Bare 25 øre...

En personlig blog for Mads Kristensen
- Digital futurist & entreprenør -

Her samles stort og småt, arbejde som privat, tekst som billede og video.

Alt er udtryk for egne erfaringer.

Mit arbejde finder du på MADSJVK.COM.

Her finder du mig rundt omkring på nettet.

Close

Blog

Previous Next

Posts tagged Livet

The worst part were the calendar reminders. Written in the first person, they notified me of my own plans to kill myself. I would be quietly browsing, then the reminder would pop up: “Throw myself off the ____ bridge.” (There are a few rivers and creeks in my hometown, so she could be specific.) These reminders were always set for midnight, in the dead of winter. I was an imaginative child, so they would bring up the whole scene for me immediately: I would see my own hands on the bridge railing, the darkness of the water below.

Jeg har før skrevet om at være udsat for mobning, da jeg var dreng. Og hver eneste gang, jeg læser indlæg som Francie Dieps her, kan jeg fuldstændig relatere til hendes tanker, og hvor hun kommer fra. Og hvor er jeg dog endnu engang glad for, at de sociale medier ikke fandtes, da jeg var knægt. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg ville have gjort.

Når alt dette er sagt, er Francie også inde på en anden væsentlig ting: Fortrængningen af det skete. Her hos bøllen men også hos offeret. Selvom der er mange ting, jeg husker fra dengang, som var det i går, er der også mange ting, jeg har fortrængt. Sikkert fordi det er min forstands måde at beskytte mig selv på. Og tak for det.

Endelig er der en god pointe om at blive hængende i det. Francie søger tilbage for at finde svar på, hvorfor veninden gjorde, som hun gjorde. Hun går ikke den direkte vej men bruger de forskellige indirekte indgange, som nettet med lidt fingerfærdig research giver mulighed for. Og for hvad? For hun får jo aldrig noget svar, hun kan bruge. Og selvom hun fik et svar, ville det næppe gøre nogen forskel.

På den led er jeg glad for, jeg ikke kan huske mine plageånders fulde navne den dag i dag. Jeg har ikke den samme mulighed for at gå tilbage, og jeg er ret sikker på, det heller ikke ville være sundt for mig. Det, der skete dengang, har præget mig nok og præger mig stadig. Og vil sikkert være noget, jeg kommer til at kæmpe med at holde under kontrol resten af mit liv.

Lad systemet b(l)øde når det fejler

I går var der stor debat om et nyt forsøg i Region Midtjylland, hvor man på to afdelinger på regionens sygehuse vil til at uddele bøder på 500 kroner til folk, der ikke møder op til en aftale.

Det har jeg slet, slet ikke noget problem med. Det skal have lov til at gøre lidt ondt, hvis man udviser så letsindig omgang med vores allesammens ressourcer.

Men please: Kunne det ikke gå begge veje? Kunne der ikke også være en kompensation til os andre, når systemet brænder os af?

Konkret er jeg inde i et forløb, jeg bedst kan beskrive som kafkask. Så spænd sikkerhedsselen.

Først tog det to måneder at sende mig et sted hen, man troede var relevant, og fire måneder med dagindlæggelser derefter at finde ud af, det var det forkerte sted.

Derefter tog det to måneder at få en henvisning til et andet og mere relevant sted og endnu tre måneder, inden jeg kom til en indledende snak. Herefter tog det en måned for dem at finde ud af, de gerne ville se mig igen. Siden har jeg ventet indtil videre fem måneder på at komme til en egentlig undersøgelse.

Nu viser det sig så, de tror, det er det forkerte sted (selvom de aldrig har foretaget en egentlig undersøgelse). Og da systemet ikke kan (eller nok nærmere vil) henvise på tværs er det nu tilbage til start med en ny henvisning fra egen læge til et helt tredje sted, hvor han ingen forudsætninger har for at skrive en bare nogenlunde fornuftig henvisning til. Tidshorisonten på det projekt er derfor på alle måder 100% ukendt.

Heldigvis er det ikke noget alvorligt, livstruende eller andet rigtig skidt. Bare noget der er irriterende i dagligdagen.

Men derfra og så til indtil videre at have brugt 17…

Gentager: SYTTEN!!!

måneder på at blive smidt rundt i systemet af folk, der ikke virker som om, de har travlt med at tage ansvar for at give mig som borger en bare nogenlunde anstændig behandling - endsige finde ud af, hvad problemet er, og hvad der kan gøres ved det - der er bare noget helt fundamentalt og noget helt ravruskende galt.

