Mads-Jakob Vad Kristensen

I nat kort før kl. 3 døde min far efter flere års tiltagende sygdom. Min mor og min lillebror var ved ham til det sidste, og alt foregik stille, roligt og værdigt, som man altid håber, den slags gør.

Dermed er der sat punktum for et sygdomsforløb, der startede helt tilbage i 1997 med den første blodprop. Siden er talrige andre fulgt efter den, og hver eneste gang har det skadet ham lidt mere. De sidste godt otte år så meget, at han måtte bo på plejehjem.

På den led er det derfor også en lettelse at vide, at han nu har fået fred og ikke skal trækkes med mere. At han ikke kan udsættes for flere prøvelser og pinsler. Og det er en lettelse for os andre, der har vidst og været forberedt på, hvor det uundgåeligt bar henad i mange år.

Selv nåede jeg at besøge ham i går og få taget afsked med ham. Det var jeg rigtig glad for, og jeg kunne se på ham, at det var han også. Så jeg føler, jeg for min del fik lukket bogen på en rigtig god og fin måde og fik et sidste godt minde med mig. Det er den slags, der betyder mere, end man måske lige umiddelbart forestiller sig.