Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next

Posts tagged Livet

Jamen, trolls gør det jo kun for sjov

Én af de ting, jeg stadig husker fra nettet her mange år efter, det skete, var da bloggeren Kathy Sierra i foråret 2007 fra den ene dag til den anden nedlagde sin blog efter bl.a. at have modtaget dødstrusler. Det var en sort dag. Både fordi det, der skete, forekom direkte absurd og frastødende. Men også fordi en af de rigtig, rigtig gode blogs omkring User Experience døde som en følge af sagen.

Siden har der - i hvert fald set fra min stol - været stille omkring Kathy. Indtil hun pludselig skrev et længere indlæg om, hvordan det er at blive forfulgt af en eller flere ‘internet trolls’ over længere tid. Indlægget nåede bl.a. til Wired! i sin fulde form. Det er både skræmmende og tankevækkende læsning.

Det gav mig anledning til at tænke lidt over, hvad det mon er, der gør, at der findes mennesker, hvis fornemste mission her i livet tilsyneladende er at nedgøre og latterliggøre andre mennesker bare fordi disse har dristet sig til at stikke snuden frem?

I min søgen efter input faldt jeg faktisk - af alle steder - over et par tankevækkende udsagn på det nye sociale netværk Ello, som de fleste ellers har travlt med allerede at begrave næsten inden, det er startet (undersøgelser viser, at kun 20% af brugerne er aktive efter seks dage…av!).

Her diskuteres denne sag nemlig også ud fra vinklen om, hvad det er, der driver disse ‘trolls’ i deres had og ondskab. Og at det måske i virkeligheden slet ikke har noget med det konkrete offer at gøre, som @mlp skriver:

…narcissists and sociopaths (and those who are a combination of the two, who are the worst) are playing a completely different game, in the game-theory sense, than everyone else is, and they will mislead people about what the game board even is in order to get them to play. If you’re playing on a board you don’t understand, of course you lose.

"The dynamic is not ‘men vs. women’. It’s ‘men vs. men’, with women playing the part of the ball."

I’d back that out to “trolls vs. trolls,” because there are female trolls too, and “with the Designated Target playing the part of the ball,” but with that correction, the observation is accurate.

If you’re the ball, you’re on the wrong board. The only winning move is to find another board.

Det finder jeg super interessant. Ikke alene fordi det mere eller mindre fjerner den målrettet forulempede fra ligningen og nærmest reducerer vedkommende til en ‘bystander’ (hvem ved? måske gør netop den rolleændring det meget lettere - menneskeligt set - at agere som ‘troll’?). Men også fordi det er med til at understrege, at man påfører mennesker smerte, angst og andre frygtelige ting for…? Ja, for hvad?

Lulz?

Uanset hvad motivationen er, er det, der står tilbage, at for at nogle kan synes, de har det sjovt, skal der være andre, der må gå rigtig meget ondt igennem. Er disse mennesker klædt på til det? Og skal man være det for at kunne have en tydelig profil på nettet i dag?

Jeg vil aldrig nogensinde argumentere for, at man skal tage imod det, der kommer med oprejst pande. Jeg ved selv, hvor ondt det kan gøre, når ens omverden rotter sig sammen imod én, uanset om det er fordi, man bare er anderledes, eller om det ‘bare’ er fordi de andre har brug for en fælles prügelknabe for at have noget at samles om.

Men måske en del af netopdragelsen i dag er at udvikle et par ekstra lag hård hud? Finde måder at tackle disse ‘trolls’ på, så de ikke får for meget plads men omvendt heller ikke føler sig så ignoreret, at de bare intensiverer indsatsen? Det er en super vanskelig balance, og som sagt er det et åbent spørgsmål, om man skal være forberedt på den slags.

Der er dog intet i nettets natur, der tilsiger, vi kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt. Under almindeligt ansvar for landets love står vi naturligvis til ansvar for de ting, vi siger og gør, men der er relativt meget plads at boltre sig på, og man kan sagtens nå at blive godt og grundigt lemlæstet på krop og - især - sjæl, inden lovens grænser er nået.

