk, ‘Inferno’, hvor man igen-igen følger symbolforskeren Robert Langdon rundt i kampen mod tiden.
Og netop dette gør, at det faktisk ikke var nogen stor oplevelse at læse bogen. For modellen kender vi efterhånden: Langdon bliver præsenteret for et problem - en potentiel katastrofe - og skal herefter sammen med en kvindelig hjælper forsøge at forhindre katastrofen i at ske i et nærmest panisk kapløb med tiden. Den er set før. Og den er set bedre.
Denne gang foregår historien i Firenze og Venedig, hvor Robert med Dantes “Den guddommelige komedie” som backdrop og referenceramme jagter en mystisk virus, inden den spredes og lægger hele byer øde. Med sig har lægen Sienna Brooks, der ikke er nogen helt almindelig læge. Så langt så godt. Og naturligvis kommer de forbi en masse monumenter og symboler, som lige skal have en analyse eller to med på vejen.
Og det er her filmen knækker i bogen; der er ganske enkelt for meget turistguide og for lidt reel spænding. Der er for mange malende arkitektur-beskrivelser, der får én til at tænke, om ikke snart det var på tide, de kom videre - specielt eftersom de har travlt.
Så mens modellen er ved at være træt i hængslerne, er plottet faktisk meget relevant; klodens problemer med overbefolkning og tiltagende ressourcemangel. Og man bliver ind imellem kastet ind i nogle overvejelser om, hvorvidt man nu rent faktisk skal have sympati for skurkens mission eller ej. Og det er faktisk relativt nyt i Dan Browns univers.
Alt dette ændrer dog ikke ved, at ‘Inferno’ er en bog, der misser målet - den misser Dan Brown har råd til, hvis han skal bevare et stort interesseret publikum. Så kære Dan: Næste gang stram dig mere an og lav nogle ændringer på modellen. Ellers kan du være væk, lige så hurtigt, som du dukkede op.
(Foto: garann)
Kammerherren og de fine klædt af
I virkeligheden er det pudsigt, at denne biografi om Fritz Schur kommer samtidig med, at et af de selskaber, han har erhvervet sig formandsposten i - SAS - kæmper for livet. For skal man tro de tre forfattere Niels Sandøe, Hanne Sindbæk og Thomas Svaneborg er der ikke ret meget, der tyder på, at Fritz Schur omgiver sig med de store erhvervssucceser.
Tværtimod efterlades man med billedet af en erhvervsmand, der er en eminent netværker og en flittig driftsmand - og har fået det maksimale ud af begge dele. Ofte på en lidt underlig måde og med et forhold til fakta, som ikke altid tåler en for heftig trykprøvning. Om det er sådan, det er, må være op til den enkelte læser at vurdere, men jeg sidder i hvert fald tilbage med indtrykket af en bog, der er både velresearchet, veldokumenteret og velskrevet. Og stiller skarpt på, hvad succes egentlig er.
Normalt ville man jo sige, at succes er direkte betinget af store resultater. Men “Kammerherrens nye klæder” viser, at der er en alternativ vej. En vej der går gennem at kende de rigtige og kunne manøvrere effektivt. Og en vej, der via konstante trusler om juridiske konsekvenser at sikre, at ingen for alvor har lyst til at rokke ved det billede, man skaber af sig selv. Og en vej, som alligevel ender med at aftvinge respekt fra nogle af de mest respektable kredse i Danmark.
Den gode freelance-journalist og blogger Dorte Toft har allerede kvitteret for bogen ved at indstille forfatterne til en Cavling-pris. Det er måske nok at skyde lidt over målet, for der er for mig at se ikke meget mere i bogen end hvad rigtig grundig research kan kaste af sig. Jeg ser ikke den store skandale defineret, analyseret samt vendt og drejet i alle dens dimensioner og med perspektivering til, hvad det kan ende med at betyde for de implicerede. Hvilket ville have været min forventning til et Cavling-vindende projekt med så markant et ‘offer’ som Fritz Schur.
Men en afklædning er det stadigvæk. Og jeg er enig med Dorte i, at det ikke bare er en afklædning af kammerherren men også af det fine Danmark, som man må spørge sig selv om reelt set har ret meget at have det fine i, hvis der alligevel ikke skal mere drastiske midler til for at imponere.
Skuffende Price-brødre
Man skal være forsigtig med, hvad man lægger navn til, når ens navn er mange penge værd. Og hvis jeg var Adam og James Price ville jeg lige kigge en ekstra gang efter, om Brdr. Price i Tivoli virkelig er en restaurant, jeg ville lægge mit navn til.
Christina og jeg var draget derhen for at fejre vores 3 års dag sammen. Med en lille ny i maven er der grænser for, hvor man med god samvittighed kan drage hen og rent faktisk spise det, der bliver serveret, så vi havde brugt en hel del tid på at finde frem til netop dette sted og havde virkelig glædet os.
Vi fik da også en rigtig dejlig aften - på grund af vores eget selskab. Jeg havde i reservationen bedt om at få et hyggeligt, roligt bord, hvor vi rigtig bare kunne sidde og nyde hinandens selskab og øjeblikket. Det var så i restaurantens optik blevet til bordet lige ved siden af det møbel, hvor de henter glas og bestik. Så specielt roligt vil jeg ikke sige, det var.
Efter at have ventet en rum tid på at få lov til at bestille fik vi bestilt. Vi fik begge jomfruhummerhaler til forret, hvilket var en generøs portion, omend jeg dog syntes, hummerhalerne var en anelse uens i form og konsistens - nogle så bedre ud end andre. Men pyt, det gled ned efter en hel del pilleri.
Til hovedret fik Christina en hel gammeldags kylling med tilbehør, som nok var aftens største hit. Jeg fik en engelsk bøf, og det var noget af en alternativ oplevelse: Bøffen smagte ikke af oksekød (overhovedet ikke faktisk), den havde en bismag af en grill, der ikke var blevet gjort rent, og så var den mere kogt end stegt. Pinligt!
Jeg spiste den, for vi havde ventet så længe på maden, at jeg ikke havde nerver til at bede om en ny. Så jeg nøjedes med at gøre tjeneren opmærksom på, hvad jeg mente om bøffen, hvilket hun naturligvis beklagede mange gange og som kompensation trak det glas udmærkede Barolo, jeg havde fået til bøffen, fra min regning. Sådan skal det være.
Alt i alt havde vi som sagt en hyggelig aften takket være os selv. Men selve oplevelsen ved at være på Brdr Price giver jeg ikke ret meget for. Jeg er helt med på, at det kan være endog meget fristende at benytte en kendis-effekt til at skabe lidt business, men i det mindste må det gerne være ordentligt, så man ikke går derfra med følelsen af, at det måske i virkeligheden bare var et lidt for smart forsøg på at få nogle penge ud af en.
PS: Der manglede i øvrigt også smør. Troede aldrig jeg skulle sige det om det sted…
