Bare 25 øre...

Personlig blog for Mads-Jakob Vad Kristensen - i virkeligheden mest noter til mig selv, men du må også gerne læse med, hvis du har lyst.

Hvem er jeg? Kig på LinkedIn eller tjek mit arbejde på Madsjvk.com.

Ledelse

Har du nogensinde brug for en management konsulent?

image

Uanset hvor man ser sig omkring i disse tider, står der altid en management konsulent klar til at hjælpe. DONG Energy brugte dem i stor stil forud for kapitaludvidelsen, Bjarne Corydon vil have McKinsey til at undersøge mulighederne for udlicitering, og selvsamme konsulenthus skal nu sikre implementeringen af folkeskolereformen.

Det virker umiddelbart som en god anledning til at dele mine personlige erfaringer og anskuelser omkring management konsulenter og deres anvendelighed til almindelig skræk og advarsel. Så de kommer her.

Du har brug for en management konsulent, når…

  1. Du som chef har brug for en livsforsikring og have en eller nogle, du kan skyde skylden på, når ting går galt. “Jamen, de anbefalede jo…”
  2. Du står i problemer til halsen, og du er løbet tør for idéer til, hvad du skal gøre, selvom det egentlig er dit job at få og implementere de idéer.
  3. Du ikke tør tage fat om nældens rod, fordi du er bange for at komme til at træde nogle over tæerne og derfor har brug for nogle, der tør gøre dit beskidte arbejde uden følelser og uden at stille spørgsmål. Og på en måde så du måske alligevel ikke kommer til at fremstå som den store, onde bussemand.
  4. Du ikke kan overskue mellemregninger og nuancer og egentlig bare gerne vil se verden sort-hvidt gennem et Excel ark og en Powerpoint præsentation.
  5. Du tror udviklingen af din virksomhed kan komme udelukkende via rationaliseringer og optimeringer.
  6. Du ikke tror på, du har været god nok til at ansætte kompetente mennesker i virksomheden, der med den rette organisering og ansvarsfordeling kan løse udfordringerne selv.

Når du hyrer en managementkonsulent skal du være opmærksom på, at…

  1. De sender dig deres bedste folk, når opgaven skal sælges ind og du skal overbevises om at underskrive millionkontrakten med dem.
  2. De sender deres juniorfolk, når arbejdet skal laves - også selvom det viser sig, at disse folk ofte ikke kan lægge 2 og 2 sammen i et regneark uden at få et mærkeligt resultat, der er meget forskelligt fra 4.
  3. Dine medarbejdere vil gøre så lidt som muligt for at samarbejde med konsulenterne, da de har lugtet alle fem punkter under foregående afsnit og derudover kun tænker på, hvilken betydning den igangværende proces får for deres job.
  4. Din virksomhed taber momentum, mens arbejdet står på, da ingen tør eller gider tage et nyt initiativ.
  5. Outputtet fra en sådan proces stort set er praktisk uanvendeligt.
  6. Gøre plads på reolen til den rapport, der kommer til at stå der længe og samle støv.
  7. Fakturaens størrelse nemt bliver omvendt proportional med det udførte arbejdes reelle værdi.

Alt dette betyder naturligvis ikke, det ikke kan være en god idé at hyre konsulenter men husk så at…

  1. Hyr konsulenter til specifikke, afgrænsede opgaver med fokus på praktisk implementering, så der kommer noget brugbart ud af projektet.
  2. Tjek konsulenternes referencer. Hvad har de faktisk lavet, der er i drift derude og virker. Og nej, Excel ark og Powerpoint præsentationer hører ikke til noget, der kan ‘driftes’.
  3. Vær ærlig overfor medarbejderne omkring, hvorfor og til hvad konsulenterne skal bruges.
  4. Det nok ikke er management konsulenter, du skal hyre.

(Foto: reynermedia)

At være eller ikke at være politiker

Når jeg sidder og følger SFs totale nedsmeltning og udtrædning af regeringen for åbent tæppe, er det svært ikke at give en tanke eller to, hvad det egentlig er for en størrelse, politik er. Især fordi politik jo ikke kun er for politikere på Christiansborg men i allerhøjeste grad også findes og trives i ‘bedste’ velgående rundt omkring i landets virksomheder.

Min egen erfaring siger mig, at man grundlæggende træffer et enkelt valg, når man begiver sig ud i et eller andet projekt: Enten går man efter at levere et resultat, der er objektivt, logisk og måske ligefrem fornuftigt. Eller også går man efter at være den bedste til at mestre processen med rent faktisk at få de ting igennem og blokere de ting, man ikke vil.

Det sidste kaldes i sagens natur for politik.