Og i sagens natur sige klart, tydeligt og massivt fra, når disse grænser bliver nået, så disse ‘trolls’ kommer ud af deres vildfarelse om, at det jo bare er for sjov.

(Foto: Flickr/Tristan Schmurr)

Jeg husker endnu tydeligt, da jeg for nogle år siden forærede min nevø Kasper i Norge LEGO StarWars Slave-I til hans fødselsdag. Han havde selv under et besøg i Danmark sommeren forinden udpeget netop den model som den, han ‘faktisk’ ønskede sig. Og som den gode onkel husker man jo den slags.

Kasper blev vildt begejstret dengang. Faktisk så begejstret, han insisterede på at sove med pakken, indtil vi havde tiden til at få den samlet sammen. Det var en fantastisk oplevelse.

Nu er UCS versionen så kommet, og umiddelbart ser den jo rigtig fantastisk ud. Jeg må se, om jeg ikke på en eller anden måde kan få den tilføjet til min samling.

Det forræderiske sving

Efter at have ligget brak i nogle måneder er jeg så småt begyndt at prøve, om jeg kan få gang i mit løberi igen.

Alle, der har prøvet at løbe, holdt en pause og derefter er gået i gang igen, ved, hvor svært det er: Man er kanonlangt fra fordums form, og man har svært ved at kapere, at man skal starte helt fra bunden igen, når man nu lige for et øjeblik siden var ganske habil.

Men ak, sådan er det jo. Og der er kun én vej, og det er fremad. Masser af kilometer i benene så man igen kan komme i nogenlunde form. Også selvom det undervejs er super hårdt arbejde.

Og det er så her, min udfordring kommer ind. For på min faste rute er der et langt sving få hundrede meter fra, hvor jeg bor. Lige efter svinget går der en lille sti ind til venstre, og hvis man drejer ind ad den, er der ca. 300 meter, før jeg er hjemme.

Problemet er, at dette sving kommer efter fire km. Og fordi det er så langt, har jeg altid god tid til at overveje, om jeg måske bare skulle skære turen af der og så nøjes med lidt mere end fire kilometer fremfor de syv, ni eller 12, jeg måske havde sat mig for. Og når det hele føles lidt hårdt, og man har ondt af sig selv, sker det altså, jeg vælger den lette løsning.

Det er jo noget rigtig skidt. Ikke kun fordi jeg på den måde ikke får trænet det, jeg skal og derfor egentlig bare trækker pinen ud. Men også fordi jeg får dårlig samvittighed overfor mig selv over, at jeg i den grad har en løberygrad som en regnorm; at jeg bliver en kylling så snart, det føles lidt hårdt.

Jeg har leget med tanken om at lave min rute om, men det kan på den anden side heller ikke være rigtigt, man skal gøre det. Nej, det må altså være noget med, at jeg lærer at bide tænderne sammen og løbe forbi den lille sidevej ind til venstre.

Grrrrrr!

To go out and play on a fantastic football pitch, with good lads, with a good team, and for a great club like Blackburn Rovers, there’s no better job in the world than being a footballer and I’m very lucky…there’s no point paying attention to anything that goes off in the press or in the media.

Jeg bøjer mig i støvet for Jordan Rhodes. 100 ligakampe i morgen for min hjerteklub, Blackburn Rovers, og 56 mål so far. Krydser fingre for det fortsætter sådan i lang tid fremover.

(via Lancashire Evening Telegraph)

Vi er virkelig alle bange

Findes der nogle af os, der kan sige os fri for ikke at være bange? Bange for at der skal ske os et eller andet, der kunne være undgået, hvis vi bare ikke havde stukket vores snuder lidt for langt frem?

Naturligvis vil der være nogle, der hårdnakket påstår, at de aldrig er bange. Men lyver de i virkeligheden overfor sig selv? Findes der ikke tidspunkter, hvor også de mærker den snigende frygt om det nærmeste hjørne? Tidspunkter hvor deres kroppe fortæller dem, at nu er der altså grund til, der toner svedperler frem? Det er jeg sikker på.

