Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next

Posts tagged Ledelse

Stakkels usynlige Lars Barfoed

Når jeg sidder og ser på, hvordan Lars Barfoed træder tilbage som formand for Det Konservative Folkeparti og giver stafetten videre til yngre kræfter med ny energi, har jeg svært ved ikke at få en smule ondt af manden.

Da han tiltrådte var jeg ganske vist ikke meget i tvivl om, han var en overgangsfigur, der måske primært fik chancen, fordi der ikke var andre, mere håbefulde, der på det tidspunkt havde lyst til at røre en opgave, der var alle muligheder for at mislykkes med, med en ildtang. 

Men nu har mit syn ændret sig en smule. Ganske vist har Lars Barfoed ikke været den mest synlige endsige mest heldige politiske leder, når han så har været synlig. Men han har igangsat en masse ting på de indre linier, som måske kan vise sig at være lige præcis det fundament, partiet har brug for for at kunne komme rigtig godt videre og ende med at gå fremad i meningsmålingerne igen.

Og her kommer vi så til min pointe; for mens Lars Barfoed i virkeligheden sagtens kan have gjort alle de rigtige organisatoriske ting, fået stoppet hullerne hist og pist, og hvad ved jeg, så får han jo netop ingen kredit. Hvorfor? Fordi det eneste, vi herhjemme måler succes på er, hvad andre også kan se. Og kan andre ikke se noget - eller have svært ved at se det - er der per definition tale om det modsatte:

En fiasko.

Det er i sagens natur alt for sort/hvidt, men det er ikke desto mindre sådan det er. Og det gør, at gode folk kan gøre en masse ting rigtigt og stadig fejle, mens distanceblændere kan ødelægge alt omkring dem men ligne en succes, fordi de forstår, hvornår det er, de skal ‘shine’.

På den led er den menneskelige natur såre simpel og dybt manipulérbar.

Er topchefen på vej ned fra piedestalen?

Uagtet hvad der subjektivt set er op og ned på, hvem der har vidst hvad, så bør den interne Aller-rapport, der frigives i dag, give anledning til overvejelser om, hvad det egentlig vil sige, at en topledelse har et ansvar for, hvad der foregår i virksomheden.

Man kan jo argumentere for, at en af grundene til, at man er en topleder - og bliver honoreret i overensstemmelse hermed - er, at man har et ansvar, ingen andre har. At det tærrer. Og at der i sidste ende også er en hård konsekvens.

Falder dette argument bort, falder hele argumentationen om at sætte topledere på piedestaler nok i virkeligheden også bort, og det kan give rum for helt nye diskussioner omkring organisationsformer, kompetencer og kompensation helt generelt.

I will perform a google search for ‘modern interviewing techniques circa 1982’ right away. The importance of determining which applicants are capable of providing contrived responses to stupid questions cannot be overstated. It is essentially the key to getting on well with everyone here.

At lave et meningsfyldt jobinterview er en meget svær størrelse. Og ofte bliver det så stift og upersonligt, at man virkelig må spørge sig selv, om der ikke kan findes en bedre løsning. Derfor kan man dårligt fortænke nogle i at prøve at peppe formatet lidt op.

David Thorne, det mest ondskabsfulde geni at komme i karambollage med på skrift, har lavet en alternativ guide til jobinterviewet. Og mens den naturligvis er karrikeret på voldsomste vis giver den alligevel meget bedre mening end meget af det anden meningsløse blæver, man kan blive udsat eller komme til at udsætte andre for.

Det er fantastisk sjovt - som altid, når David giver den gas.

Vi skylder også den østrigske korporal tak i dag

I dag er det 70 år siden, at de allierede gik i land i Normandiet og med D-dag påbegyndte det, der den 4. maj 1945 om aftenen førte til det glade budskab om, at “de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

Mens der er al mulig grund til at mindes de helte, der (u)forfærdede kastede sig i bølgerne fra landgangsfartøjerne for at forcere den tyske Atlantvold og få fodfæste på fransk jord igen, er der også grund til at mindes de omstændigheder, der gjorde, operationen havde mulighed for at blive en succes.

Her er der ikke mindst grund til - af alle - at takke Hitler selv. Havde det ikke været for hans insisteren på hele tiden at vide bedre, personlige indblanding og utilgængelighed for - for tyskerne - kritiske beslutninger, havde den tyske øverstbefalende i Frankrig, feltmarskal Gerd v. Rundstedt, haft mulighed for at flytte den tyske panserreserve til invasionsstrandene i Normandiet og give de invaderende allierede tropper en ekstra varm velkomst. En velkomst, der meget vel kunne have sendt tropperne tilbage i havet igen og således ændret krigens gang markant.