Hvis argumentet bag bøder til patienter er, at de så vil opføre sig bedre og få det hele til at glide mere i smør (på den gode måde, forstås), burde der være uendelige produktivitetsforbedringer at hente i systemet på at lave den modsatte finte.

Personligt er jeg ligeglad med en kompensation. Jeg vil bare gerne behandles som et menneske af kød og blod. 

(Foto: Flickr/Thomas Angermann)

Super test af personlige benchmarks

At blive målt og vejet har aldrig været noget, jeg har været bange for. Tværtimod er jeg altid nysgerrig på, hvad der viser sig, når jeg gennemgår en eller anden test, der hævder at kunne sige noget om mig.

Forleden havde jeg lejlighed til at prøve en såkaldt evne-test, hvor man indenfor det verbale, det numeriske og det induktive (logisk sans) måler sig op imod andre, der minder om én selv. Testen var rigtig svær, synes jeg, og det var der en god grund til.

For benchmarken - dem, jeg blev målt op imod på evner - var danske topchefer.

Derfor blev jeg også oprigtig stolt, da jeg fik resultaterne. Ud af en skala fra 1 til 100, hvor 100 betyder, man er den bedst målt i forhold til hele benchmark-gruppen, scorede jeg:

  • 67 i den induktive (bedste tredjedel)
  • 76 i den verbale (bedste fjerdedel)
  • 83 i den numeriske (bedste femtedel)

Det er jeg super stolt af. Og jeg vil tillade mig at tildele mig selv et sjældent skulderklap for den præstation.

Når jeg tænker lidt mere over det, havde jeg måske ventet at klare mig lidt bedre i den induktive, da den del normalt er min helt stærke side. Men den var virkelig også svær, og det var den sidste test jeg tog, så hjernen var ved at være godt brugt. Til gengæld kan jeg kun bukke og takke for mine numeriske resultater. Dem er jeg faktisk en smule imponerede over. Og der skal alligevel en del til, før jeg bliver det. Den verbale overrasker mig ikke, da jeg også altid har været stærk på den front.

I det hele taget var det en super god og interessant oplevelse. Og kunne du godt selv tænke dig at vide lidt om, hvor du står, kan jeg kun anbefale dig at underkaste dig sådan et testbatteri og prøve dig selv af, hvis du får muligheden for det.

Skibet er ladet med drømme

image

I årenes løb er jeg gået forbi den rigtig mange gange på mine ture rundt i København; “Bjørnsholm” i Nyhavn. Skibet der gang på gang sætter kursen ud på Øresund med gæster til Hven, Flakfortet eller bare en tur rundt på bølgen den blå.

Denne gang stoppede jeg op og tog et billede af skibet. Fordi jeg kom til at tænke over, hvordan tiden skaber, arbejder med og forandrer drømme og håb.

I mine teenage dage sejlede “Bjørnsholm” nemlig på Limfjorden, hvor vi mindst én gang om ugen kunne se skibet fra vores sommerhus i Nordsalling, når den sejlede “Fur Rundt” med glade gæster. Vi snakkede om at tage turen nogle gange, men det skete aldrig.

Dengang blev der drømt meget. Om fremtiden. Muligheder. Eventyr. Og meget mere. Som unge på den alder jo gør, fordi de længes efter det ukendte og det spændende - og fordi de jo ikke er klogere. Og da jeg så “Bjørnsholm” ligge der forleden dag, kom jeg bare til at tænke over, hvor meget vand, der - bogstaveligt talt - er løbet under kølen siden da. Det er ikke små mængder. Hverken på den ene eller den anden måde.

På den måde blev en nærmest dagligdags begivenhed til en stille stund med refleksion over drømme og håb, der blev opfyldt, brast, fundet på ny og den gode energi, man kan tage ud af livets uforklarlige, magiske foranderlighed og benytte som forstærket motivation og gejst på vejen fremover.

Den slags skal man huske at unde sig selv en gang imellem. For det er der, man har muligheden for at føle efter og komme helt tæt på sig selv.

600 km. løb med møje og besvær

Det har godt nok taget sin tid, men her til aften rundede jeg samlet set 600 km. løb i 2014.

