Bare 25 øre...

Personlig blog for Mads-Jakob Vad Kristensen - i virkeligheden mest noter til mig selv, men du må også gerne læse med, hvis du har lyst.

Hvem er jeg? Kig på LinkedIn eller tjek mit arbejde på Madsjvk.com.

Livet

3 grunde til, at jeg fortsætter med at løbe

Så lykkedes det mig at runde de 400 km i løbeskoene her i 2014. Og lad det bare være sagt med det samme: Det har ikke været nogen dans på roser. Langtfra. Jeg har været træt, småskadet, manglet motivation og i det hele taget været uden den store lyst og gejst. Men jeg har fortsat. Af tre grunde.

  1. Jeg kan godt lide tanken om at gøre noget godt for mig selv og holde mig i nogenlunde fysisk form og dermed (i mit hoved i hvert fald) mindske risikoen for diverse dårligdomme skal tilstøde mig. Lige nu går mange af mine tanker til en af mine bedste venner, der ligger på hospitalet og kæmper med en akut meningitis, vi endnu ikke kender effekten af, og den slags får endnu engang mig til at tage mit eget velvære alvorligt.
  2. Jeg bilder mig ind, at jeg ved at holde mig i form også gør noget godt for Laura Sophie. Så på den måde hænger den sammen med ovenstående. Jeg vil gerne så vidt muligt være frisk og frejdig, mens hun vokser op, og når man er ved at nå de 40 år, skal kroppen bruge lidt mere aktiv assistance for, at det kan lykkes.
  3. Jeg får tid til at tænke over tingene, mens jeg løber. Mit løb er et frirum, for jeg er en asocial løber, der hverken ynder selskab, musik eller andet ‘støj’, når jeg er ude og løbe. Jeg vil gerne være mig selv med min rytme, mit åndedræt - og mine tanker. Der sker et eller andet, når endorfinerne slippes løs, som gør noget godt ved mig. Også de dage, hvor jeg bruger en del af tankerne på at forsøge at overbevise mig selv om, hvor hårdt det egentlig er.

Så summa summarum: Jeg agter at blive ved. Om det bliver med lige så stort tryk, som jeg hidtil har haft i min træning op imod forårets to halvmarathon-løb, skal jeg være usagt, for løb må ikke blive en sur pligt for mig. Men jeg vil gøre, hvad jeg kan for at holde den gode stime.

3 indtryk fra Malmø

Naturligvis fik vi vores magnet med os hjem. Det er en fast del af ritualet, hver eneste gang, vi er et eller andet sted henne, at vi skal have et eller andet memento med hjem til køleskabsdøren. Og for Malmø blev det altså ovenstående.

Inden vi tog afsted, havde jeg mine reservationer omkring Malmø. Jeg har hørt rigtig meget skidt om byen primært pga Rosengård-området og alle deres problemer med kriminalitet der, og så fordi jeg gerne vil lidt længere væk, når jeg rejser, end til et sted, hvor jeg føler, jeg nærmest kan se hjem. Men jeg lod mig overtale - og det er jeg glad for.

For Malmø er bestemt et besøg værd. Også som overnattende gæst i flere dage. Det er jo en rigtig stor by, man ikke sådan lige bliver færdig med, og derudover tror jeg også meget på, at skal man virkelig få noget med sig, kræver det, man rigtig ‘lander’ i en by.

Og hvad er så mine indtryk af Malmø?

Jo, for det første er der som sagt størrelsen. Man kan nemt som ‘kjøwenhavner’ få en tendens til at betragte andre byer som små, men Malmø er som sagt slet ikke så lille. Og dens historie er rig på dramatik.

Og så bygges der over det hele. Specielt ned imod havnen. Hvor jeg troede, København var gravet op, så bare tag et smut over Sundet til Malmø - der er det hele vendt op og ned. Nogle steder er det slet ikke til at komme frem, og andre steder skal man virkelig bruge sin fantasi godt for at kunne forestille sig, hvad det mon ender med, fordi det hele bare er én stor byggeplads. Men det må jo gå rigtig godt i Sverige.

Endelig er der så Turning Torso - det store, skæve vartegn. Jeg vidste ikke, før jeg tog til Malmø, hvorfor det egentlig er der. Og jeg blev ikke klogere på det af at være der selv. Det virker, som om de er udfordrede med at få det lejet ud. Og så ligger det midt i et område på havnen, der har haft alskens gode kræfter tilknyttet udviklingen - pånær en byplanlægger. For akkurat som mange andre steder, hvor det er gået stærkt, mangler der virkelig et hele i dette nye område, hvor mulighederne ellers er store.

Faktisk er det synd. For hvis vi forfølger tanken om, at Malmø dybest set er en lillebror til København, havde der her virkelig været en mulighed for på æstetisk god vis at skille sig ud, overlade kaos til den side, der ligger vest for Øresund (dvs hos os og skiftende mere eller mindre velmenende politikere på Københavns Rådhus) og skabe noget virkelig unikt. Desværre ser det ikke ud til at blive tilfældet.