Men det skete som bekendt ikke. Langt henad vejen takket være Hitler. Og det er bestemt også værd at tage i betragtning på en dag som denne, at for at noget skal lykkes, er det ikke kun nødvendigt, nogle har modet til at kaste sig ud i det umulige projekt. Det er også nødvendigt, at andre helt og aldeles gør alt det forkerte.

(Foto: Bill Strain)

Respekt, Lars Løkke

Uanset hvad man måtte mene om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kan jeg ikke lade være med at have respekt for, at han nu spiller højt spil og forsøger at få afklaret én gang for alle, om der stadig er opbakning til ham som formand for partiet.

Jeg har et eller andet blødt punkt for folk, der tør sætte det hele på ét bræt. For det føler jeg, han gør her. Han gør det umuligt ikke at tage stilling. Og det har jeg respekt for. Især fordi normen efterhånden er, at langt, langt de fleste forsøger at fedte sig igennem mere eller mindre fordækt.

Så i mangel på respekt for så meget andet, der p.t. involverer den mand, der så gerne igen vil være statsminister, så skal Lars Løkke i hvert fald have respekt for denne her.

It’s trendy to say that sustainable competitive advantage is dead. Empirically, this is simply not true. Microsoft is in the supposedly volatile technology sector. They’ve missed almost every technological breakthrough of the past decade — and yet they earned $237 billion in operating income from 2001 to 2013 working off a strategy that was in place in the mid-1990s. It’s easy to get caught up in the hype. Sustainability still matters.

Ja, det kan jo være svært at argumentere imod, når man på Harvard Business Review diskuterer, om det er bedre at være strategisk end opportunistisk.

Mit eget lille take på det er, at skal man agere opportunistisk, skal man være 100% sikker på, man har tilstrækkeligt mandat og firepower til bare at blæse det igennem. For lykkes det ikke, er der næppe tvivl om, at en strategisk tilgang vil være mere sundt for den, der forsøger at sætte tempo.

Find ind til de kvalificerede samtaler

image

Gennem de seneste måneder har jeg - uvist af hvilken årsag - brugt en del tid på at beskæftige mig med spørgsmålet om, hvorfor så mange innovationsprocesser og -projekter fejler rundt omkring. Det er et spændende emne, fordi det er en legemliggørelse af, hvordan store idéer og forhåbninger konsekvent ender ud med det rene ingenting - og måske i tillæg endda ender ud med bitterhed, brudte relationer og andre dårligdomme.

Min egen erfaring siger mig, at det der er mest vanskeligt ved at få innovationsprojekter til at lykkes faktisk er noget meget menneskeligt og uhyggeligt banalt: Nemlig evnen til at få folk til at tale sammen, lytte og respektere hinandens forskellige input og tilgange med det for øje at finde frem til den fællesmængde, der gør, at man står med et projekt, der har noget flyvehøjde, og som nyder bred opbakning og ‘buy in’ i organisationen.

Af samme grund tror jeg faktisk heller ikke så meget på alle de gode konsulenter, der kommer rendende med den seneste nye proces for, hvordan man forløser ‘det innovative potentiale’. Jeg anerkender, at virksomheder køber ind i disse konsulenters løfter om den helt store aha-oplevelse og den nemme nye vej til innovative produkter. Men jeg tror i virkeligheden, de dybt nede gør det i frygt for det, de virkelig burde tage hånd om: At få den gode samtale internt i virksomheden til at fungere.

En hel del konsulenter (og enhver bare nogenlunde halvstuderet psykolog) turnerer rundt med budskabet om, at de ikke har svarene, men at folk selv skal finde dem. Og tager man dette for gode varer, turde det også stå tindrende klart, at løsningen på diverse innovationsudfordringer netop ikke er noget nyt og udefrakommende men i virkeligheden forløsningen af noget, der allerede findes i virksomheden.

Af samme grund spår jeg også mennesker, der formår at få folk, der måske allerede er gået fejl af hinanden eller i det mindste er godt på vej til at gøre det, tilbage til det konstruktive forhandlingsbord en lysende fremtid. Er det noget, man kan lære? Måske. Med den rette uddannelse og ikke mindst masser af succesrig erfaring. Men dybest set tror jeg på, det er en evne, man enten har eller ikke har. I vore dage, hvor det hele handler om ‘mig-mig-mig’, kræver det noget helt særligt fuldt og helt at kunne tage den stik modsatte rolle. Det kræver talent. Så det er i virkeligheden nok de få beskåret. Men disse vil have uanede muligheder for at drive det vidt og virkelig kunne se frugten af deres arbejde.

