Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next

Posts tagged Innovation

Find ind til de kvalificerede samtaler

image

Gennem de seneste måneder har jeg - uvist af hvilken årsag - brugt en del tid på at beskæftige mig med spørgsmålet om, hvorfor så mange innovationsprocesser og -projekter fejler rundt omkring. Det er et spændende emne, fordi det er en legemliggørelse af, hvordan store idéer og forhåbninger konsekvent ender ud med det rene ingenting - og måske i tillæg endda ender ud med bitterhed, brudte relationer og andre dårligdomme.

Min egen erfaring siger mig, at det der er mest vanskeligt ved at få innovationsprojekter til at lykkes faktisk er noget meget menneskeligt og uhyggeligt banalt: Nemlig evnen til at få folk til at tale sammen, lytte og respektere hinandens forskellige input og tilgange med det for øje at finde frem til den fællesmængde, der gør, at man står med et projekt, der har noget flyvehøjde, og som nyder bred opbakning og ‘buy in’ i organisationen.

Af samme grund tror jeg faktisk heller ikke så meget på alle de gode konsulenter, der kommer rendende med den seneste nye proces for, hvordan man forløser ‘det innovative potentiale’. Jeg anerkender, at virksomheder køber ind i disse konsulenters løfter om den helt store aha-oplevelse og den nemme nye vej til innovative produkter. Men jeg tror i virkeligheden, de dybt nede gør det i frygt for det, de virkelig burde tage hånd om: At få den gode samtale internt i virksomheden til at fungere.

En hel del konsulenter (og enhver bare nogenlunde halvstuderet psykolog) turnerer rundt med budskabet om, at de ikke har svarene, men at folk selv skal finde dem. Og tager man dette for gode varer, turde det også stå tindrende klart, at løsningen på diverse innovationsudfordringer netop ikke er noget nyt og udefrakommende men i virkeligheden forløsningen af noget, der allerede findes i virksomheden.

Af samme grund spår jeg også mennesker, der formår at få folk, der måske allerede er gået fejl af hinanden eller i det mindste er godt på vej til at gøre det, tilbage til det konstruktive forhandlingsbord en lysende fremtid. Er det noget, man kan lære? Måske. Med den rette uddannelse og ikke mindst masser af succesrig erfaring. Men dybest set tror jeg på, det er en evne, man enten har eller ikke har. I vore dage, hvor det hele handler om ‘mig-mig-mig’, kræver det noget helt særligt fuldt og helt at kunne tage den stik modsatte rolle. Det kræver talent. Så det er i virkeligheden nok de få beskåret. Men disse vil have uanede muligheder for at drive det vidt og virkelig kunne se frugten af deres arbejde.

Hvad skal man så kalde dyret? Jeg tror ikke, man skal kalde det for coaching eller et eller andet andet, som vi allerede nu har vedtaget, vi hader mere, end vi elsker. Jeg tror, man skal kalde det noget andet, mere jordnært - og noget folk kender til i forvejen. For dybest set handler det jo bare om noget banalt og så alligevel så svært - den gode samtale og dialog. Eller måske i virkeligheden oprigtig medmenneskelig forståelse.

(Foto: Highways Agency)

Uldne patenter

Når vi den 25. maj bl.a. skal til folkeafstemning om EU’s patentdomstol, kan det være mere end almindeligt svært at finde ud af, hvad der er op og ned på den sag, og hvor krydset skal sættes.

Jon Lund argumenterer her glimrende for, hvorfor det bør blive et ‘nej’, og jeg må indrømme, jeg selv hælder i samme retning. Og det selvom jeg normalt er glødende EU tilhænger.

Hvorfor hælder jeg i den retning? Af to grunde.

For det første fordi, mange patenter ikke bliver brugt til at sende nye produkter på markedet men til at forhindre konkurrenter i at gøre det. Den form for praksis er der i mine øjne ikke mange gode grunde til at gøre nemmere.

For det andet er jeg sikker på, at de virksomheder for hvem patenter for alvor betyder noget - medicinalvirksomheder f.eks. - nok ikke anset patentprocessen som den er i dag for at være dealbreaker for at føre et nyt middel til over en milliard kroner i udviklingsomkostning på markedet og beskytte den undervejs.

Så samlet set har jeg måske nok i virkeligheden svært ved at se, hvad det er for et problem patentdomstolen skal løse. Måske kan den gøre noget for nogle enkelte. Men jeg anser det som mere sandsynligt, den kan gøre mere skade for de fleste.

…most of Silicon Valley doesn’t concern itself with aiming “almost ridiculously high.” It concerns itself primarily with getting people to click on ads or buy slightly better gadgets than the ones they got last year.

Max Levchin, co-founder a PayPal, i San Francisco Chronicle. Og en rigtig god pointe. Der er ganske enkelt for få, der arbejder på at løse virkelig substantielle problemer. Det samme gælder også herhjemme, hvor rigtig meget af det, vi kalder for innovation, i virkeligheden er små ændringer til en eller anden dims. 

Vi har brug for et helt andet mindset for at komme videre. I Danmark kunne vi f.eks. prøve at tænke på hele landet som et test-laboratorium i stedet for at gemme det væk bag tykke mure i mørke kældre. Vi trænger til at få de store ekstreme idéer ud i det offentlige rum, så vi ikke alene ikke lader os begrænse af pladsen men samtidig dagligt inspirerer til at stile endnu højere.