Det ligger i den menneskelige natur at kunne blive bange. Der er så forskellige måder, hvorpå vi håndterer det. Det har der også været siden urtiden. Vi begynder enten at slås - at slå fra sig er en glimrende måde at forsøge at glemme, man i virkeligheden selv er bange - eller vi flygter. Eller vi bliver fuldstændig paralyserede uden at vide, hvad vi skal gøre.

Vi rammes alle af det på et eller andet tidspunkt.

Derfor er det afgørende ikke, om vi kan blive bange eller ej. Men om vi tillader, at der omkring os findes nogle, hvis eneste formål er at forsøge at gøre os bange. Fordi det er når, vi er bange, vi er svagest - og dermed lettest for andre at have med at gøre. At kontrollere. At påvirke yderligere.

Der skal ofte ikke så meget til. Tværtimod. De store manifestationer af rå styrke er forholdsvis enkle at forholde sig til og i samlet flok afvise. 

Nej, det er den usynlige frygt, der kommer snigende ind ad bagdøren, der er den farlige. Det er den, der ender med at gøre os rigtig bange. Ikke mindst for os selv og vore egne handlinger og derfor efterlader os i apati.

Det er den frygt, der optræder i forklædning. Det er den frygt, der belejligt kan skydes ind under, at det jo heller ikke betyder noget. At det ikke er vigtigt. Men som netop bliver altafgørende og ødelæggende, når der er nok af den i rummet.

Den slags frygt har vi masser af. Og det gør os i sagens natur bange. I hvert fald bange nok. Bange nok til ikke at turde konfrontere frygten og fravriste os dens stærke livtag.

På den led er jeg helt enig i Mads Brüggers tankevækkende kronik i Politiken.

(Foto: Flickr/Krystian Olszanski)

The worst part were the calendar reminders. Written in the first person, they notified me of my own plans to kill myself. I would be quietly browsing, then the reminder would pop up: “Throw myself off the ____ bridge.” (There are a few rivers and creeks in my hometown, so she could be specific.) These reminders were always set for midnight, in the dead of winter. I was an imaginative child, so they would bring up the whole scene for me immediately: I would see my own hands on the bridge railing, the darkness of the water below.

Jeg har før skrevet om at være udsat for mobning, da jeg var dreng. Og hver eneste gang, jeg læser indlæg som Francie Dieps her, kan jeg fuldstændig relatere til hendes tanker, og hvor hun kommer fra. Og hvor er jeg dog endnu engang glad for, at de sociale medier ikke fandtes, da jeg var knægt. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg ville have gjort.

Når alt dette er sagt, er Francie også inde på en anden væsentlig ting: Fortrængningen af det skete. Her hos bøllen men også hos offeret. Selvom der er mange ting, jeg husker fra dengang, som var det i går, er der også mange ting, jeg har fortrængt. Sikkert fordi det er min forstands måde at beskytte mig selv på. Og tak for det.

Endelig er der en god pointe om at blive hængende i det. Francie søger tilbage for at finde svar på, hvorfor veninden gjorde, som hun gjorde. Hun går ikke den direkte vej men bruger de forskellige indirekte indgange, som nettet med lidt fingerfærdig research giver mulighed for. Og for hvad? For hun får jo aldrig noget svar, hun kan bruge. Og selvom hun fik et svar, ville det næppe gøre nogen forskel.

På den led er jeg glad for, jeg ikke kan huske mine plageånders fulde navne den dag i dag. Jeg har ikke den samme mulighed for at gå tilbage, og jeg er ret sikker på, det heller ikke ville være sundt for mig. Det, der skete dengang, har præget mig nok og præger mig stadig. Og vil sikkert være noget, jeg kommer til at kæmpe med at holde under kontrol resten af mit liv.

Lad systemet b(l)øde når det fejler

I går var der stor debat om et nyt forsøg i Region Midtjylland, hvor man på to afdelinger på regionens sygehuse vil til at uddele bøder på 500 kroner til folk, der ikke møder op til en aftale.

