(In)humane robotter
Der snakkes fantastisk meget om fremtidens måde at arbejde på. Og jo mere, der snakkes, jo mere føler jeg, tingene forbliver de samme. Eller at forskellene på det bestående og det, man snakker om, bliver voldsomt udpenslede.
Vi snakker rigtig meget om, hvordan robotterne kommer og tager vores arbejde. Både i produktionen men også i mere vidensbaserede jobs, hvor algoritmerne snart er klogere end os alle tilsammen.
Det er spøjst. For samtidig med at vi snakker om robotterne, forekommer det mig, at hverdagene mange steder bliver mere og mere robotagtige, hvor vi insisterer på at behandle hinanden med processer, skemaer og tonsvis at dokumenter og møder fremfor med menneskelighed og nysgerrighed overfor det, vi hver især som individ har at bidrage med.
Resultatet af alt dette er forudsigelighed på ethvert plan: Forudsigelige møder, forudsigelige planer, forudsigelige resultater (som regel mindre gode end de kunne være blevet) og forudsigelige udfordringer og skærmydsler. Samt ikke mindst forudsigelige rævekager, når vi - uvist af hvilken årsag - forsøger at beskytte vores egne positioner for i sidste ende at få endnu mere af det samme.
Det er da bare en lille smule tosset.
Og hvad mister vi så undervejs, som vi immervæk stadig har, og robotterne mangler? Kreativiteten og passionen. Og dermed i sidste ende gejsten.
Hvor er så den gode nyhed? Den gode nyhed er jo netop, at vi kan tage en beslutning om at lave om på alle disse ting. Sætte medmenneskeligheden og nysgerrigheden i centrum igen, så vi får de gode, kreative og passionerede bidragydere frem, der kan være med til at tage os alle til steder, hvor vi i virkeligheden meget hellere ville være (medmindre man er 100% mørkemand, men for dem er der alligevel intet håb, så hvorfor leve som dem?)
Det er bare om at komme i gang.
(Foto: ste3ve)
Nyheder er ikke som film og musik
‘Presselogen’ på TV2 NEWS tog i går de forskellige mediehuses betalings-initiativer på nettet under kærlig behandling. Det var interessant at sidde og se og samtidig vide, at den tid er ovre, hvor jeg brugte rigtig meget tid på disse ting og på at rulle forskellige løsninger ud.
Én enkelt ting skar mig i ørerne: Den konstante sammenligning med film- og musikbranchen når det gælder argumentet for, hvorfor folk til at betale for avisernes nyheder på nettet. For jeg tror ikke på, den holder.
Argumentet er egentlig enkelt: Når du overvejer, hvilken film, du vil se, er det ikke ligegyldigt, hvilken én du kaster dig over. Der er forskel på ‘Indiana Jones’ og ‘Pretty Woman’. Ligesom der er forskel på Bach og Metallica. Fælles for dem er, at de er unikke værker, der ikke er 1:1 sammenlignelige med de andre.
Sådan er det ikke for nyheder. Lav en ‘Cola blindtest’ på nyheder, hvor de er strippet for mediehusets logo, og det vil være min påstand, at du ikke vil kunne se, hvilken nyhed der stammer hvorfra. Det er rendyrket commodity - selv på analyseniveau. Og derfor er den nyhed, der pludselig kræver betaling, nemt substituerbar med en tilsvarende, der er gratis. For hovedudbudet vil altid være gratis.
Læg dertil, at det er svært for menigmand at lave en film, andre gider se, ligesom det er svært for menigmand at lave musik, andre gider høre. Men det er ikke nødvendigvis svært for menigmand at levere en nyhed, optage en kort videostump eller på anden måde levere et gratis alternativ til nyhedsmedierne. Og du har hele balladen.
Jeg er fuldstændig overbevist om, at skal medierne gøre sig håb om at få held med betaling, skal de være meget mere unikke - og gerne mere elitære - og fremfor alt droppe tanken om, at de skal bredest muligt ud. For det er netop denne tanke, der sætter barren så lavt, at produktet reelt set bliver ligegyldigt - og dermed umuligt at tage betaling for.
(Foto: Eva Rinaldi)
Døde batterier
Lad os bare for et øjeblik glemme alle de milliarder, Better Place og deres investorer og samarbejdspartnere nåede at brænde af, inden konkursen i dag blev en realitet. Og lad os også lige glemme, at den eneste elbil, jeg nogensinde har kørt i, stadig klart kvalificerer som verdens mest impotente køretøj.
For jeg synes faktisk, det er trist, at Better Place nu ikke længere er. Ikke så meget for firmaet som for idéen, nødvendigheden af samme og nosserne til at gøre noget ved det.
Naturligvis kan man mene, at får man milliarder at lege med, kan man finde mod til hvad som helst. Og så alligevel ikke. For jeg er overbevist om, at en af grundene til, Better Place løb - sorry - tør for strøm, var den kæmpe benzinlobby, de var oppe imod og andre, der bare ikke kunne se visionen folde sig ud - eller ville. Der var ganske enkelt ikke nok venner for dem i verden men talrige, der ikke ønskede det skulle lykkes for dem eller nogen anden for den salgs skyld.