Hvad skal man så kalde dyret? Jeg tror ikke, man skal kalde det for coaching eller et eller andet andet, som vi allerede nu har vedtaget, vi hader mere, end vi elsker. Jeg tror, man skal kalde det noget andet, mere jordnært - og noget folk kender til i forvejen. For dybest set handler det jo bare om noget banalt og så alligevel så svært - den gode samtale og dialog. Eller måske i virkeligheden oprigtig medmenneskelig forståelse.

(Foto: Highways Agency)

Har du nogensinde brug for en management konsulent?

image

Uanset hvor man ser sig omkring i disse tider, står der altid en management konsulent klar til at hjælpe. DONG Energy brugte dem i stor stil forud for kapitaludvidelsen, Bjarne Corydon vil have McKinsey til at undersøge mulighederne for udlicitering, og selvsamme konsulenthus skal nu sikre implementeringen af folkeskolereformen.

Det virker umiddelbart som en god anledning til at dele mine personlige erfaringer og anskuelser omkring management konsulenter og deres anvendelighed til almindelig skræk og advarsel. Så de kommer her.

Du har brug for en management konsulent, når…

  1. Du som chef har brug for en livsforsikring og have en eller nogle, du kan skyde skylden på, når ting går galt. “Jamen, de anbefalede jo…”
  2. Du står i problemer til halsen, og du er løbet tør for idéer til, hvad du skal gøre, selvom det egentlig er dit job at få og implementere de idéer.
  3. Du ikke tør tage fat om nældens rod, fordi du er bange for at komme til at træde nogle over tæerne og derfor har brug for nogle, der tør gøre dit beskidte arbejde uden følelser og uden at stille spørgsmål. Og på en måde så du måske alligevel ikke kommer til at fremstå som den store, onde bussemand.
  4. Du ikke kan overskue mellemregninger og nuancer og egentlig bare gerne vil se verden sort-hvidt gennem et Excel ark og en Powerpoint præsentation.
  5. Du tror udviklingen af din virksomhed kan komme udelukkende via rationaliseringer og optimeringer.
  6. Du ikke tror på, du har været god nok til at ansætte kompetente mennesker i virksomheden, der med den rette organisering og ansvarsfordeling kan løse udfordringerne selv.

Når du hyrer en managementkonsulent skal du være opmærksom på, at…

  1. De sender dig deres bedste folk, når opgaven skal sælges ind og du skal overbevises om at underskrive millionkontrakten med dem.
  2. De sender deres juniorfolk, når arbejdet skal laves - også selvom det viser sig, at disse folk ofte ikke kan lægge 2 og 2 sammen i et regneark uden at få et mærkeligt resultat, der er meget forskelligt fra 4.
  3. Dine medarbejdere vil gøre så lidt som muligt for at samarbejde med konsulenterne, da de har lugtet alle fem punkter under foregående afsnit og derudover kun tænker på, hvilken betydning den igangværende proces får for deres job.
  4. Din virksomhed taber momentum, mens arbejdet står på, da ingen tør eller gider tage et nyt initiativ.
  5. Outputtet fra en sådan proces stort set er praktisk uanvendeligt.
  6. Gøre plads på reolen til den rapport, der kommer til at stå der længe og samle støv.
  7. Fakturaens størrelse nemt bliver omvendt proportional med det udførte arbejdes reelle værdi.

Alt dette betyder naturligvis ikke, det ikke kan være en god idé at hyre konsulenter men husk så at…

  1. Hyr konsulenter til specifikke, afgrænsede opgaver med fokus på praktisk implementering, så der kommer noget brugbart ud af projektet.
  2. Tjek konsulenternes referencer. Hvad har de faktisk lavet, der er i drift derude og virker. Og nej, Excel ark og Powerpoint præsentationer hører ikke til noget, der kan ‘driftes’.
  3. Vær ærlig overfor medarbejderne omkring, hvorfor og til hvad konsulenterne skal bruges.
  4. Det nok ikke er management konsulenter, du skal hyre.