Det har jeg slet, slet ikke noget problem med. Det skal have lov til at gøre lidt ondt, hvis man udviser så letsindig omgang med vores allesammens ressourcer.

Men please: Kunne det ikke gå begge veje? Kunne der ikke også være en kompensation til os andre, når systemet brænder os af?

Konkret er jeg inde i et forløb, jeg bedst kan beskrive som kafkask. Så spænd sikkerhedsselen.

Først tog det to måneder at sende mig et sted hen, man troede var relevant, og fire måneder med dagindlæggelser derefter at finde ud af, det var det forkerte sted.

Derefter tog det to måneder at få en henvisning til et andet og mere relevant sted og endnu tre måneder, inden jeg kom til en indledende snak. Herefter tog det en måned for dem at finde ud af, de gerne ville se mig igen. Siden har jeg ventet indtil videre fem måneder på at komme til en egentlig undersøgelse.

Nu viser det sig så, de tror, det er det forkerte sted (selvom de aldrig har foretaget en egentlig undersøgelse). Og da systemet ikke kan (eller nok nærmere vil) henvise på tværs er det nu tilbage til start med en ny henvisning fra egen læge til et helt tredje sted, hvor han ingen forudsætninger har for at skrive en bare nogenlunde fornuftig henvisning til. Tidshorisonten på det projekt er derfor på alle måder 100% ukendt.

Heldigvis er det ikke noget alvorligt, livstruende eller andet rigtig skidt. Bare noget der er irriterende i dagligdagen.

Men derfra og så til indtil videre at have brugt 17…

Gentager: SYTTEN!!!

måneder på at blive smidt rundt i systemet af folk, der ikke virker som om, de har travlt med at tage ansvar for at give mig som borger en bare nogenlunde anstændig behandling - endsige finde ud af, hvad problemet er, og hvad der kan gøres ved det - der er bare noget helt fundamentalt og noget helt ravruskende galt.

Hvis argumentet bag bøder til patienter er, at de så vil opføre sig bedre og få det hele til at glide mere i smør (på den gode måde, forstås), burde der være uendelige produktivitetsforbedringer at hente i systemet på at lave den modsatte finte.

Personligt er jeg ligeglad med en kompensation. Jeg vil bare gerne behandles som et menneske af kød og blod. 

(Foto: Flickr/Thomas Angermann)

Skibet er ladet med drømme

image

I årenes løb er jeg gået forbi den rigtig mange gange på mine ture rundt i København; “Bjørnsholm” i Nyhavn. Skibet der gang på gang sætter kursen ud på Øresund med gæster til Hven, Flakfortet eller bare en tur rundt på bølgen den blå.

Denne gang stoppede jeg op og tog et billede af skibet. Fordi jeg kom til at tænke over, hvordan tiden skaber, arbejder med og forandrer drømme og håb.

I mine teenage dage sejlede “Bjørnsholm” nemlig på Limfjorden, hvor vi mindst én gang om ugen kunne se skibet fra vores sommerhus i Nordsalling, når den sejlede “Fur Rundt” med glade gæster. Vi snakkede om at tage turen nogle gange, men det skete aldrig.

Dengang blev der drømt meget. Om fremtiden. Muligheder. Eventyr. Og meget mere. Som unge på den alder jo gør, fordi de længes efter det ukendte og det spændende - og fordi de jo ikke er klogere. Og da jeg så “Bjørnsholm” ligge der forleden dag, kom jeg bare til at tænke over, hvor meget vand, der - bogstaveligt talt - er løbet under kølen siden da. Det er ikke små mængder. Hverken på den ene eller den anden måde.

På den måde blev en nærmest dagligdags begivenhed til en stille stund med refleksion over drømme og håb, der blev opfyldt, brast, fundet på ny og den gode energi, man kan tage ud af livets uforklarlige, magiske foranderlighed og benytte som forstærket motivation og gejst på vejen fremover.

Den slags skal man huske at unde sig selv en gang imellem. For det er der, man har muligheden for at føle efter og komme helt tæt på sig selv.

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union