I virkeligheden skulle jeg have nået det ved udgangen af juni måned, men jeg må indrømme, jeg ved indgangen til sommeren gik fuldstændig død i løb. Foråret havde ikke budt på andet end skuffelser, og der var så mange andre ting, jeg havde at slås med, at der bare gik den ene dag efter den anden, hvor jeg ikke kom ud at løbe.

Sådan var det indtil for et par uger siden. Da besluttede jeg mig for, at nu skulle det virkelig være igen. Jeg gik så småt i gang igen, men det var svært rigtig at få rytme i det. Det blev noget hakkende, utilfredsstillende noget, og jeg forbandede mig selv for at have tilladt mig selv den lange pause og dermed også at være kommet ud af min gode form.

Men de sidste par dage har jeg så været ude igen. Jeg har skrottet alle planer og træningsprogrammer og i stedet sat mig for, at jeg i denne periode skal ud hver eneste dag. I dag var så tredje dag i streg, og det kunne mærkes:

Pludselig var overskuddet der igen. Det var som om min krop efter et par dage, hvor den slog sig i tøjret, spurgte mig, hvorfor jeg dog havde været så lang tid om det og kvitterede ved at give mig en rigtig god tur, hvor jeg følte overskud og igen kom ned på nogle af de tider, hvor jeg må sige, det er godkendt. Det var virkelig en rigtig fed oplevelse.

Nu er det så op til mig at vise, at jeg kan holde ved denne gang.

Fremad mod de næste 100 km.

Dansen om det digitale (guld)ego

Egentlig er det utroligt. Men faktum er, at hvis man gerne online vil fremstå så åben, autentisk og godt, som diverse eksperter gerne vil slå et slag for, man gør, er det faktisk noget nær fuldtidsarbejde. Tænk over det: Du skal knokle for ‘bare’ at kunne være dig selv. Det er da tankevækkende.

Jeg kom til at tænke over det første gang, da jeg skrev 9 skridt mod en professionel profil på sociale medier på mit portfolio-site MadsKristensen.com. Indlægget var inspireret af sommerens tjans som censor på det første diplomkursus ved DJMX ud i samme disciplin, og det slog mig, da jeg skrev det, hvor meget, der rent faktisk var, man dels skulle huske og dels skulle forberede og gøre op med sig selv, inden man går i gang. Det var slet, slet ikke småting. Og det altsammen bare for at have en lille mulighed for rent faktisk at blive set og hørt derude for det, man er (og her formoder jeg, der naturligvis er en helt lige linie mellem den, man virkelig er, og den man gerne vil vise frem for andre via de digitale kanaler, red.)

I går læste jeg så Umair Haques essay Youtopia på Medium. Umair har meget længe været min yndlings-intellektuelle, selvom man indimellem nærmest kan få kvalme over at læse ham, når han for alvor folder sit sprog ud. Men i dette essay rammer han den lige på kornet; hvordan det på en eller anden måde er lykkedes os at skabe en verden - i hvert fald på den vestlige halvkugle - hvor vi i den grad dyrker selv’et og bruger al vores energi på det, at der er meget lidt - om overhovedet nogen - tid til rent faktisk at være med til at gøre en forskel i verden. Det er da i den grad også tankevækkende, og jeg kan varmt anbefale dig at læse hans essay.

Desværre besvarer Umair ikke spørgsmålet om, hvorfor det mon er blevet sådan? Så der må vi spekulere i motiver. Måske er det de økonomiske interesser. der dikterer, hvilket marked der skabes - herunder også et nærmest afsindigt marked for egodyrkelse? Måske er det afmagt overfor de store ting i verden, der får os til at flygte ind i os selv? Måske det bare er nysgerrighed for at se, hvor langt vi rent faktisk kan komme, nu hvor vi er blevet velsignet med alle redskaberne til at komme ud med vores budskaber?

Det fortaber sig i det uvisse. Men det er en tanke værd, hvad man kunne have brugt al den tid og de ressourcer, der investeres i egoet til, hvis man i stedet havde valgt at eksternalisere dem og gøre en forskel for andre mennesker, en god sag eller - halløj - begge på én gang.

(Foto: Internet Archive Book Images)

Back to Top

Twitter

Previous Next
Back to Top

Spørg mig

Previous Next
Back to Top

Del med mig

Previous Next
Back to Top

Instagram

Previous Next
Load More Photos
Back to Top

Vanity by Pixel Union