De rigtig gode politikere er dem, der formår at kombinere både drivkraften efter resultater med en accept og en mestring af, hvad der skal til af svinkeærinder, kamelslugninger og andet godt for at nå derhen. Det er de færreste beskåret at besidde alle de talenter, så de fleste må ty til et valg mellem de to ting: Idéer og resultater - eller proces.

Selv hører jeg så afgjort til resultatfløjen. Og jeg ved derfor også, hvorfor jeg ofte har haft det hårdt med at komme igennem. Fordi jeg ganske enkelt ikke respekterede, at det hele i virkeligheden var et spil, hvor det handlede om at arbejde bag kulisserne, klappe ting af og føre regnskaber over tjenester og modtjenester m.m. Jeg var naiv nok til at forestille mig, at var idéen bare rigtig nok, ville resten komme mere eller mindre af sig selv, fordi folk kunne se fornuften.

Jeg var dum. Og jeg har en mistanke om, at de kære SF’ere har været det samme. De har troet på deres idéer - naive som de måske har været (både SF’erne og idéerne) - og er gået ned i flammer på processen.

Det, jeg så er spændt på nu er at se, hvor mange af dem, der nu ikke længere er ministre, der er resultatmennesker, og hvor mange der er politikere. Det kan måles meget enkelt; er der nogle, der forlader partiet nu, skifter parti tilbage til regeringen og måske på den vej får ny indflydelse på reelle resultater? Eller bliver de allesammen hængende.

Min egen stilling ville være klar: Jeg ville tage mit gode tøj og gå og finde et sted, hvor der er fokus på at skabe de nødvendige resultater, og hvor der ville være mulighed for at kunne gøre det. Mit liv er for kort til at bruge det på politik for processens egen skyld.

Gå foran og tag noget ansvar

Det nemmeste i hele verden er at sige, at det er de andres skyld. Hver eneste gang. Altid.

Det er så også noget af det mest trælse at høre på. At det altid er de andres skyld. Hver eneste gang. Altid.

Og alligevel er det svært at lære den vigtige lektie det er, lige præcis i dette tilfælde at gå et skridt foran og undlade fristelsen men i stedet for gribe i egen barm og tage ansvar for egen (u)formåen.

Jeg selv har ikke altid været for god. Jeg har tidligere brugt lang tid på at skrive om, hvorfor det hele var de andres skyld. Hvorfor de andre ikke forstod noget. Hvorfor de andre var dumme, ja nærmest uintelligente.

Jeg har også nogle gange taget mig selv i at opføre mig sådan på jobbet. At det var de andres skyld. At de ikke havde forstået, hvad det var, der var nødvendigt at gøre. At de var godt dumme. Eller i det mindste helt bevidst valgte de rigtige løsninger fra.

Men det har jeg lovet mig selv ikke at gøre mere. Jeg har lovet mig selv at se på mine egne handlinger først, pege fingrene mod mig selv - hvad man jo alligevel reelt set gør med de fleste af sine fingre, når man peger på andre - først og underkaste mig selv testen for, om jeg måske kunne gribe det anderledes an. Ud fra tanken om, at det måske ofte faktisk ikke primært er de andres skyld, og at verden måske ville se lidt anderledes ud, hvis jeg selv agerede anderledes og tog ansvar.

Derfor kan det godt være, den kommer til at smutte en gang eller to, for det er svært at tilegne sig nye vaner, når man er kommet lidt op i alderen. Men jeg lover, at jeg skal gøre mit absolut bedste og tænke over det hver eneste dag.

For lad os dog være ærlige overfor hinanden: Det er ikke klædeligt hele tiden at sige, det er de andres skyld. Og slet ikke, hvis man gerne selv vil tages seriøst både som menneske og en faglig kapacitet. Og det bringer os på ingen måde videre. Hvilket jo i sidste ende er, hvad vi virkelig har brug for.

Nederlag kan være godt

Nogle gange er det bare bedre at forsøge og så gå ned i flammer, end det er at prøve at luske sig igennem og bare lige overleve.

Jeg kom til at tænke på det i går aftes, da jeg sad og så mit elskede hold, Blackburn Rovers, være på en umulig opgave i omkampen i den engelske FA Cup mod oliemilliardærerne fra Manchester City.

På forhånd var det en af den slags kampe, hvor jeg ikke et øjeblik troede på chancen. Men jeg så den alligevel - for rigtige fans holder ved selv når det er rigtig svært - og det var faktisk en positiv oplevelse med to halvlege som nat og dag, der dog understreger min pointe.

Første halvleg var bare værd at glemme. Dødkedelig med to hold, der ikke rigtig kunne trænge igennem. 0-0 indtil 30 sekunder før pausen, hvor Manchester City - akkurat som i den første kamp på Ewood Park - scorede på en dødbold med dårlig opdækning (Rovers evindelige svøbe).