(via @dortetoft)

Ingvar, der mangler en seng på mit værelse…

Man kan undre sig over, hvorfor IKEA først nu har fået idéen med at bygge lavprishoteller:

  1. Billige møbler har man nok af.
  2. Der er nok ikke nogen, der forventer den rene luksus.
  3. …ligesom alle godt ved, at der nok skal mangle et eller andet.
  4. Selv et billigt måltid med kjöttbullar kan man byde på.

Ingvar burde virkelig have fået tanken for lang tid siden. Og ikke nok med det. Tænk et øjeblik over, hvilke forskellige forretningsområder og -typer, IKEA med basis i varehuset kunne kaste sig over, hvis de ville? Stelios Haji-Ioannou, go home!

(Foto: Gari)

Simpelt er godt

Hvis du fik til opgave at tage en arketype og visualisere denne ved hjælp af en rulle ståltråd, hvordan ville du så gribe opgaven an? Ville du gå i krig med at skabe en kompliceret, vellignende figur med mange detaljer og således tage opgaven meget bogstaveligt, eller ville du benytte lejligheden til at tænke helt ud af boksen og tænke helt anderledes?

I går aftes fik jeg sammen med et par andre denne opgave, da vi var til sommerfest i min VL-gruppe. Vi valgte arketypen “Den uskyldige”, fordi der var noget svært håndterbart over at oversætte denne til en fysisk manifestation. Det var med andre ord ikke let, og derfor kom vi meget hurtigt til at diskutere, hvordan opgaven skulle løses.

Og det blev en rigtig god diskussion. For vi kom hurtig frem til, at det bedste bud på den rene uskyld er et nyfødt barn. Og det overførte vi hurtigt til noget nyt, der var uberørt og ikke havde taget nogen form endnu, fordi når noget tager form, er det per definition ikke rent i den uskyldsrene betydning længere. Og dermed nåede vi frem til vores produkt:

Et ca. 5 mm lige stykke ståltråd klippet af den store rulle med en saks. Helt enkelt, meget minimalistisk og en storartet illustration af dels uskyld og dels, at man faktisk godt kan tænke helt ud af boksen og i en øvelse - der ser ud, som om man faktisk springer over, hvor gærdet er lavest - komme frem til essensen af noget større på en meget simpel måde.

Behøver jeg at sige, at vi vandt konkurrencen mellem de forskellige grupper?

(Foto: Their Kofoed Hjorth)

Mit drømme-studie

Det kan godt være, jeg i virkeligheden burde holde lidt igen med tanke på, hvor udmattende jeg synes, det er at gå til køreskole-teori efter en lang arbejdsdag. Ikke desto mindre vover jeg dog pelsen og siger, at kunne jeg få muligheden for et 10-ugers kursus på Singularity University, så var jeg den, der var taget afsted. I går.

Rundt omkring i verden findes der massevis af forskning og masser af højere læreanstalter. Men få er så ambitiøse som Singularity University, der virkelig forsøger at tackle de helt store udfordringer; det evige liv, robot-lemmer, sikring af rent drikkevand til alle på kloden og meget, meget mere. 

Den form for ambition er helt nødvendig, hvis vi skal foretage de store kvantespring. For vi ved jo alle godt, at det kun er, når vi placerer overliggeren rigtig højt, at vi rent faktisk når derop af. Den største trussel mod fremskridtet er i virkeligheden, at vores ambitioner ikke er høje og ædle nok.

…consumers aren’t using a product designed for them; it was designed by them. This is an especially powerful offering because it replaces the single moment of instant gratification—buying the perfect camera, TV, or phone—with dozens of such moments. Every time they install an app or download a song, users are getting a customized experience with an emotional impact on par with the one-time purchase of a product.

Sohrab Vossoughi på Harvard Business Review om Sonys nedtur fra toppen af poppen indenfor forbrugerelektronik til et selskab, der nu nærmest kæmper for den fremtidige eksistens. Han rammer den efter min mening helt på kornet ved at fokusere på den innovation, der bliver lagt i kundernes egne hænder - skabelsen af ‘instant gratification moments’. Dét er vejen frem.

When you realize that we’re influenced by so many things that we don’t even pay attention to, then you can start seeing the opportunities in your midst. If you don’t pay attention, not only do you not realize what’s affecting you, but you also don’t see the problems that can be turned into opportunities.

Tina Seelig fra Stanford Technology Ventures Program i interview til Fast Company om, hvad det er, der får kreativiteten til at trives. Hun har nogle fantastiske pointer og herunder også, at det første fundament for at lykkes med innovation er, at man har det personlige drive og vilje, der skal til. Måske er det i virkeligheden det, der mangler i de fleste organisationer.

Det er jo meget fint, at IKEA nu også vil til at levere radio/tv-udstyr.

Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for - undskyld derude - at undre mig over, at det netop er en kvinde, der præsenterer produktet og sælger det på, at man nu kan skjule alle de kabler, der jo er det største problem i en stue.

Synes mænd virkelig det? Ikke mig bekendt. Vi går mere op i features, billedkvalitet, lyd og al den slags, der virkelig betyder noget. Og derfor tvivler jeg også på, at vi vil styrte ned i IKEA for at få fat i Uppleva.

Medmindre altså vores koner og kærester ender med at tvinge os…

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union