(Foto: reynermedia)

At være eller ikke at være politiker

Når jeg sidder og følger SFs totale nedsmeltning og udtrædning af regeringen for åbent tæppe, er det svært ikke at give en tanke eller to, hvad det egentlig er for en størrelse, politik er. Især fordi politik jo ikke kun er for politikere på Christiansborg men i allerhøjeste grad også findes og trives i ‘bedste’ velgående rundt omkring i landets virksomheder.

Min egen erfaring siger mig, at man grundlæggende træffer et enkelt valg, når man begiver sig ud i et eller andet projekt: Enten går man efter at levere et resultat, der er objektivt, logisk og måske ligefrem fornuftigt. Eller også går man efter at være den bedste til at mestre processen med rent faktisk at få de ting igennem og blokere de ting, man ikke vil.

Det sidste kaldes i sagens natur for politik.

De rigtig gode politikere er dem, der formår at kombinere både drivkraften efter resultater med en accept og en mestring af, hvad der skal til af svinkeærinder, kamelslugninger og andet godt for at nå derhen. Det er de færreste beskåret at besidde alle de talenter, så de fleste må ty til et valg mellem de to ting: Idéer og resultater - eller proces.

Selv hører jeg så afgjort til resultatfløjen. Og jeg ved derfor også, hvorfor jeg ofte har haft det hårdt med at komme igennem. Fordi jeg ganske enkelt ikke respekterede, at det hele i virkeligheden var et spil, hvor det handlede om at arbejde bag kulisserne, klappe ting af og føre regnskaber over tjenester og modtjenester m.m. Jeg var naiv nok til at forestille mig, at var idéen bare rigtig nok, ville resten komme mere eller mindre af sig selv, fordi folk kunne se fornuften.

Jeg var dum. Og jeg har en mistanke om, at de kære SF’ere har været det samme. De har troet på deres idéer - naive som de måske har været (både SF’erne og idéerne) - og er gået ned i flammer på processen.

Det, jeg så er spændt på nu er at se, hvor mange af dem, der nu ikke længere er ministre, der er resultatmennesker, og hvor mange der er politikere. Det kan måles meget enkelt; er der nogle, der forlader partiet nu, skifter parti tilbage til regeringen og måske på den vej får ny indflydelse på reelle resultater? Eller bliver de allesammen hængende.

Min egen stilling ville være klar: Jeg ville tage mit gode tøj og gå og finde et sted, hvor der er fokus på at skabe de nødvendige resultater, og hvor der ville være mulighed for at kunne gøre det. Mit liv er for kort til at bruge det på politik for processens egen skyld.

Gå foran og tag noget ansvar

Det nemmeste i hele verden er at sige, at det er de andres skyld. Hver eneste gang. Altid.

Det er så også noget af det mest trælse at høre på. At det altid er de andres skyld. Hver eneste gang. Altid.

Og alligevel er det svært at lære den vigtige lektie det er, lige præcis i dette tilfælde at gå et skridt foran og undlade fristelsen men i stedet for gribe i egen barm og tage ansvar for egen (u)formåen.

Jeg selv har ikke altid været for god. Jeg har tidligere brugt lang tid på at skrive om, hvorfor det hele var de andres skyld. Hvorfor de andre ikke forstod noget. Hvorfor de andre var dumme, ja nærmest uintelligente.

Jeg har også nogle gange taget mig selv i at opføre mig sådan på jobbet. At det var de andres skyld. At de ikke havde forstået, hvad det var, der var nødvendigt at gøre. At de var godt dumme. Eller i det mindste helt bevidst valgte de rigtige løsninger fra.

Men det har jeg lovet mig selv ikke at gøre mere. Jeg har lovet mig selv at se på mine egne handlinger først, pege fingrene mod mig selv - hvad man jo alligevel reelt set gør med de fleste af sine fingre, når man peger på andre - først og underkaste mig selv testen for, om jeg måske kunne gribe det anderledes an. Ud fra tanken om, at det måske ofte faktisk ikke primært er de andres skyld, og at verden måske ville se lidt anderledes ud, hvis jeg selv agerede anderledes og tog ansvar.

Derfor kan det godt være, den kommer til at smutte en gang eller to, for det er svært at tilegne sig nye vaner, når man er kommet lidt op i alderen. Men jeg lover, at jeg skal gøre mit absolut bedste og tænke over det hver eneste dag.

For lad os dog være ærlige overfor hinanden: Det er ikke klædeligt hele tiden at sige, det er de andres skyld. Og slet ikke, hvis man gerne selv vil tages seriøst både som menneske og en faglig kapacitet. Og det bringer os på ingen måde videre. Hvilket jo i sidste ende er, hvad vi virkelig har brug for.

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union