Gammelfar og Eurobonus-jubilar

I flyet på vej hjem fra Manchester opdagede jeg til min overraskelse, at jeg har været medlem af Eurobonus hos SAS nu i mere end ti år. Af åbenlyse årsager får det mig til at føle mig rimelig gammel. For ikke nok med, at jeg har haft et kort af forskellig slags i flere år, end jeg kan tælle på mine fingre. Jeg har også brugt det rigtig flittigt.

Undervejs har jeg været helt oppe omkring guld-status i et par år. Det betyder, at man får adgang gennem FastTrack og adgang til lounges over det hele, og det er jo fint. Men det betyder også, at man i sidste ende - når man tænker tilbage på det - kommer til at tænke på, hvor meget det pludselig fylder, hvad man skulle gøre for at nå dertil; tilbringe uendeligt mange timer i et flysæde.

Nu er jeg heldigvis af den type, der godt kan lide at flyve. Jeg har været på langfart rigtig mange gange, hvad det pas, der udløber om et par måneder også med sine mange stempler og klistermærker med diverse visa vidner om. Men samtidig har jeg også haft en sjov dualitet omkring det. For lige så fedt det var at tænke, at nu skulle man rigtig langt - til USA f.eks. - var følelsen af apati også tilsvarende stor, når man 30 sekunder efter start sad der i sit sæde og kom til at tænke på, at her skulle man altså være de næste 10 timer. Og dette var vel at mærke en følelse, der var der, uanset om man nød udsigten fra den billige bagende af flyet eller sad og bredte sig oppe foran.

For det har jeg i sagens natur også prøvet mange gange. Og nydt det. Ikke mindst hjem fra USA, hvor det at kunne sætte sig godt til rette i SAS flyveren fra Seattle nærmest svarede til allerede at være hjemme. Det var på mange måder fedt. Men også lidt skræmmende, når man på en måned tog turen over Atlanten tur/retur fire gange på bare en måned. Det var ganske enkelt for meget.

I dag er jeg så kommet lidt på afstand af det hele. De seneste år er mine forretningsrejser blevet færre og færre - faktisk ikke-eksisterende. Hvilket mit Eurobonus-kort og min nuværende Basis-status også tydeligt sladrer om. Pointene, jeg har tjent på de gode, fede rejser er forlængst blevet brugt på primært ture til Norge og besøg hos familien der, og på den måde føler jeg, jeg har fået rigtig meget ud af det. Men at det alligevel har været sådan i 10 år? Det føles godt nok som meget, meget længe.

Sikke én på futurist-opleveren

Det bør være alle forundt ind imellem at komme ud og opleve noget helt nyt. Slå ørerne ud, lukke munden og bare være tilstede og til fulde absorbere nye indtryk, der ligger på kanten - eller måske endda hinsides kanten - på noget, man har oplevet før. Om ikke andet så for at få en følelse af, hvordan verden også kan tage sig ud set gennem spændende mennesker, man ellers aldrig ville have mødt.

Sådan har jeg haft det de seneste dage, hvor jeg i Manchester har deltaget på FutureEverything konferencen. En fantastisk konference. På alle måder. Dels fordi den med et to dages program til 1000 kroner er det billigste, jeg nogensinde har været med til. Dels fordi emnerne har udfordret min evne til at abstrahere og tænke i helt nye baner. Og dels fordi deltagerne har været nogle af de sjoveste og mest farverige mennesker, jeg længe har mødt.

Her har været tænkere, filosoffer, artister, kunstnere, phd-forskere, teknologer, biologer, antropologer, sociologer og meget andet godtfolk. Alle med en åben og mere end nysgerrig tilgang til verden og de muligheder, der anes at findes i den, når vi begynder at lægge brikkerne på en anden måde. Og alle med en ildhu og begejstring for det nye, det spændende, det mulige og det umulige, som jeg aldrig nogensinde har oplevet.

Det har været befriende. Også bare at være med. Og anerkende jeg er en rookie i dette miljø. Lytte og lade mig inspirere. Deltage på workshops, hvor jeg virkelig har fået udfordret mine betænkeligheder ved at indgå i konstellationer med fuldstændig fremmede mennesker uden at tænke på, hvordan jeg tager mig ud og mon bliver opfattet. Og som derfor har givet mig både sjove og inspirerende oplevelser i processen.

Her på bagkanten er jeg enormt taknemmelig for, at jeg spottede, at min gode Twitter-buddy Scott Smith skulle med og derfor tænkte, at hvis han skulle med, ville det være værd selv at prøve det. For det viste sig at holde stik. Og det beviste for mig, at nøglen til den fantastiske oplevelse måske nok i virkeligheden er at lade sig inspirere af folk, der i forvejen inspirerer én, og følge dem ud fra en betragtning om, at hvor de er og samler inspiration, må der være noget at hente for én selv. Den fremgangsmåde tror jeg, jeg vil benytte fremover.

Indlæser... Ikke flere indlæg Indlæs flere