Dette heller ikke selvom opgøret mod de fossile brændstoffer stadig er nødvendigt. Det kan godt være, biler er blevet mere effektive og brændstoføkonomiske, men de slipper stadig skidt ud i en atmosfære, der ikke har det fremragende med mere skidt, og der bliver flere og flere af dem for hver eneste dag.
Og derfor er der også grund til at lette på hatten over de medarbejdere, som det nu er nemt at grine ad, men som ikke desto mindre gav, hvad de havde i sig for at give dette projekt en chance. I lille Danmark er vi desværre ofte meget hurtige til at save grenen over for de, der prøver at gå en anden vej, og derfor er der så meget ekstra grund til, vi viser respekt for dem, der rent faktisk tør stikke snuden frem. Det gør vi også nu - og det er den egentlige fallit her.
(Foto: Janus Sandsgaard)
Tilfredshed dræber modet
Vi har snakket om det rigtig mange gange, og vi kommer sikkert også til at snakke om det rigtig mange gange endnu; hvad det er der gør, at så relativt få danskere tager springet ud på det dybe vand og forsøger at skabe noget selv fremfor at gå efter en sikker, tryg karriere som lønmodtager.
Hver eneste gang handler det netop om det: Trygheden. Det at vide, hvad man har. Frygten for det udkendte. Og nu er der faktisk ny forskning, der bakker op om, at den form for tankegang er rigtig skidt for evnen til at skabe noget nyt.
Det viser sig nemlig, at hvis man skal identificere de muligheder, der kan give grobund for, at springet lykkes, skal man have personlige ambitioner om at ville nå langt med sit liv. Man skal være fokuseret på positiv personlig forandring fremfor at bevare det bestående. På at blive forfremmet. Også på de andres bekostning.
Og det er jo her, filmen knækker for mange. For mange er for tilfredse med det, de har. Og når man er det, er den mest naturlige menneskelige reaktion at forsøge at bevare status quo. Og frem for alt ikke at miste. Men da al udvikling indebærer en stor risiko for at fejle, siger det sig selv, at netop trangen til at skabe er det første offer på det alter.
Heldigvis kan man selv gøre noget for at blive bedre. Men spørgsmålet er, om trangen til at bevare det eksisterende er så stor, at man reelt set slet ikke ønsker at gøre forsøget på at anskue verden på en anden måde.
(Foto: xoque)
Sådan får vi flere iværksættere
Et eller andet sted er det trist at læse, at hovedparten af de bedste hoveder, der kommer ud af universiteterne herhjemme egentlig bare drømmer om et fedt job, en solid løncheck og ikke mindst den anerkendelse, der ligger i at kunne lande et job i en stor virksomhed. For det er alt muligt andet, vi har brug for: Risikotagning, hårdt arbejde for en ussel løn og det drive, der kan skabe noget nyt og dermed vækst.
I mine øjne er der en meget enkel løsning på problemet: Gør overbygningerne på alle videregående uddannelser til virksomheder. Lad forskere være iværksættere med deres forskningsprojekter (for hvorfor ellers forske?), og lad de studerende indgå som arbejdskraft. Arbejd sammen på tværs af institutioner for at sikre alle discipliner er med ombord. Og gentag igen og igen.
Hvad ville det give? En byge af studerende, der allerede når de er færdige med specialet (som passende kunne være deres egen virksomhedscase) har prøvet at starte noget nyt, som enten giver grobund for at arbejde videre med det eller giver inspiration til en helt ny virksomhed udenfor.
Hvis man så kobler dette med en fornuftig iværksætterordning, hvor man stiller en slags udvidet SU til rådighed i en periode på max tre år efter endt uddannelse - og gerne med fuld tilbagebetalingspligt senere - tror jeg på, man er kommet langt.
Jeg kan faktisk ikke se, vi har råd til at lade være med at forsøge det.
(Foto: RDECOM)
Er vi bare ikke dygtige nok?
Jens Balle spørger på sin blog på JP.dk, om vi er blevet for kortsigtede? TIl det må det klare og tydelige svar være ‘ja, det er vi’.
Man kan så spørge sig selv om, hvorfor det er sådan? Dels er der ingen tvivl om, at aktionærerne kræver det, fordi aktionærer i dag har en ultrakort horisont og vil se resultater med det samme. Men jeg tror faktisk også, vi gør det, fordi vi ikke har begreb skabt om at skabe resultater på den lange bane.
Det er nemlig ikke det, vi er uddannet til. Hvor er for alvor de merkantile uddannelser, der lægger fokus på at give nogle helt centrale redskaber til at skabe forretning med en meget lang horisont, holde snuden i sporet undervejs o.s.v.? På CBS og andre lignende steder kan man tværtimod få mange redskaber til det modsatte; nedskæringer, rationaliseringer m.m.
Når det tilsyneladende er nemmere at uddanne folk til det sidste fremfor det første, får det mig til at tænke, at det i virkeligheden er lidt som at renovere et hus: Enhver idiot kan rive ned, men det kræver reelt talent for håndværk at bygge op.
Spørgsmålet bliver derfor også i virkeligheden ikke, om vi er for kortsigtede, men om vi reelt set er for talentløse? Det er et meget mere vidtrækkende spørgsmål at forholde sig til, men det kunne være befriende at få en åben og ærlig diskussion af det.
(Foto: andronicusmax)