Anden halvleg var helt anderledes underholdende og gjorde mig stolt af mit hold. Jo, vi tabte ganske vist halvlegen med 0-4, men vi kom frem over banen og viste, at vi også gerne ville spille fodbold og forsøge os med chancer, selvom vi godt vidste, vi klart var det overmatchede hold. Det blev faktisk til flere rimeligt gode forsøg, der på en god dag og med lidt mere tur godt kunne være blevet til et mål eller to. Og da dommeren fløjtede af, sad jeg faktisk med et lille smil på læberne.

Og hvorfor så sige det her? Jo, fordi der kan godt være stolthed selv i nederlaget. Der kan være stolthed over i det mindste at have forsøgt. Over at have vist, hvad man er gjort af, og hvad det er, man gerne vil. I modsætning til bare at glide i ét med tapetet, ikke skille sig ud og måske kun akkurat ind imellem nå nogle resultater, som ingen alligevel nogensinde husker, fordi måden, de blev til på, mildt sagt ikke var inspirerende.

Så det er bare om at komme derud og vise, hvad du er gjort af vel vidende, at det kan give en kæberasler her og nu, som du senere hen ikke bare vil lære at sætte pris på men rent faktisk også kunne bruge til noget positivt.

I’ve worked for big corporations that operated a lot like the Soviet Union. Stalin like CEO’s, presiding over huge bureaucratic machines with people denouncing each other to climb the ladder. People purged because they were out of step with whatever management ideology was in fashion or because the five year plan had failed. It really doesn’t matter what system you start with you’ll always end up with ruling cliques clustered around a power giver.

Kommentar til artikel i Wired!

Gad vide om der reelt set - i sidste ende - findes andre måder at organisere ting på end denne ene, som det alligevel altid ender med?

Den mistede barneglæde

En af de ting, der slår mig hver morgen, når jeg afleverer vores lille Laura Sophie i vuggestuen, er, hvor søde og høflige de kære små er ved hinanden. Der bliver vinket, smilet samt ikke mindst hilst på, når vi ankommer.

"Heeej Laura" råber de glade små med store smil over hele femøren.

Og Laura smiler også og viser med al tydelighed sin begejstring; at hun glæder sig over at skulle være sammen med dem og lege. Og det får mig til at tænke:

Tænk hvis vi voksne havde det på samme måde. Tænk hvis vi ikke fik aflært os denne spontane glæde uden bagvedliggende tanker gennem vores opvækst, uddannelse og dresseren til et langt liv på arbejdsmarkedet.

Når man ser disse kære små, og hvor godt de går i spænd med hinanden - hvordan de VIL hinanden og finder hinanden spændende og sjove at være sammen med - kan man ikke undgå at tænke på, hvor meget det egentlig er, vi ødelægger ikke bare for os selv men med tiden også for de kære små ved at insistere på, at sådan kan man i hvert fald ikke opføre sig, når man er voksen.

Det er virkelig trist. Og et stort, stort tab.

…somehow we‘ve created powerful thought bubbles that cause us to believe we really are more important than our survival.
Ganske provokerende tanke af Holly G. Green.

De besværlige nuancer i personligheds-tests

Her til aften havde jeg fornøjelsen af at skulle udfylde en online personlighedstest i forbindelse med en dialog, jeg p.t. har med nogle omkring en mulig interessant ny udfordring. Det er ikke første gang, jeg udfylder en sådan test, og hver gang det sker, slår det mig, hvor utilstrækkeligt de oftest er skruet sammen.

I mange tests skal man nemlig erklære sig ‘Enig’ eller ‘Uenig’ i en lang række udsagn. Der er ikke noget ‘Ved ikke’ eller et andet udtryk for Facebook-varianten ‘it’s complicated’. Og det er træls. For sandheden er jo netop, at sandheden som oftest indeholder nuancer - både på den ene og på den anden side. Nuancer som disse tests ikke tager højde for.

Man kan derfor meget let få mulighed for at modsige sig selv, når man tager dem. Og det er ganske givet også meningen med dem. Men alligevel kan man ikke undgå at sidde med et billede af, at disse tests er skabt til at skabe et stereotypt billede af et menneske, så de, der sidder i den anden ende og kigger, ikke virkelig behøver gøre sig umage med at lære mennesket bag de mange afkrydsninger at kende.

Når det er sagt, er min tilgang til disse tests altid den samme; udfyld dem hurtigt og efter første indskydelse og lad være med at tænke på, hvad der eventuelt er rigtigt eller forkert. Den første indskydelse er som regel den, der passer bedst på én alligevel, og har man ikke nosser nok til at stå ved, hvem man er og forklare sig, skal man helt lade være med at indgå i den slags dialoger.

(Foto: quinn.anya)

Giver begrebet ‘karriere’ overhovedet mening?

image

Mange vil helt sikkert sige “Ja, det gør det da. Det er jo sådan én, jeg har.” Men måske man lige skulle standse op og tænke lidt over, hvor meget af det, man kalder en karriere, der virkelig er planlagt helt ned i detaljen, og hvor meget der egentlig er opstået ved tilfældigheder. I min bog er der nemlig langt fra en fastlagt karriere til en række af tilfældigheder. 

Når jeg sidder og kigger tilbage (og undskyld jeg her et øjeblik lyder rigtig gammel), er en endog meget stor del af de ting, jeg har fået mulighed for at beskæftige mig med været udtryk for tilfældigheder; at jeg har været på rette sted på det rette tidspunkt, sagt noget andre gerne ville høre eller bare været super heldig.

Intet af det har været planlagt. Tværtimod: Da jeg i sin tid læste til journalist havde jeg absolut ingen ambitioner om noget som helst (hvilket så måske netop har været en fordel og været med til at gøre mig meget open minded omkring de muligheder, der bød sig. Men det er en anden historie). Og jeg vil tillade mig at påstå, at jeg langtfra er den eneste, der har det sådan.

I virkeligheden kan man sige, at den tilfældigheds-tilgang, jeg i hvert fald til en vis grad har oplevet, bedst kan sammenlignes med ét langt eksperiment; nu prøver jeg at se, hvordan det her går, og hvis det så ikke er det rigtige, prøver jeg noget andet, indtil jeg finder det, der passer til mig, og hvor jeg passer til det. Og givet at jeg nu befinder mig i en mellemfase, tror jeg roligt, jeg kan sige, at det er præcis denne model, jeg praktiserer. Men modellen virker for mig - og den gør det nemt at træffe beslutninger og komme videre, hvilket i min bog altid er en fordel.

Men findes der så ikke nogle, der bare følger den lange, slagne vej? Naturligvis gør der det. Der er dem, der bliver uddannet til noget, arbejder med det, de er uddannet til, hele deres liv (og nogle gange endda det samme sted). Og hvor har jeg dog respekt for dem. Ikke fordi jeg synes, det er fedt eller saliggørende, men fordi de formår at holde det ud. Det kommer jeg aldrig nogensinde til.

Men er det, det er værd at kalde for en ‘karriere’? For mig lyder det pludselig ikke som noget, man reelt set burde ønske sig.

(Foto: Tawheed Manzoor)

Mænd er som (små) hunde

Det kan godt være, (de fleste) mænd elsker at være enormt macho og pisse territorier af. Men når det kommer til stykket, er de alligevel bare hunde - små hunde vel at mærke. For hvad er det, der karakteriserer mange små hunde?

Rigtigt: viel Geschrei und wenig Wolle. Stor ståhej for ingenting.

Små hunde er ydermere karakteriseret ved, at de tror, de er enormt store hunde, der bare er fanget i en overskuelig størrelse krop. Sådan er skotsk terrieren for eksempel. I praksis betyder det, at evnen til at vælge sine kampe med omhu forsvinder, fordi man ganske enkelt ikke ser, hvornår modstanderen er for stor, stærk eller diffus. Man kæfter op hver eneste gang.

Sådan er der også mange mænd, der har det; de kæfter op uden der hverken er grund til det, eller der kommer noget brugbart resultat ud af det. Det er mest en rituel ting, men af en eller anden grund noget, der fylder enormt meget. Som en god (kvindelig) bekendt så rammende sagde det.

De skal bare lige have lov til at pisse og skrabe i sneen.

Selv har jeg aldrig følt behovet. Måske opfylder jeg ikke den klassiske macho-definition på en mand? Så må det jo være sådan. Jeg har altid - og vil til enhver tid bryste mig af at være (så måske er der alligevel lidt macho?) - fokuseret på bolden og på resultatet. At der sker noget. Det med bare at pisse territorier af siger mig uendeligt lidt. 

Derfor har jeg også altid sat en ære i at have gode folk omkring mig, som jeg kunne skyde foran mig. Som kunne tage de diskussioner og ritualer, jeg ikke selv gad, og som - i modsætning til mig måske - kunne vende det til noget brugbart og sørge for, vi sammen rent faktisk fik noget ud af at stå og se på én pisse på en lygtepæl.

Af samme grund har mange af disse rigtig gode medarbejdere også været kvinder. De lader sig oftest ikke distrahere så let af noget, der dybest set er så åndssvagt, som det overhovedet kan være. Og hvad bedre er; de har tålmodigheden til at lade ritualerne passere - og alligevel ende med at få det, som de gerne vil have det.

Det er det eneste, jeg går op i. Og - vil jeg hævde - det absolut væsentligste.

(Foto: Inspire Kelly)

Indlæser... Ikke flere indlæg Indlæs flere